Den færørske klub KI Klaksvik er godt i gang med at trodse fodboldens naturlov.
Klaksvik er ved at skrive et vanvittigt Champions League-eventyr, som tirsdag aften kan blive tilføjet endnu et kapitel, når holdet møder Molde på udebane - det første opgør i sidste uge endte med en sensationel 2-1-sejr til færingene.
Undervejs i Champions League-kvalifikationen har KI Klaksvik ekspederet Ferencvaros og BK Häcken ud, og hvor vild en bedrift der er tale om, understreges af, hvor få spillere i truppen der rent faktisk lever af fodbold.
Tipsbladet har været i kontakt med Klaksviks pressechef Solby A. Christiansdottir, der oplyser, at 18 ud af 30 spillere i førsteholdstruppen har jobs ved siden af fodbolden - enten på fuldtid eller deltid.
Det har tidligere været fremme, at 31-årige Árni Frederiksberg, der har været billedet på KI Klaksviks eventyr med seks mål og to assists i Champions League-kvalifiaktionen, primært lever af at sælge frysepizzaer.
- Vi har også en del håndværkere i form af elektrikere og tømrere. Et par af vores unge spillere er ved at uddanne sig til bygningskonstruktør og maskinmester. Vi har også en pædagogmedhjælper, en administrationsmedarbejder og en direktør, fortæller pressechefen og henviser til Árni Frederiksberg, der er administrerende direktør i virksomheden Kjølbro Heilsøla, der blandt andet sælger frysepizzaer.
KI Klaksvik er minimum sikret deltagelse i Conference League-gruppespillet i denne sæson, og det er første gang i historien, at et hold fra Færøerne deltager i et europæisk gruppespil. Besejrer lilleputterne Molde tirsdag aften, er holdet minimum sikret deltagelse i Europa League.
Der er kickoff mellem Molde og KI Klaksvik klokken 19.00.