Det kørte ikke for Magnus Kofod Andersen i starten, da han skiftede FC Nordsjælland ud med den bilfrie by Venedig.
Den 25-årige midtbanespiller har i sin tid i den smukke by været inde og ude af holdet, som i den seneste sæson sikrede sig oprykning til Serie A. Men nu ser det ud til, at det er vendt for Magnus Kofod, der i denne sæson har fået et mindre gennembrud i den bedste italienske række for oprykkerne.
Det var allerede i første spillerunde, at danskeren markerede sin ankomst til Serie A ved at score i kampen mod Lazio.
- Da jeg så bolden gå ind, føltes det som at leve i en drøm. Det er kun dem, der kender mig bedst, der ved, hvor meget jeg har knoklet for at spille i Serie A, siger Magnus Kofod til Corriere del Veneto.
Tiden hos Venezia har, som nævnt, ikke været en dans på roser for Magnus Kofod. Derfor var der i sommer også meget naturlige rygter om, at der var et nært forestående klubskifte under opsejling. Men danskeren ville hellere give det en chance mere i de lokale gondoler.
- I sommer var der nogle rygter om mig, men der var aldrig noget konkret på bordet. Jeg har altid håbet på at blive i klubben, hvor jeg dagligt arbejder for at gøre træneren tilfreds. Der er meget konkurrence i truppen, men jeg giver ikke op så let.
Mødet med de store stjerner
I sin tid i Superligaen spillede Magnus Kofod over for en del glimrende fodboldspillere som Evander og Jonas Wind, men i Serie A har de store navne lige taget et nyk op. Her har især fodboldens 'Captain America' gjort indtryk på den tidligere U21-landsholdsspiller.
- Christian Pulisic er en formidabel angriber. I kampen mod os var AC Milan virkelig imponerende, og det kan man forstå, når de har spillere som ham.
Efter landsholdspausen venter der en stor opgave for Venezia, når de på hjemmebane tager imod Atalanta.