Den 17-årige danske angriber Alexander Simmelhack skifter fra FC København til AC Milan.
Det er nu bekræftet af Simmelhacks agentfirma Nordic Sky.
I sidste uge kunne B.T. afsløre, at AC Milan henter Alexander Simmelhack på en et-årig lejeaftale, der indeholder en købsoption.
Dermed blev det et kort ophold i FC København for Alexander Simmelhack, der skiftede til hovedstadsklubben fra Randers FC sidste sommer.
Simmelhack har ikke optrådt i Superligaen for FC København, men den unge angriber har været målfarlig for klubbens U19-hold, hvor det er blevet til 16 mål i 24 kampe.
På Danmarks U18-landshold har Alexander Simmelhack scoret seks mål i 10 kampe.
I AC Milan skal Alexander Simmelhack tørne ud for AC Milan Primavera, der er Milano-klubbens ungdomshold.