HELSINGØR (Tipsbladet): Rasmus Højlund er lige vendt tilbage fra et par ugers skadespause - det går selvfølgelig ikke, at der venter den danske Manchester United-stjerne endnu en pause, når han vender hjem fra landsholdstjeneste.
Derfor skal man ikke forvente at se Rasmus Højlund få 180 minutter på banen i de kommende venskabskampe mod Schweiz og Færøerne, men Kasper Hjulmand kommer naturligvis til at bruge sin guldfugl, som gerne skal brænde de tyske fodboldbaner af til EM om blot et par måneder.
Hvordan puslespillet skal lægges er helt op til den danske landstræner, men Manchester United holder naturligvis et vågent øje.
- Jeg tror, klubben har vendt tingene med Hjulmand. Det ville ikke være mega smart, hvis de ikke har koordineret det, men jeg ved, at de har talt sammen. Jeg står bare til rådighed og er klar, siger Rasmus Højlund.
Angriberen fastslår, at han føler sig godt tilpas rent fysisk, og at de 70 minutter på banen mod Liverpool gjorde ham godt.
- Hvis træneren vil have, jeg skal spille 90 minutter, så spiller jeg 90 minutter, og hvis han vil have, jeg skal spille 70, gør jeg det. Det var planen, at jeg ikke skulle spille mere end 70 minutter i weekenden (for Manchester United mod Liverpool), og derfor blev jeg taget ud, siger Rasmus Højlund.
Han har forståelse for, at Manchester United næppe vil bifalde, hvis Kasper Hjulmand giver ham fuld spilletid i de kommende kampe.
- Ja, til en vis grad. Vi har et langt program og en masse kampe på den anden side af landskampspausen, så ja, men samtidig skal de heller ikke bestemme, hvor meget Kasper skal bruge mig. Det skal være en dialog om, hvordan forløbet skal være, fastslår han.
Rasmus Højlund var ikke med, da landsholdet seneste var samlet og sikrede sig kvalifikation til EM i Tyskland, og dermed daterer Manchester United-angriberens seneste landskamp sig tilbage til den forfærdelige udekamp i San Marino i oktober.
Rasmus Højlund har scoret syv mål i 10 landskampe.