NordicBet Liga-oprykkerne fra B.93 kunne tirsdag præsentere et samarbejde med det britiske sportsbetting brand SpreadEx.
Det samarbejde varede et døgn.
Onsdag meddeler Østerbro-klubben således, at man har valgt at trække sig ud af aftalen med SpreadEx, og det sker på baggrund af, at B.93 høstede en del kritik for indholdet af den samarbejdsaftale, der blev indgået med briterne.
Aftalen indeholdt blandt andet, at fans af B.93 kunne få kampbilletter, øl og pølser ved at spille for minimum 50 kroner hos SpreadEx, og det blev mødt af benhård kritik fra folk, som mener, man aldrig bør blande tinge sammen på den måde.
Nu har B.93 lagt sig fladt ned.
- Det er en meget vanskelig afvejning. Det at drive en fodboldklub er en forretning, hvor der efterhånden er behov for ganske store indtægter. Vi konkurrerer pt. med et af de absolut mindste budgetter i 1. division samtidig med, at vi støtter klubbens ungdomshold, akademiet og pige- og kvindesiden. Heroverfor står, at investeringen fra alle investorer i B.93 er forankret solidt i vores værdisæt om kærlighed, enkelhed og udfordrende indsats. Værdierne skal reflekteres og forankres solidt i både vores sportslige og kommercielle beslutninger.
- Vi har ved beslutningen valgt at tage særligt hensyn hertil. Samtidig må vi så udfordre os selv på at skaffe samarbejder med virksomheder, som ønsker at støtte klubben grundet vores værdisæt og ageren og ikke på grund af en beregnet kommerciel værdi. Det bliver en spændende udfordring, men vi vælger at stole på, at der er mange virksomheder med gode CSR-programmer og kærlighed til sporten, som vil støtte den måde, vi griber tingene an på. Hvis ikke så må vi lægge budgettet herefter, siger formand Lars Lüthjohan.
Klubben oplyser desuden, at sagen har været vendt i spillertruppen, og at der er opbakning til beslutningen om at droppe bettingsamarbejdet.
B.93 har vundet en enkelt af de første fire kampe i NordicBet Ligaen i denne sæson - det var en storsejr på 7-1 over HB Køge i seneste runde.