Det tyder på, at EM-slutrunden til sommer må aflyses eller udskydes. Sådan lyder vurderingen fra Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet og ekspert i coronavirus, over for BT.
Slutrunden skal spilles i 12 byer i 12 forskellige lande over hele Europa. Dermed vil endnu flere fans end sædvanligt formentlig rejse på kryds og tværs af kontinentet. Og eftersom lande som Danmark og Italien allerede er lukket stort set ned, forventer Randrup Thomsen ikke, at UEFA og myndigheder har andet valg end at afblæse EM.
Læs også:UEFA afviser: Ingen har bedt os om at udsætte EM
- Der er flere europæiske lande, inklusiv Danmark, som er hårdt ramt lige nu. I Italien ser det jo helt umuligt ud for eksempel. Derfor ser det ikke realistisk ud med et EM. Hvis der skal være nogen konsekvent linje i det, der er meldt ud fra myndighederne, så peger det meget stærkt i retningen af, at der ikke kan afholdes noget, siger han til BT.
Alternativt kan slutrunden måske spilles uden tilskuere. Men Allan Randrup Thomsen mener, det vil være "svært at forsvare", hvis EM bliver afviklet helt som planlagt.
Læs også:Sveriges landshold tager ingen chancer: Udelukker alle spillere fra Italien
Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronaudbruddet. Hidtil er over 12.000 smittet, og 827 er døde. Det seneste tal for Danmark er 615 smittede og ingen døde.
Serie A og dansk fodbold er foreløbig sat på pause, mens kampe i Tyskland, Frankrig og Belgien samt Champions League og Europa League spilles uden tilskuere.
Læs også:Norge følger anbefaling: Nations League-semifinale uden tilskuere
Læs også:DBU forventer aflyste landskampe
Læs også:Serbien vil flyve landsholdsspillere ud af Italien