Video : Tipsbladet
Generelle

Spansk medie: Andreas Christensen på blokken i Barcelona

FC Barcelona kigger på forstærkning til forsvaret, og her kigger de endnu engang i retning af Chelsea-danskeren Andreas Christensen. Han er dog ikke den eneste der overvejes hos den spanske gigant

Andreas 'AC' Christensen er kørt lidt ud på et sidespor i Chelsea, hvor han ikke er blandt manager Frank Lampards foretrukne. Det er blevet til otte Premier League-kampe i denne sæson, men efter Antonio Rüdiger er vendt tilbage fra en skade, har det været småt med spilletid. Det til trods kan et kæmpestort skifte dog muligvis være på vej og sende danskerens til en af verdens allerstørste klubber.

I FC Barcelona leder man i øjeblikket efter en afløser til Gerard Piqué, der efterhånden er blevet 32 år. Samuel Umtiti har vist en skrøbelig fysik, og der er ikke tiltro til, at Jean-Clair Todibo kan nå det niveau, som kræves for at spille i en klub med FC Barcelonas ambitioner.

Derfor er en central forsvarsspiller højt på listen over storklubbens ønskeliste til sommer, og her er Andreas Christensen altså et af de navne, som overvejes. Det skriver den spanske avis AS.

Også Fiorentinas Nikola Milenković og Diego Carlos fra Sevilla er på blokken i FC Barcelona, men det er ikke første gang, Andreas Christensen sættes i forbindelse med den catalanske gigant. 

Også forud for vinterens transfervindue i 2019 gik der rygter, men dengang satte Chelsea sig i vejen for et skifte. Danskerens har kontrakt helt til sommeren 2022, men med den begrænsede spilletid in mente, kan FC Barcelona måske have held med at lokke Chelsea til at sælge denne gang.