Professionel fodbold lever af intens og uforbeholden interesse fra tribuner og tilhængere, og spillerne bliver betalt for bl.a. at kunne stå imod at blive hårdt presset fra flere sider. Victor Palsson, Frederik Tingager og Christian Nørgaard har oplevet noget forventeligt.
I den seneste tid har der ikke bare her på tipsbladet.dk, men også mere generelt i fodboldkredse været talt og skrevet meget om professionelle fodboldspilleres mentale helbred. Brøndbys Christian Nørgaard var med til at genoplive debatten, da han for et par uger siden fortalte, at han havde følt sig hårdt presset af fodboldverdenen, og at han siden måtte sygemelde sig med det, som U21-landsholdsspilleren selv kaldte en mindre depression. OB’s Frederik Tingager fortsatte emnet, da han fint fortalte om voldsomme reaktioner og kommentarer, som til sidst havde givet ham lyst til at indstille karrieren. Esbjergs Victor Palsson fortalte senest, at presset i fodbolden havde givet ham selvmordstanker.
Alle er det stærke historier, som fortæller om en resultatorienteret fodboldverden, som kræver meget af spillerne. Hvor man opdrages til at kigge sig over skulderen. Hvor man kan blive bange for at lave fejl. Hvor man som spiller er nødt til at finde sig tilpas i et nogle gange koldt og kynisk konkurrencemiljø. At flere spillere samstemmende har fortalt historien bekræfter kun, at presset kan være voldsomt.
Historierne har sendt meget forståelse i retningen af de tre spillere. For burde sådan noget finde sted? Er fodboldspillere for hårdt udsatte? Taler vi for lidt om spillernes mentale helbred og arbejdsforhold? Måske. Men man kan også mene, at den professionelle fodbold, som spillerne ønsker at den skal tage sig ud, lever af opmærksomhed, uanset om den så er positiv eller i værste tilfælde negativ. At spillerne skal kunne håndtere større pres end i mange andre brancher.
Jeg synes selvfølgelig ikke, at spillerne bør udsættes for voldstrusler, som Frederik Tingager har oplevet. Det gælder for alle arbejdspladser og for alle mennesker, og det er selvfølgelig en uanstændig og primitiv kommunikationsform. Men hvor noget er normativt, er der andet, som er virkelighed, og det, som man må indrette sig efter. Og så længe opmærksomheden er et næsten ufravigeligt vilkår for den professionelle fodbold, er spillerne mere udsatte end på andre arbejdspladser.
Men man skal huske, at fodboldspillere for manges vedkommende også er bevidste om det forhold. Spillerne ved, at der til at spille foran mange mennesker følger med, at man ikke har sit arbejde for sig selv, og at der spillerne imellem er kamp for at få lov til at spille foran et stort publikum. Klubberne afsætter i den forbindelse også ressourcer til at forberede sine bedste unge spillere på, hvad man kan forvente i seniorkarrieren. Man lærer i en tidlig alder, at konkurrencen er speciel og stiller store krav, og man lærer at forstå, at produktet interesser mange.
Det sidste er også det, som er fascinerende for alle involverede, og grundlæggende det, der er med til at adskille professionel fodbold fra det, som man kan arrangere med vennerne. Den professionelle fodbold lever af uforbeholden opmærksomhed fra tilhængere og tribunerne, og opmærksomheden vil dække hele følelsesspektret. Som spiller har man i en tidlig alder søgt en livsstil med interesse for flere tusinde mennesker, men det betyder nødvendigvis også, at der både vil være kamp spillerne imellem om at blive en del af oplevelsen, og at man også må kunne forvente delte meninger.
Som professionel bliver så til gengæld betalt for at være genstand for den store opmærksomhed. »Livet som fodboldspiller er jo egentlig lidt af et luksusjob. Vi har ikke særlig mange ting at klage over«, som Christian Nørgaard en gang selv har udtalt, og det er måske ikke forkert. Det er få forundt at møde på arbejde sent op ad formiddagen for at få fri få timer senere og få en i hvert fald gennemsnitlig indkomst. Det er dog tilfældet for danske professionelle fodboldspillere. På det niveau, hvor den opmærksomhed, som Nørgaard, Palsson og Tingager har oplevet i forskellige udgaver, bliver aktuel, og hvor spillerne kan forvente tilråb og holdkammerater, der på få år skal sikre en stor del af sin livsindkomst, er det sjældent med en månedsløn på under 40.000 kroner, at man går på arbejde.
Er det så nødvendigvis også mange penge, kunne man spørge. Ja, hvis det skal sammenholdes med arbejdsmængde og korte arbejdsdage. Jo, men opgiver spillerne så ikke også meget i hverdagen? Skal man ikke hele tiden holde sig i en ordentlig forfatning? Jeg har selv spillet for penge og har flere venner og bekendte i den bedste række, og jeg tror, at man skal passe på med at overvurdere hverdagens fravalg. For der er godt nok også mange muligheder i en hverdag som professsionel. AaB’s Jakob Blåbjerg, som jeg kender personligt, læser fx til energiingeniør ved siden af sin fodbold. Det siger noget om, hvad fritiden kan tillade. Og det er måske heller ikke usundt for den opmærksomhed, som man kan opleve, at man også koncentrerer sig om andet end fodbold. Tingager nævner selv, at de hårde kommentarer og hans overvejelser om at stoppe gjorde særligt ondt, fordi han »elsker fodbold så meget, som han gør.« Christian Nørgaard siger samstemmende, at fodbold betyder så meget, at han kunne ende på debatsider, hvor sagligheden er til at overse. Så er det først, at kritikken kan blive personlig, og at man måske kan blive både berørt og deprimeret over sit arbejde.
Og det er ikke bare i løn, at spillerne bliver kompenseret eller belønnet for deres arbejde. For trioen er og kommer der formentlig også mange store oplevelser. Mon ikke alle, Palsson, Nørgaard og Tingager, vil sige, at der ikke findes noget bedre, end når fodbolden fungerer. Når man scorer det afgørende mål eller tackler en modstander ud over sidelinjen. Når man man mærker andre være interesseret. Det vil man kende, hvis man spiller med vennerne. Tænk, hvordan det føles foran flere tusinde mennesker. Det må være den oplevelse, som mange spiller for, og det er bl.a. derfor, at mange bruger en ungdom på at søge drømmen. For at stå i midten af det hele. For at være genstand for interesse.
For at få det må man måske kunne tage de mindre positive sider med. Det kan være kampen imod holdkammeraterne i hverdagen, og det kan også være at leve med hårde kommentarer fra omgivelserne, og hvor man i øvrigt kan stille spørgsmål til den egentlige alvor, og hvor meget der hører sig til dramaturgien.
Fodbold lever i sidste ende af følelserne. At der er opmærksomhed, og at man som betalende tilskuer kan forholde sig til 22 mennesker, som sparker til en fodbold, og hvad man selv ville have gjort. At man kan være både med og imod spillere. For spillerne betyder det opmærksomhed, og i en iskold kalkule er prisen for medgang, at man i modgang også kan blive udsat. Spillerne tager i første omgang et aktivt valg om at søge drømmen om at være i et intenst miljø med særlige arbejdsforhold og stor bevågenhed, og det kan være svært at forvente, at det kun er hyldestsange, selvom man kunne ønske sig, at kritikken ikke omkalfatres til smålige voldstrusler. Intensiteten? Den tror jeg ikke, at nogen involverede har interesse i at se forsvinde, og til den hører opmærksomheden.
Men det er hårdt at spille med mange penge og mange interesser involveret. Viktor Ahlmann har tidligere skrevet fint om, hvordan fodboldlivet tager kræfter: ”At det hele tiden bliver vurderet, om man tager den rigtige beslutning, det rigtige løb eller lægger den rigtige aflevering, kan æde ens energi. Man bliver nærmest vurderet, fra man træder ind på anlægget.” For Viktor kan der også være andre forklaringer, men en stor del af den er for hans vedkommende, at fodboldlivet stillede krav, som han ikke kunne honorere. Man må altså forstå, at det hører sig til at være hårdhudet. Thomas Frank nævner i indslaget, at Christian Nørgaard bliver stærkere af modgang. I det ligger altså, selvom det er kynisk, at de bedste må kunne modstå, at mange interesserer sig for deres offentlige arbejde.
I sidste ende er det dog et anderledes og forholdsvis privilegeret arbejde, og for spillerne er det samme opmærksomhed, som tiltrækker og former deres ungdom og valg, som det er den opmærksomhed, der kan blive forvrænget og ende som hårde budskaber. Spillerne er i en hård branche, men bliver i sidste ende betalt for at være professionelle med alt, hvad det indebærer. Det er bl.a. at kunne stå imod opmærksomheden, som betyder, at man kan leve af at spille fodbold, og det er bl.a. at være i et hårdt arbejdsmiljø, hvor man ikke bare spiller for at få venner.
