I flere år var AaB vant til, at transfers reddede klubbens regnskab. I 2017 sendte Christian Bassogog-millionerne endda så mange penge i den nordjyske kasse, at AaB har kunnet tære på dem siden.
Men i 2019 var transfers ikke nogen god forretning for AaB. Tværtimod lavede klubben et samlet minus op sek-syv millioner på transfermarkedet, fortæller administrerende direktør Thomas Bælum til tipsbladet.dk oven på tirsdagens regnskab.
Det viste 33,5 millioner kroner i underskud, og foruden transferminusset er svigtende sportslige resultat forklaringen på underskuddet: AaB havde budgetteret med top 6, og da det mislykkedes, kostede det TV- og kampindtægter.
Så hvordan skal AaB vende minus til plus?
Læs også:Nyt stort millionunderskud i AaB: Det er ikke tilfredsstillende
- Blandt andet med en stærk transferforretning. Vi skal udvikle spillere og sælge dem videre. Samtidig skal vi øge matchday-indtægter. Det er nogle ting, vi har arbejdet kraftigt med i halvandet år og ser tegn på forbedring, siger Bælum.
- Vi skal tjene penge via et fodboldmæssigt spor og kommercielt spor. Med tiden skal vi kontinuerligt tjene penge på transfer hvert år og hæve kommercielle indtægter hvert år.
AaB er godt på vej mod at tjene fedt på at sælge spillere i 2020. Klubben har allerede solgt Mikkel Kaufmann til over 20 millioner kroner og fået en pose penge for at udleje Oliver Abildgaard til Rubin Kazan. Russerne har desuden en købsoption, så AaB kan tjene flere millioner på at sælge Abildgaard til sommer.
Trods de millioner, klubben allerede har indkasseret, forventer den stadig et underskud på 7-12 millioner for 2020 (et eventuelt salg af Abildgaard er ikke medregnet). De to seneste år har desuden givet 56 millioner i minus.
De penge kan AaB vælge at opveje for ved at lave den kapitaludvidelse, som generalforsamlingen gav lov til i november. Det er der dog ingen planer om, fortæller direktør Bælum.
Læs også:AaB tester spændende angriber: Det er en spiller, vores analytiker har fundet
- Vi har mandat inden for en femårig periode til at trykke på knappen. Det er bare en rettidig omhu, at vi har fået godkendelsen på generalforsamlingen til det. Men der er ikke nogen dato eller planer om det. Det er heller ikke aktuelt lige nu, da vi ikke er presset på egenkapital (56,1 millioner, red.) eller likviditet, siger han.
Når og hvis kapitaludvidelsen kommer, kan det åbne op for nye investorer i AaB. Det seneste års tid har klubben som Silkeborg IF, Randers FC, Esbjerg fB og Brøndby i forskellig grad åbnet op for det.
- Når man laver en kapitaludvidelse, kan man gøre det på flere måder. En kan være at åbne op for nye investorer udefra. Om de er danske eller udenlandske, kigger vi ikke så meget på. Vi kigger på om, om de vil bygge videre på den kultur, de værdier og den ånd, der er i AaB. Det vil vi kigge nøje på, uanset om det er danske eller udenlandske investorer, siger Bælum.
Som det er nu, er FC Midtjylland og FC Nordsjælland de eneste Superliga-klubber på udenlandske hænder.
Læs også:AaB har droppet planer om Jores Okore-salg
Læs også:Millioner i kassen i AaB: FCK har opdaget, at Mikkel har unikke data
Læs også:AaB-boss om ny sportschef: Han har lavet nogle fantastiske transfers