Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-profil ramt mentalt under langtidsskade

Det var hård kost for FC Midtjyllands Emiliano Martínez, da han kæmpede sig ud af en langvarig skade i slutningen af 2023, netop som han var kommet på Uruguays landshold.

IKAST (Tipsbladet): Det gik meget stærkt i de første måneder, efter Emiliano Martínez var skiftet til FC Midtjylland fra Red Bull Bragantino.

Den sydamerikanske midtbanespiller var så brandvarm, at Lazio spurgte direktør Claus Steinlein og FC Midtjylland til muligheden for at købe den lejede profil fri, efter FCM havde slået italienerne 5-1 i Europa League.

Sidste år begyndte Uruguays landshold at hive i Martínez, efter fodboldforbundet havde ansat Marcelo Bielsa som landstræner, og lige, da det store gennembrud var på vej, og FC Midtjylland havde afvist flere tilbud i sommervinduet, gik det galt.

- Jeg havde en hofteskade hele efteråret, og det var svært at finde en løsning, der kunne få mig klar. Efter at have prøvet en masse andet endte vi sammen med lægerne og fysioterapeuterne at beslutte, at det rigtige var at få en indsprøjtning. Det hjalp hurtigt, så jeg kunne komme tilbage i træning med resten af holdet, siger Emiliano Martínez til Tipsbladet.

FC Midtjylland havde hentet André Rømer fra Elfsborg i sommervinduet og fornyet aftalen med Armin Gigovic, der er ejet af russiske Rostov, men at miste Martínez på den centrale midtbane var et slag for FCM, da det skete på landsholdstjeneste med Uruguay i døgnene efter, transfervinduet var lukket.

Hård tid
Martínez kom til FC Midtjylland i 2022 fra Red Bull Bragantino, hvor han også havde været uheldig med en skade, dengang en overbelastningsskade i akillessenen, der havde holdt ham ude det meste af et år.

Og at sidde ude igen i lang tid var hårdt for den unge midtbanespiller fra Uruguay, netop som alt fungerede.

- Jeg var i så god form, da jeg kom til Danmark. Jeg havde det så godt, og spillet fungerede også. Jeg blev udtaget til landsholdet, alt var simpelthen perfekt. Og så, ja, så skete det. Og sådan kan fodbold være, det er en del af spillet, siger Emiliano Martínez.

Emiliano Martinez var fast mand i FCM's idealopstilling indtil skaden i september. Her fra en kamp mod Brøndby i august 2023. Foto: Alamy

Undervejs i de lange uger og måneder med uvished, smerter og alle mulige forsøg på at få bedring i skaden ramte fraværet også Emiliano Martínez mentalt.

- Jeg har også skullet arbejde med mit hoved og min hjerne for at være klar. Det er også en del af fodbold, det at blive klar efter en skade. Det var hårdt, siger Emiliano Martínez.

- Nu føler jeg godt tilpas igen. Jeg er sund og fit, og nu er jeg klar på udfordringen og på at få flere minutter i benene. Som spiller har man altid brug for minutter for at få de sidste procent og få rytmen i spillet og turneringen. Jeg respekterer naturligvis trænerens valg og arbejder for at få muligheden og for at vise, at jeg er klar, siger Emiliano Martínez.

Klar til guldjagten
Martínez var senest i aktion i et indhop i 2. halvleg mod FC København og har dette forår også fået minutter mod Randers FC og AGF.

Med flere spillere i karantænefare og intense kampe kunne landsholdsspilleren fra Uruguay meget vel være tilbage i en startopstilling snart, og Emiliano Martínez føler sig fit for fight.

- Jeg håber på at spille så mange minutter som muligt, det maksimale af, hvad holdet har brug for. Og så håber jeg på at komme med til Copa América med mit landshold. Det er en stor turnering for vores land og for mig. Det ville være en perfekt afslutning på sæsonen, selvfølgelig efter at vi har sluttet Superligaen med et mesterskab i FC Midtjylland, siger Emiliano Martínez.

Emiliano Martinez (til venstre) i kamp for Red Bull Bragantino i 2021. Foto: Alamy

- Jeg synes, vi er inde i en god periode på holdet. Vi knokler for at vinde mesterskabet, og det er helt klart det, vi går efter. Men vi er også med på, at det bliver svært og tæt. Vi kan nå langt som hold, og jeg er klar på at spille.

I januar var flere udenlandske klubber igen ude efter midtbanespilleren, og landstræner Marcelo Bielsa og hans stab holder et vågent øje med Martínez heroppe i Danmark.

Få også Tipsbladets vurdering af det sommer-transfervindue, der ligger forude for FC Midtjylland – se den gennemgang og analyse her.