Video : Tipsbladet
Serie A

Valgt fra af Hjulmand: Hyldet af tidligere FCK'er

Lecce-danskeren Patrick Dorgu er blevet en markant spiller for Serie A-mandskabet, men Kasper Hjulmand valgte at se bort fra ham til EM-truppen. Tipsbladet har talt med Lecce-assistenten og den tidligere FCK-spiller Dan Thomassen om det danske stortalent.

Patrick Dorgu er kun 19 år, men alligevel har den unge dansker været en markant faktor for Serie A-mandskabet Lecce, der klarede skærene i den bedste række i Italien.

På trods af de gode præstationer valgte Kasper Hjulmand dog ikke at tage Lecce-danskeren med i EM-truppen.

På torsdagens pressemøde sagde landstræneren følgende om Dorgu.

- Vi har fulgt Patrick, og vi har besøgt ham. Han er en spændende ung og venstrebenet spiller, så han har bestemt været med i vores overvejelser.

Jeg synes, at han har en ekstremt interessant pakke.

Dan Thomassen
Lecce-assistent

En dansker, der kender Dorgu indgående, er den tidligere FCK- og AGF-spiller Dan Thomassen, da han er assistent i Lecce.

Thomassen fortæller til Tipsbladet, at den unge dansker kan noget særligt.

- Han er et rigtig spændende bekendtskab. Patrick er naturligvis ung, men han har i mine øjne et potentiale til på et tidspunkt at ramme et absolut topniveau i Europa. Det er hele vejen rundt fysisk, teknisk og mentalt.

- Jeg synes, at han har en ekstremt interessant pakke, som han selvfølgelig har brug for at få bygget på som alle spillere. I bund og grund ser jeg bare, at han skal fortsætte med at få så mange spilleminutter som muligt på et så højt niveau som muligt.

- Han er dygtig til ikke at lade sig påvirke af, hvad der sker på banen, og han holder fokus på det, som han skal, og han lader ikke sig gå på af fejl, siger Dan Thomassen til Tipsbladet og tilføjer, at Dorgu har et rigtig stort potentiale.

Dorgu har kontrakt med Lecce til 2027. Den 19-årige dansker har stadig sin A-landsholdsdebut til gode, mens han står noteret for seks U21-landskampe.

Hans primære position er som venstreback, men Dorgu kan også spille længere fremme på banen.

I den forgangne sæson blev det til 32 Serie A-kampe med to mål til følge.