Generelle

FIFAs skandaleår

FIFA har fået sit eget annus horribilis. Det sidste år har verdensforbundet måtte forholde sig til politirazzia og dommerundersøgelser, beskyldninger om korruption for millioner, ulovligt billetsalg, sortbørshandel, aftalebrud i milliardklassen og løgnagtige medarbejdere

Selvom VM blev en stor succes, så vil 2006 bestemt ikke blive husket for det gode af FIFAs topfolk, for sjældent har verdensforbundet været ramt af så mange skandaler.

Anklager om korruption, sortbørshandel og aftalebrud har sammen med en ransagning af FIFAs kontorer været på dagsordenen. Selv Sepp Blatter er blevet mål for en politiundersøgelse, der kan ende med fodboldpræsidentens fald.

I realiteten mangler der blot lidt sex og vold, før man har grundlaget for en rigtig god krimi i mafia-genren. Det efterhånden helt legitimt i FIFA, at tænke mest på at skovle penge ind, frem for at bekymre sig om fodboldens ve og vel.

Det seneste eksempel på dette så man den 7. december, da der faldt dom ved en distriktsdomstol i New York. Kreditkortselskabet MasterCard havde lagt sag an mod FIFA for kontraktbrud, for FIFA havde lavet en sponsoraftale med kreditkortgiganten Visa for VM i 2010 og 2014. MasterCard havde i sin gamle aftale med FIFA ret til at afvise, at FIFA gav sponsoratet til nogle af MasterCards konkurrenter og krævede nu en erstatning på 1,5 mia. kroner.

Efter afhøringer af flere vidner, heriblandt Sepp Blatter, gav dommeren Loretta Preska MasterCard medhold: "FIFAs forhandlere har gentagne gange løjet over for MasterCard, da de sagde, at de ikke ville tegne et sponsorat med andre," hed det, og Loretta Preska konkluderede også, at FIFA havde løjet over for Visa ved ikke at oplyse om MasterCards kontraktrettigheder.

Chuck Blazer, USA's eksekutivkomité-medlem i FIFA, var en af dem, der havde ansvaret for forhandlingerne. Hans udtalelser i retten blev af dommer Preska betegnet som "fabrikerede og utroværdige og baseret på undvigende svar". Preska konkluderede tilmed, at nogen i FIFA havde forfalsket underskriften for Visa-præsident Christopher Rodrigues på kontrakten, for at få ændret datoen for, hvornår den var underskrevet.

Fem dage efter dommen fandt FIFA så sine syndebukke. Forbundets marketingsdirektør, Jerome Valcke, blev sammen med tre andre medarbejdere fyret for at have "optrådt uærligt under forhandlinger og leveret falske informationer til FIFAs ledelse".

"Selvom dommen var meget forudindtaget og til fordel for MasterCard, så kan man ikke overse det faktum, at FIFAs måde at forhandle på brød med egne forretningsprincipper," sagde FIFA-præsident Sepp Blatter i en pressemeddelelse.

FIFA har besluttet at appellere dommen. Bliver udfaldet negativt risikerer FIFA et sagsanlæg fra Visa med krav om et trecifret millionbeløb i erstatning.

Ulovligt billetsalg i orden

Men MasterCard-sagen er langt fra den eneste skandale for FIFA i år. For dagen før dommen i New York havde FIFA selv uddelt en næse til en af sine egne vicepræsidenter, da man udtrykte sin "misbilligelse" med Jack Warner fra Trinidad & Tobago i forbindelse med salg af billetter til VM.

Det har længe været en kendt sag, at højtstående FIFA-repræsentanter solgte VM-billetter, der var beregnet til familie og venner, videre med store fortjenester. Men ingen er næppe kommet i nærheden af Jack Warner.

I juni kom det frem, at Warner gennem otte måneder havde skaffet rejsebureauet Simpaul Travel, som han ejer, og som sønnen Daryan er direktør for, 5.400 VM-billetter, som blev solgte videre via et verdensomspændende net af rejseagenter med enorm fortjeneste.

Den slags er bestemt ikke tilladt. I alt 933.000 dollar (5,3 mio. kr.) scorede Simpaul ifølge FIFAs eksterne revisorer fra Ernest & Young, men Jack Warner slap alligevel for straf.

"Videresalget er i høj grad forbudt, men personen, som solgte billetterne videre kan ikke straffes af FIFA, fordi det er Jack Warners søn," lød det i afgørelsen fra FIFAs disciplinærkomité, som blev ledet af den schweizeren Marcel Mathier, en af Sepp Blatters ungdomskammerater.

At det kun blev til en advarsel skyldes formentlig, at Jack Warner ikke er hvem som helst. Warner er præsident for CONCACAF, det nord- og mellemamerikanske fodboldforbund, som ved de sidste to

valg til FIFAs præsidentpost har skaffet Sepp Blatter 35 sikre stemmer. Den engelske journalist Andrew Jennings hævder, at det skete efter fusk med afstemningen, som Jack Warner sørgede for.

VMs største skandale

At der er forskel på folk måtte Ismail Bhamjee fra Botswana sande under VM i Tyskland. Det 62-årige medlem af FIFAs eksekutivkomité blev af den engelske avis Daily Mail fanget i at sælge 12 billetter til Englands kamp mod Trinidad & Tobago. Billetterne solgte Bhamjee til tre gange deres værdi.

Ismail Bhamjee blev frataget alle sine poster i FIFA, Afrika og Botswana. Men han var alligevel ved at gå på pension og kunne derfor ofres.

Men sagen er langt fra enestående. I hvert fald hvis man skal tro de mange engelske fans, som tog til Tyskland sidste sommer uden billetter. De havde ikke svært ved at komme ind og følge deres hold. I Englands største supporterforening, Football Supporters' Federation, er man ikke i tvivl om, at det er FIFA, som er den største hindring på vejen mod at komme sortbørshandel med VM-billetter til livs. Særligt fordi FIFA til VM i Tyskland forærede en rekordhøj andel på 30 procent af billetterne væk til sponsorer og gæster. De fleste havnede på den illegale billetbørs.

"Det sorte marked var den største skandale ved dette VM, og der er stadig flere beviser på, at det er FIFA selv, der holder fænomenet i live," sagde Kevin Miles, der er foreningens internationale koordinator, til Daily Mail efter VM-slutrunden.

Synspunktet bakkes op af forfatteren Mark Perryman, der er formand for London England Fans. Efter den slappe dom over Jack Warner fyrede han følgende svada af mod FIFA:

"Det er godt, at FIFA straffer fans for hooliganisme, men billethajerne og sponsorerne, der stjæler billetterne fra tilhængerne er blot hooligans i jakkesæt og bør behandles lige sådan. Jack Warner frarøvede fodboldfans billetter. Han slap billigt og er ikke den eneste. I stedet for at beskytte sine egne bør FIFA undersøge, hvorfor hundredtusindvis af VM-billetter går til sponsorer og VIP på tilhængernes bekostning."

Bestikkelse betalt tilbage

Men et er ulovligt billetsalg. Noget andet er de mange indikationer på, at ledere i FIFAs top er involveret i korruption.

I oktober kom den engelske avis The Guardian i besiddelse af dokumenter, der viste, at præsidenten for det sydamerikanske fodboldforbund, Nicolas Leoz fra Paraguay, i 1999 og 2001 modtog i alt 211,625 schweiziske franc (995.000 kr.) fra et datterselskab til det nu krakkede marketingsfirma ISL, som på det tidspunkt stod for salget af bl. a. tv-rettighederne til VM-slutrunderne i 2002 og 2006.

Avisens oplysninger kom fra en hidtil hemmeligholdt 300 sider lang rapport om ISLs krak i 2001, som den schweiziske undersøgelsesdommer Thomas Hildebrand færdiggjorde sidste år. Ifølge rapporten var der tale om regulær bestikkelse, hvilket Nicolas Leoz på det bestemteste har afvist.

Ikke desto mindre faldt administratoren af konkursboet i ISL, Thomas Bauer, allerede i 2002 over en række illegale pengeoverførsler til adskillige fodboldledere. Han krævede 3,5 mio. schweiziske franc (16,5 mio. kroner) tilbage fra disse fodboldofficials, mens FIFA samtidig krævede erstatning fra ledelsen af ISL.

I februar 2004 blev så et beløb svarende til 2,5 mio. schweiziske franc (11,7 mio. kroner) overført til konkursboet efter ISL. Et forlig var blevet indgået med den tidligere ISL-boss Jean-Marie Weber, som dog ifølge schweiziske medier ikke selv havde betalt pengene tilbage.

Det havde derimod en ukendt tredjepart, der ikke var interesseret i at få navnene frem på de korrupte ledere. Denne tredjepart synes at være FIFA, og FIFA-præsident Sepp Blatter må have kendt til sagen, for Jean-Marie Webers advokat var ingen ringere end Peter Nobel, som er Sepp Blatters personlige rådgiver.

Mistanken om, at det var FIFA, som tilbagebetalte bestikkelsespengene bestyrkes af, at FIFA i juni 2004 pludselig trak alle sagsanlæg mod ISL-ledelsen tilbage, mens Peter Nobel i juli 2005 ved den schweiziske højesteret fik ord for, at alle oplysninger vedrørende tilbagebetalingen af bestikkelsespengene skulle forblive hemmelige for offentligheden.

Razzia på Blatters kontor

Men den schweiziske anklager Thomas Hildebrand gav ikke op. Han tiltalte Jean-Marie Weber og fem andre ISL-chefer for svindel, bedrageri og forfalskning af dokumenter. Og 3. november 2005 skete der noget, som man ellers skal til Italien for at opleve.

Hildebrand troppede sammen med civilklædte politifolk op i selveste FIFAs hovedkvarter i Geneve og gennemførte en razzia. Her gennemrodede politifolkene bl. a. kontorerne hos FIFA-præsident Sepp Blatter, samt FIFAs generalsekretær, Urs Linsi.

Spørgsmålet for Hildebrand var: Havde FIFA betalt bestikkelsespengene tilbage, så fodboldlederne kunne beholde deres penge? BBC kunne den 11. juni i år i programmet Panorama oplyse, at den schweiziske undersøgelse nu også omfattede selveste Sepp Blatter. Selv afviste Sepp Blatter under VM i et interview med avisen The Scotsman, at der var noget at komme efter.

"Det er overhovedet ikke sandt. ISL er genstand for en undersøgelse. Ikke FIFA. Det var os, der klagede over dem. Vi er ikke de anklagede. Der er ingen beviser overhovedet. Det hele er noget vrøvl," sagde Blatter.

FIFA har i år selv oprettet en uafhængig etisk kommission, der har den tidligere britiske løbestjerne Sebastian Coe som formand. Kommissionen har dog endnu ikke fået lov til at se på en eneste af de førnævnte sager. Og spørgsmålet er, om kommissionen overhovedet får ret meget at lave, for der synes inden for FIFA at herske en tavshedens lov om egne beskidte affærer.

Eller som den i Paraguay betydningsfulde senator og præsident for den lille fodboldklub Ypacarai, Juan Carlos Galaverna, sagde det for to måneder siden, da anklagerne mod Nicolas Leoz dukkede op:

"Verden opretholder en mur af tavshed omkring fodboldleder som Nicolas Leoz, for FIFA fordeler store milliardbeløb inden for fodbolden. Så det vil altid være svært, for ikke at sige umuligt, at finde nogen, der vil sige FIFA imod."

SEKS MÆND MED SNAVSEDE FINGRE

Sepp Blatter, Schweiz, 70 årPræsident for FIFA.Mistænkt for at have tilbagebetalt bestikkelsespenge.

Jack Warner, Trinidad & Tobago, 62 årVicepræsident i FIFA siden 1997, præsident for CONCACAF siden 1990.Anklaget for medvirken til ulovligt videresalg af VM-billetter. Frikendt af FIFA.

Nicolas Leoz, Paraguay, 78 årPræsident for COMNEBOL siden 1986, medlem af FIFAs eksekutivkomité siden 1998.Mistænkt for at have modtaget bestikkelse fra FIFAs marketingselskab ISL.

Ismail Bhamjee, Botswana, 62 årMedlem af FIFAs eksekutivkomité 1998-2006.Anklaget for sortbørshandel med VM-billetter. Ekskluderet af FIFA.

Chuck Blazer, USA, 61 årMedlem af FIFAs eksekutivkomité siden 1997, generalsekretær for CONCACAF.Afgav falsk vidneforklaring ved en amerikansk domstol.

Jerome Valcke, Frankrig, 45 årMarketingsdirektør i FIFA fra 2003 til 2006Løj overfor kreditkortselskabet MasterCard om forlængelse af sponsorat.Mistænkt for medvirken til dokumentfalsk.