Den tidligere spanske landsholdsmålmand David de Gea er senest blevet præsenteret for Fiorentina, hvor han kommer til at danne målmandsteam med den danske keeper Oliver Christensen.
Skiftet kommer dog først et helt år efter, at hans kontrakt med Manchester United udløb. Ved præsentationen af ham i Firenze-klubben forklarede han, hvorfor der skulle gå så længe med at finde en ny klub.
- Det er rigtigt, at jeg ikke har spillet, men jeg har ikke været inaktiv: Jeg trænede, fordi jeg vidste, at jeg en dag ville vende tilbage. Jeg trænede hårdt, selvom jeg var alene, siger han og fortsætter:
- Jeg tænkte aldrig på at trække mig tilbage: Jeg spillede 12 år i en meget vigtig klub som United, og mit hjerte vil altid være der. Men det var svært for mig at finde motivationen til at begynde på et nyt eventyr, lyder det fra spanieren.
Og det blev altså for Fiorentina.
Det kunne dog også godt være endt et andet sted for ham, da der ikke ligefrem manglede tilbud at vælge i mellem.
- Jeg havde mange tilbud, men jeg ønskede at spille i Serie A. Fiorentina tog kontakt med Alessandro Ferrari og Daniele Pradè, og fra det øjeblik gik forhandlingerne meget hurtigt. Jeg har altid ment, at Fiorentina var den bedst mulige destination, fastslår De Gea.
Særligt skulle det have været Genoa, der også var ude efter ham.