Klub- og landsholdsfodbold har været som nat og dag for Andreas Skov Olsen i 2021. På klubplan har han ikke kunnet slå sig fast i startopstillingen i Bologna, men på landsholdet var kantspilleren fast mand og delt topscorer i VM-kvalifikationen.
Nu kan der imidlertid ske ændringer for den 21-årige danskers klubsituation.
Ifølge La Repubblica er man i Bologna begyndt at overveje at udleje Andreas Skov Olsen i januar og for resten af sæsonen.
Håbet er, at en sådan lejeaftale vil hjælpe med at udvikle danskeren, så han kommer styrket tilbage til klubben. Skov Olsen er nemlig på kontrakt med den italienske klub helt frem til sommeren 2024.
Desuden vil det nok også være en mulighed for at spille pladsen som højre kant. Det har han ikke kunnet komme til i Bologna, hvor Ricardo Orsolini har stået i vejen, og hvor de nu spiller uden kanter.
Foruden Andreas Skov Olsen vil Bologna desuden også slippe Federico Santander, der har en fortid i FC København, skriver avisen.