20-årige Maximilian Wöber er end ikke fast mand i Ajax, men den østrigske forsvarsspiller er på nippet til at skifte til Sevilla i en handel, der har en værdi på mere end 100 millioner kroner.
Ifølge De Telegraaf og Marca har Sevilla afgivet et bud på 104,5 millioner kroner for Ajax-spilleren, og den hollandske storklub er angiveligt villig til at slippe midterforsvareren, som blot har tilbragt halvandet år i klubben.
I august 2017 blev Maximilian Wöber købt i Rapid Wien for omtrent 52 millioner kroner, og Ajax ser altså nu ud til endnu engang at kunne tjene en del millioner på en ung spiller, som har fået lov til at udvikle sig.
Maximilian Wöber er først og fremmest midterforsvarer, men han kan også operere på venstre back, hvilket han har gjort flere gange i denne sæson for Ajax.
Han er næppe tiltænkt en rolle som udfordrer til Simon Kjær med det samme i Sevilla, men den spanske klub har også tidligere hentet eksempelvis Clement Lenglet i en ung alder, hvorefter han har udviklet sig meget og er blevet solgt videre.