Brentford FC har samlet lidt af en danskerkoloni i London, og tirsdag er endnu et navn stødt til flokken.
Christian Nørgaard er ny spiller i den engelske klub, og han har underskrevet en kontrakt på fire år med option på yderligere et år. Den 25-årige midtbanespiller er hentet i Fiorentina, hvor han har haft en skuffende sæson næsten uden spilletid.
I Brentford FC bliver Christian Nørgaard blandt andre holdkammerat med Henrik Dalsgaard, og han hilser sin landsmand velkommen i Championship-klubben.
- Jeg er sikker på, det nok skal blive fint. Jeg kender ikke Christian så godt igen, men danske spillere er jo populære i Brentford, og nogle gange mangler vi måske lidt disciplin og en fodboldklog spiller, der kan læse spillet – én, der kan holde lidt igen og forstå, at det ikke er offensiv fodbold det hele, siger Henrik Dalsgaard til tipsbladet.dk.
Brentford FC er som bekendt under ledelse af Thomas Frank, der både har haft Christian Nørgaard på ungdomslandsholdet og i Brøndby IF. Der er næppe nogen tvivl om, at Frank har spillet en vigtig rolle i Nørgaards beslutning om at tage til London.
Henrik Dalsgaard er da heller ikke i tvivl om, at det er en fordel.
- Man må gå ud fra, at Thomas ved præcis, hvad det er, han får ind, og vi får helt sikkert en sulten spiller, der gerne vil vise, hvad han står for. Det har han ikke fået mulighed for i Fiorentina, og Brentford er måske et lille skridt ned, men mon ikke, det er det rigtige for Christian, lyder det fra Dalsgaard.
Brentford FC blev nummer 11 i Championship i den forgangne sæson.