Vraget AaB'er havde tilbud fra Hobro: Skifter til Jimmy Nielsens hold i USA
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Generelle

Vraget AaB'er havde tilbud fra Hobro: Skifter til Jimmy Nielsens hold i USA

Nikolaj Lyngø har ingen fremtid i AaB, men havde både henvendelser fra Færøerne og Hobro IK liggende. I stedet valgte han at skifte til Jimmy Nielsens hold i den næstbedste række i Nordamerika.

Det stod allerede klart, at Nikolaj Lyngø var ved at være færdig i AaB. Midtstopperens kontrakt ville løbe ud til nytår, samtidig med at hans udlejning til Jammerbugt FC i 2. division ville nå til vejs ende.

Egentligt havde han fået et par henvendelser fra klubber noget tættere på basen i Nordjylland, men til vinter skal den 20-årige dansker rejse langt væk for at spille fodbold. Til USA, hvor AaB-koryfæet Jimmy Nielsens Hartford Athletic venter med en kontrakt.

Han mener selv, at udlejningen til Jammerbugt har båret frugt.

- Det er gået rigtig godt. Jeg har spillet fast, vi vinder masser af kampe, så på den måde har det været rigtig godt for mig. Og det har også skabt lidt hype om mit navn. Jeg har fået henvendelser både fra Færøerne og fra Hobro, men jeg kunne ikke sige nej til et eventyr i USA, siger Nikolaj Lyngø til Nordjyske.

Hartford Athletic er en nystartet klub, der træder ind i United Soccer League, den næstbedste række i USA og Canada, fra det nye år. Her skal Jimmy Nielsen altså som klubbens første cheftræner samle et hold, der kan begå sig, og den tidligere topspiller har kigget mod sit hjemland.

Foruden Lyngø, der har skrevet en etårig aftale med klubben, skifter også Marienlyst-spilleren Mads Jørgensen til Hartford. Det fortalte den danske træner selv til bold.dk i går.