Dansk spiller draftet i MLS i første runde
Foto: Quinn Bezenah
Generelle

Dansk spiller draftet i MLS i første runde

23-årige Patrick Nielsen er blevet draftet af Atlanta United torsdag.

I det nordamerikanske har de en tradition for at gennemføre drafts. Det gælder både i ishockey, amerikansk fodbold og basketball - og altså også i fodboldens MLS. Den bliver gennemført i aften, og her er danske Patrick Nielsen blevet valgt.

Det er han blevet som nummer 23 i den samlede draft. Det er han blevet af Atlanta United.

Forinden draften udtalte han til tipsbladet.dk, at det var hans altoverskyggende mål i årevis, at få åbnet døren til den professionelle del af fodboldverdenen via den føromtalte draft.

- Herhjemme har jeg altid gået og drømt om at spille professionel fodbold, da jeg få fik muligheden for at komme til USA og kombinere min uddannelse med mit endemål om at spille professionel fodbold, var der ikke noget at rafle om. Forhåbentlig lykkes det inden alt for længe, siger han og fortsætter:

- Det har været en rigtig lang proces, men også en rigtig fed rejse. Jeg har lært meget, som jeg ikke ville have lært, hvis jeg bare var blevet derhjemme. Det er sindssygt fedt, at det er så tæt på. Det er meget, meget spændende; det er lidt knald eller fald lige nu, lød det før draften fra Patrick Nielsen.

Hos Atlanta United kommer han til at få Frank de Boer som træner. Han har tidligere stået i spidsen for blandt andet Ajax, Inter og Crystal Palace. Derudover har han spillet 112 landskampe for Holland.

23-årige Patrick Nielsen har en fortid i Brøndby IF, AB og Hvidovre IF, hvorefter han i 2016 kom til University of Cincinnati. Senere tog han til Michigan State University, hvor fodbolden er på et højere niveau.