Sepp Blatter er tirsdag fratrådt som præsident for FIFA.
Den 79-årige schweizer blev ellers genvalgt som præsident for det Internationale Fodboldforbund i sidste uge, men Sepp Blatter har længe været under skarp beskyldning for korruption, og nu har han altså trukket sig. Det har han netop meddelt på et pressemøde.
- Mit mandat støttes ikke af mange i fodbolden. FIFA har en stor plads i mit hjerte, og det er derfor, jeg træder tilbage. Tak til dem, som har støttet mig. Fodbolden er det, jeg holder af, og jeg vil den kun det bedste, lød det blandt andet fra Sepp Blatter.
FIFA vil så hurtigt som muligt afholde en ekstraordinær kongres, hvor en ny præsident skal findes. Der skal dog først findes kandidater, der er villige til at stille op.