Selvom der er landskampspause, så er det ikke alle klubkampe rundt omkring, som ligger helt stille. På en dag som i dag er det dog heller ikke meget, man kan finde på de danske græstæpper, men i 1. division var der en enkelt kamp.
Det var mellem de to midterhold i rækken, Skive og Hvidovre, som hver især kunne bruge en sejr til at rykke lidt væk fra bunden, og her var det jyderne, som trak sig fra kampen som vindere.
Det blev nemlig til en 2-1-sejr til de gulblusede spillere, som dog først fik gang i målscoringen i anden halvleg. Efter første halvleg var det endda gæsterne fra den københavnske vestegn, som var i spidsen, da Lirim Qamili havde bragt Hvidovre foran lige inden pausen.
Men efter pausen fik Skive vendt kampen med to scoringer, hvor den første kom efter 54 minutters spil, da den tidligere Hobro-spiller Sebastian Grønning fik sendt udligningen i netmaskerne og Skive-holdet tilbage i kampen.
Blot fire minutter efter lå bolden i rusen igen, da 21-årige Jacob Vetter afgjorde kampen med sin scoring til 2-1, og så blev der ikke scoret flere mål i kampen.
Resultatet betyder, at Skive er på sjettepladsen med seks point ned til nedrykningsstregen, mens Hvidovre blot er to point foran HB Køge på den anden side af stregen. Den ene oprykningsplads er der dog langt op til for Skive, som har syv point op til Vejle.