Bundesliga

Kjærs klub har dårlig dansk tradition

Simon Kjær er langt fra den første dansker, der kommer til at optræde for Wolfsburg. Hele ni spillere har før prøvet lykken i den tyske klub med skiftende held.

Simon Kjær er endelig klar til at tørne ud for Wolfsburg i Bundesligaen.

Forsvarsspilleren bliver dermed klubkammerat med danske Thomas Kahlenberg, og han er i det hele taget langt fra den første dansker, der prøver lykken i det tyske.

Tidligere har hele ni danskere således optrådt for Wolfsburg, men kun tre af dem er slået igennem for alvor.

I 1990'erne var forsvarsspilleren Jann Jensen stort set fast mand i den tyske klub, hvor han spillede fra 1993 til 1998 og nåede over 100 kampe for klubben, inden han skiftede til OB.

I starten af årtusindet oplevede Wolfsburg et mindre dansker-boom, idet både Thomas Rytter, Claus Thomsen, Michael Madsen og Kim Madsen spillede for klubben i skiftende perioder. Madsen og Madsen slog ikke helt igennem, hvilket lykkedes bedre for Rytter og Thomsen, der begge snusede til landsholdet under deres tid i klubben.

De senere år har der til gengæld været langt til dansk succes i Wolfsburg. Den nuværende Brøndby-spiller Peter Madsen oplevede sit første udlands-eventyr i Wolfsburg - næsten uden at komme på banen. Der var heller ikke mange spilleminutter til landsholdsmålmanden Jesper Christiansen, da han var udlejet til klubben i 2002-2003-sæsonen.

Senest har den mindre kendte forsvarsspiller Rune Hansen været tilknyttet klubben uden at få et gennembrud.

Den nuværende Wolfsburg-dansker Thomas Kahlenberg venter også på sit gennembrud i klubben, så de senere år har der altså ikke været tradition for et dansk gennembrud på Volkswagen Arena.

Nu er det op til Simon Kjær at bryde traditionen og få succes i Wolfsburg.