Michael Gravgaard ramt af tavshed
Tidligere på måneden hævdede Michael Gravgaards franske klub, at den tidligere landsholdsspiller nu er erklæret fodboldinvalid. Men dén udmelding var den danske forsvarsspiller langt fra enig i.
Gravgaard satte derfor advokater fra den franske spillerforening på, og siden er næsten en måned gået. Uden nogen form for reaktion fra Nantes.
Læs også: Gravgaard: Jeg er IKKE fodboldinvalid
- Larmende tavshed. Det er vist den bedste måde at beskrive, hvad der siden er sket fra Nantes' side. Det de gør, er jo at vaske hænder ved håndvasken, og sige, at det ikke er dem, der har erklæret mig uegnet til at spille, siger Michael Gravgaard til tipsbladet.dk.
Det er da heller FC Nantes, der har erklæret Michael Gravgaard fodboldinvalid. Det har lægerne klaret. Men den franske klub har en klar interesse i at få danskeren erklæret uegnet til at spille, da de dermed vil få en stor forsikringssum udbetalt. Gravgaard selv mener, han er klar til at genoptage træningen, som han ikke har deltaget i i efterhånden mange måneder. I øjeblikket selvtræner han, men hvis hans advokater vinder sagen, kan han spille fodbold igen.
- Jeg har fået et møde med den franske arbejdsskadestyrelse den 1. september. Så derefter vil jeg være meget klogere. Lige nu er det vigtigste, at få sat en stopper for det her cirkus. Hvis jeg vinder, skal klubben tage mig ind igen. Så i princippet kan jeg allerede begynde at træne igen i næste uge. Men det nærer jeg dog ikke de store forhåbninger om, siger den tidligere landsholdsspiller og FC København-profil.
Det gør han ikke, fordi der står flere forhindringer i vejen for et comeback til fodboldbanen. De mange måneder, som Gravgaard har tilbragt uden kamptræning, kan faktisk være en af de mindste.
- Det er lidt dybt godnat det hele. For hvis afgørelsen i det franske arbejdstilsyn falder positivt ud for mig, er det ikke engang ensbetydende med, at jeg kan spille igen. Første skridt er, at jeg skal registreres som aktiv spiller igen, slutter Michael Gravgaard, der ikke har spillet en kamp for Nantes siden maj sidste år.
Danskerens kontrakt med den franske Ligue 2-klub udløber næste sommer.