Når FC København tager imod Celtic i Telia Parken torsdag aften, skrives der et lille stykke historie i dansk fodbold.
For første gang nogensinde vil man kunne opleve VAR - Video Assistant Referee - på dansk grund. Efter planen indføres VAR i Superligaen fra den kommende sæson, så inden længe bliver det en integreret del af at gå til topfodbold i Danmark, men én gang skal som bekendt være den første, og det bliver altså på torsdag.
Hvad kan man forvente af det meget omdiskuterede system?
Tipsbladet.dk har her samlet løst og fast om VAR-systemets debut i Danmark på torsdag.
- VAR-dommerne vil under kampen sidde i en vogn udenfor Parken og herfra have kontakt med opgørets hoveddommer.
- Det er kampafgørende situationer, dommeren kan vælge at tjekke med VAR. Det vil sige mål, straffespark, om den forkerte spiller har fået en advarsel og potentielt direkte røde kort. Der vil udelukkende blive dømt for åbenlyse fejl. Det vil altså sige, at der ikke tages højde for, om en spiller har en lilletå i offside-position.
- Det er til enhver tid dommeren på banen, der træffer afgørelsen. Det vil sige, at hvis der opstår en VAR-situation, skal dommeren kigge situationen igennem selv. Han lader ikke folkene i vognen træffe beslutningen.
- En VAR-situation vil ikke blive vist på storskærmen i Telia Parken. Her vil der blot stå "VAR-decision", og efterfølgende vil det fremgå, hvad dommeren har valgt at dømme. Det bliver altså ikke muligt at "dømme med selv". Følger man kampen hjemme fra sofaen, vil situationen blive vist på TV. Det er UEFA's beslutning, og dermed er det ikke givet, at det også bliver sådan til Superliga-kampene fra den kommende sæson.
- Ved de to trænerbokse står en "vagt" placeret, som skal forhindre de to trænere, Ståle Solbakken og Neil Lennon, i at nærme sig dommeren ved en VAR-kendelse og forsøge at påvirke beslutningen. Dommeren skal have fuldstændig fred og ro til at se situationen igennem.
- Hvis dommeren vil se en situation igennem, sker det på en monitor ved sidelinjen, som hæves op fra jorden. Når dommeren har set det, han skal, forsvinder skærmen ned i græsset igen.
- FC København skal som værter stille et toilet til rådighed for VAR-dommerne, men heller ikke mere end det.
Der er kampstart i Telia Parken klokken 18.55.
Læs også:Niels Frederiksen: FCM og FCK er bedre end alle andre i ligaen
Læs også:Video: Esbjerg slår FC København i premieren
Læs også:Efter aflysning: AGF overvejer at skifte hele banen
Læs også:Avis: David Nielsen er Superligaens næstbedst lønnede træner
Læs også:Lyngby-profilens dom: Det er det vildeste, jeg har prøvet i fodbold