Lyngby Boldklub har i disse dage en tidligere landsholdsspiller og Superliga-stjerne på besøg.
Tipsbladet kan afsløre, at Riza Durmisi holder sig i gang hos de kongeblå.
Riza Durmisi er i øjeblikket kontraktfri, efter han i det seneste halve år spillede i den bedste polske række for LKS Lodz, som rykkede ud.
Klubben lå allerede sidst, da danskeren tiltrådte efter årsskiftet, men trods bedre resultater var nedrykningen ikke til at komme uden om.
Riza Durmisi kom første gang til udlandet i 2016, da Real Betis købte ham fri i Brøndby for 15 millioner kroner.
Opholdet i La Liga-klubben blev en stor succes, og to år senere købte den italienske storklub Lazio venstrebacken for 52 millioner kroner.
Kort inde i det ophold i Serie A fik Riza Durmisi imidlertid en slem albueskade, og det blev aldrig nogen succes i Lazio derfra.
Nu er han så tilbage på dansk jord, og Lyngby Boldklub og spilleren mærker hinanden an.
Ifølge Tipsbladets oplysninger har spilleren også udenlandske muligheder, særligt fra Saudi-Arabien, ligesom han også tidligere er blevet tilbudt kontrakt af Sivasspor, men takkede nej. Denne gang er alle muligheder åbne.
- Jeg kan bekræfte, at jeg holder mig i gang hos Lyngby Boldklub og er meget taknemmelig for, at jeg kan træne med her. Jeg holder mine døre åbne, siger Riza Durmisi.
Superliga-klubben Lyngby Boldklub har i Kolbeinn Finnsson en meget eftertragtet venstreback, som der tidligere har været store bud på.
Islændingens kontrakt udløber om et år, og det giver derfor god mening, at klubben allerede nu undersøger sine muligheder, hvis et salg skulle blive aktuelt.