troelsb's blog

Solbakken eller Frank - hvem peger flaskehalsen på?

Der er pres på både Ståle Solbakken og Thomas Frank inden søndagens københavner-derby.

Der er ikke noget at sige til, at Brøndby IF’s og FC Københavns jyske konkurrenter i smug smiler bredt over de to københavnerholds offensive niveau, mens selvsamme jyske mennesker foran tv-kameraer og til den skrevne presse rynker brynene og taler om FC Københavns og Brøndby IF’s enorme ressourcer og store favoritværdighed i kampen om det danske mesterskab.

For 15 mål i 14 kampe er, hvad FC København og Brøndby IF til sammen har præsteret i Superliga-sæsonen forud for en søndagskamp, der mere ligner en kamp for at hænge på i kampen om europæiske pladser end det første af tre guldbrag.

Isoleret set er det for ringe, når Brøndby IF bruger hvad der svarer til de mindste Superliga-klubbers årsbudget alene på forward, der skal ligge inde foran mål, mens FC København på samme plads er tæt på at bruge hvad der svarer til budgettet hos mesterholdet AaB.

Men problemerne stikker dybere end stolpe ud og uskarpe angribere, og en tabende træner på søndag kan med usvigelig sikkerhed forvente at blive spurgt, hvornår han bliver fyret.

I Parken er alle æggene lagt i Ståle Solbakkens kurv. Han er cheftræner og sportschef, mens der de seneste måneder er skåret til andre steder i organisationen. Nordmanden har folk omkring sig til at levere taktiske analyser, hjælp til scouting og de mange forskellige opgaver, der følger med sportschef-delen af jobbet, men som jeg før har bemærket på denne lederplads, går journalisterne, fansene og nok også mange af spillerne til Solbakken.

Det er et stort pres i hvad der fortsat er Danmarks største fodboldklub trods Brøndbys Agger-køb, og efter de meget negative oplevelser i FC Køln og Wolverhampton er det næppe nogen tilfældighed, at Solbakken har været helt med på at samle magten omkring sig selv.

Men resultaterne er der ikke, og ud over at være i en tilvænningsfase synes indkøbene i sommer ikke at være omfattende nok, selvom FC København lagde et rekordbeløb på 51 millioner kroner i transfers.

Det er især offensivt, jeg ser et dybere problem, midtbane- og forsvarsspillerne skal nok lære at spille i Solbakkens kæder. Nicolai Jørgensen, Bashkim Kadrii, Rurik Gislason, Youssef Toutouh og Andreas Cornelius (lejede Kacainiklic er wing og offensiv midtbanespiller) er lovende spillere, men er de også stabile topspillere over en hel sæson i Superligaen? Skader spiller ind, men jeg har endnu ikke set en af dem præstere fantastisk over en hel sæson, hvilket ikke er så unaturligt deres alder taget i betragtning men ikke desto mindre et alvorligt problem, når man vil vinde DM hvert år.

FCK-bosserne må have gnedet sig i øjnene, da Cardiff tilbød vanvittige penge for Andreas Cornelius for 15 måneder siden. Ramte den høje pris dem i sommerens transfervindue i form af en overvurdering af, hvor klar Cornelius er til at bære målbyrden som 21-årig? Vi må i hvert fald konstatere, at der ikke kom den fysisk stærke angriber som supplement efter afskeden med Igor Vetokele og Marvin Pourie. FCK er ilde stedt, hvis Cornelius får en skade.

I Brøndby IF blev Thomas Frank hentet ind på sine fine evner og meritter ud i at træne ungdomsspillere. Det passede fint til, at Brøndby nu ville bruge spillere fra egen ungdomsafdeling. Så tabte Brøndby IF en masse kampe tidligt i 2013/2014-sæsonen, købte dyre, erfarne spillere. Lige nu spiller Brøndby med to årgang 1994 på backerne, mens Andrew Hjulsager snart bør få en startplads på kanten og de øvrige unge fra Brøndbys ungdomsafdeling ligner indskiftere.

Uanset, hvor højt Brøndby IF råber om talentudvikling, er projektet her i efteråret 2014 at vinde en masse fodboldkampe med indkøbte spillere som de bærende kræfter [hvilket er lige så fint i min bog, der er ikke noget i vejen med en fodboldspiller, bare fordi han har spillet for en anden klub]. 16 sejre ud af 40 mulige som Superliga-træner er ingen katastrofe, men det er under, hvad Brøndby IF har brug for i jagten på en top 3 hvert år og et DM senest i 2018.

Der skal vindes kampe, og den af de to trænere, der ikke gør det på søndag og i løbet af oktober, får ørerne i maskinen.

Ingen låner 12 millioner for sjov

Chefredaktør for Tipsbladet print, Troels Bager Thøgersen, kommenterer på Brøndby-formand Jan Bech Andersens lån på 12 millioner kroner til klubben.

Bragt i Tipsbladets fredags-udgave 12. september 2014.

I FC København og AaB skal de takke Jan Bech Andersen og Brøndby IF. Uden Daniel Aggers historiske klubskifte var de to landsholdsuger i højere grad gået til at pille sidste sæsons nummer et og to i Superligaen fra hinanden efter bekymrende dårlige præstationer i de afgørende kvalkampe til Champions League. Men Agger til Brøndby er så stor, at historien skygger for alt, uanset om det er konkurrenterne i Superligaen eller landsholdet.

Holder Daniel Aggers krop til nogle sæsoner på toppen i Brøndby, kan han blive lige så betydningsfuld, som Jesper Grønkjær var for FC København.

Brøndby har fået megen ros for handlen, det får klubben også herfra, men i skyggen af transferen lavede Brøndby en vigtig aftale, der ikke må overses.

Det handler om 12 millioner kroner, Brøndby IF fik fra hovedaktionæren Jan Bech Andersen. De penge fik klubben for transferrettighederne til Elba Rashani og Frederik Semb Berge, og i Brøndby IF’s fremlæggelse af aftalen tager Jan Bech Andersen risikoen, mens Brøndby IF løber med fortjenesten, hvis de to bliver solgt for mere end de 12 millioner kroner.

Som sådan er der ikke noget odiøst i playersponsorater. I Danmark bliver de lavet, fordi fodboldklubber typisk giver underskud og har brug for kontanterne, og hvis man ikke vil eller kan gå i banken uden at betale tårnhøje renter for lånet.

Playersponsorater holdt FC Midtjylland i live fra sommeren 2012 til juli i år. Så hvorfor bruger Brøndby IF det samme finansielle redskab?

Brøndby IF afviser, at man løber tør for kontanter. Men med mindre, at klubben for sjov har lånt 12 millioner af sin ejer til en årlig rente på 600.000 kroner, så har Brøndby IF brug for de penge.

Personaleomkostningerne er siden første halvår i 2013 steget med ti millioner kroner fra knap 40 til knap 50 millioner kroner, der oprustes voldsomt i talentafdelingen med nye samarbejdsklubber på tværs af landet, sponsorindtægterne er ikke ligefrem eksploderet trods halvandet år med uhørt velvilje i offentligheden og de danske medier, og at kamp- og medieindtægterne er steget nogle millioner, siden klubben var en anstændig Horsens-afslutning fra at rykke ned i 1. division, imponerer ikke mig.

Jeg siger ikke, at der er krise. Penge skal klubben nok få flere af. Men der skal sælges mange million-sponsorater og billetter på Daniel Agger-gaven, og det skal ske lige nu, hvis Brøndby IF skal undgå en ny kapitaludvidelse i den nuværende eller kommende sæson. 

Hvad vil vi, Danmark?

Chefredaktør for Tipsbladet print, Troels Bager Thøgersen, tager temperaturen på dansk talentudvikling.

Søndag åbner Danmark hjemme i Parken mod holdets ”gode” venner fra sidste juni, Henrykh Mkhitaryan og den gamle Randers-spiller Yura Movsisyan, to fremragende spillere der har knoklet som bæster for at dertil, hvor de er i dag. 

De fleste fodboldkampe er vigtige for de involverede, men søndag er alligevel noget særligt for Morten Olsen og dennes udvalgte. For første gang siden de allertidligste dage i 2000-2002 har landstræneren fået nye chefer i DBU, og de nye bosser Jesper Møller og Claus Bretton-Meyer kræver forandringer.

Det er nemt at gøre grin med de værdier, Morten Olsen introducerede til landsholdsudtagelsen i sidste uge, det kan ikke undgå at se pompøst ud på skrift. Men ideen er god, hvis det er noget, som landsholdsspillerne og trænerne kan holde hinanden ansvarlige på, og det er det rigtige signal i en organisation, hvor mange arbejdsopgaver og beslutninger er blevet til, ”fordi vi plejer at gøre sådan”.

Det vil i det hele taget være sundt med et tjek af, hvor dansk fodbold vil hen og hvordan, et tjek der passende kan følge i efterdønningerne fra den konflikt mellem klubber og spillere, der nær havde torpederet en i forvejen presset Superliga.

Ude i Europa sker der meget med topholdene og uddannelsen af børn og unge, der vil være professionelle fodboldspillere. Blandt andet i Serbien, som vi skal møde i EM-kvalen, og i Portugal, hvor klubberne er dygtige til at finde et hav af talentfulde teenagere i ind- såvel som udlandet. I de seneste årtier har vores fodboldspil i Danmark levet af at udnytte vores relativt få ressourcer smartere end større lande med langt flere spillere og større virksomheder til at skyde penge ind. Men nu er forspringet ved at være indhentet, ja mange lande er også ved at overhale Danmark.

Vi skal træffe et valg.

Vil vi træne børn systematisk fra de er otte-ti år og samle dem i eliteklubber fra det tidspunkt? 

Skal ressourcerne prioriteres benhamrende hårdt, så spillere og sponsorer samler sig om endnu færre topklubber og giver større ulighed?

Mange, muligvis et flertal, vil sige nej og pege på Tyskland som et forbillede, hvor ligheden har givet en meget stærk fodboldliga med hold under Bayern München og Borussia Dortmund, der er ved at vokse sig særdeles stærke. Men Danmark er ikke Tyskland, og i Tyskland, i Holland, i Kroatien og Serbien, ja snart sagt alle andre steder end i de små fodboldnationer og i de skandinaviske velfærdsstater træner man mere fokuseret, i længere tid og i en yngre alder end herhjemme.

Så hvad vil vi?

Jeg er ikke skræmt af elitetræning til børn eller af mere træning til topspillere in spe. 

De fleste kan holde til meget mere, end deres far og mor tror, og jeg fornemmer, at de fleste, der blev sorteret fra i elitesport som børn, teenagere eller i ungsenior-årene, går fra topsport med venskaber for livet og fede oplevelser, uanset at de ikke kom på kontrakt. Der er ingen, der siger, at man ikke kan behandle hinanden ordentligt i et elitemiljø.

Jeg kan godt lide at se de største danske hold blive presset til grænsen og lidt ekstra imod store hold i Champions League og Europa League, og det er også fedt at se landsholdet til slutrunder. Skal jeg vælge, og det skal jeg, så skal eliten have bedre betingelser og større krav. Det kan eliten sagtens få uden at gøre skade på bredden. For mig går charmen meget hurtigt af en liga som den svenske, hvor alle kan vinde. Jeg siger ikke, at FCK og Brøndby skal vinde alt, tværtimod må AaB og FC Midtjylland gerne blive stærke nok til år efter år at ligge i toppen, og OB og AGF må også gerne komme ud af Tornerose-søvnen.

Det er herligt at få Daniel Agger til Superligaen. Den slags ambitioner skal dansk fodbold have flere af, og DBU, klubberne og spillerne kunne passende sætte sig sammen og finde ud af, hvad de vil, nu hvor en konflikt blev undgået. Det har de tre parter ikke været gode til de seneste måneder, og hvis de vil slippe for en ny tur op ad den europæiske rangliste igen og ikke bekymrer sig så meget om EM- og VM-slutrunder, skal de bare blive ved med at være uvenner.

Leder: Solbakkens tveæggede managerrolle

Om en sportschef og cheftræner i én og samme person.

Bragt i Tipsbladet fredag 22. august 2014

Man kan ikke beskylde Ståle Solbakken for at købe politisk korrekt ind. Det havde selvfølgelig også været en bekymrende politik fra den transferansvarlige i Danmarks største fodboldklub, men Solbakken køber ind præcis efter det, han finder rigtigt, og det tager han i disse uger en masse tæsk for, når holdet taber kampe med Stephan Andersen og Mathias Zanka Jørgensen som mål for kritikken.

Den norske cheftræner har det, vi vel bedst kan betegne som udvidet, skandinavisk version af et managerjob, som vi kender det fra engelsk fodbold, med en mere direkte rolle i det daglige arbejde på træningsbanen og lidt flere øjne udenfor til at assistere i udvælgelsen af nye spillere.

Det giver FC København og Solbakken den store fordel, at der kun bliver handlet spillere ind, som cheftræneren kan bruge. Det lyder som en selvfølge, men jeg love dig, kære læser, at mange spilleres transfers til en Superliga-klub aldrig har udviklet sig til en succes, fordi træneren var helt uenig i sportschefens valg. Det er et problem, mangt en senere Superliga-profil har måttet overvinde.

Så det er Solbakken, der – med andre personer i organisationen på råd – har valgt, at FC København var villig til at betale 14 millioner kroner for 19-årige Daniel Amartey, og at Per Nilsson, Mathias Zanka Jørgensen og Stephan Andersen skulle på kontrakt sammen med en håndfuld andre spillere.

Efter tirsdagens nederlag til Bayer Leverkusen ærgrede Solbakken sig forståeligt over det dårlige forsvarsspil, der var hovedårsagen til Leverkusens to første mål og måske også det tredje, hvor Leverkusen alt for let spillede sig igennem.

Det er tydeligt, at aftalerne endnu ikke er på plads mellem forsvar, midtbane og spillerne indbyrdes, og så falder Ståle Solbakkens zoneforsvar om ikke sammen så i hvert fald så markant i niveau, at man denne aften sad og ønskede sig ren mand-mand opdækning.

Men her i FC Københavns modgang er det også tydeligt, at der følger ulemper med Ståle Solbakkens dobbeltjob. Carsten V. Jensen har gennem årene fået mange verbale tæsk for sine handler. Mange af dem fortjente, nogle mindre så, men CV var der som lynafleder, når fans eller vi journalister mente, at truppen ikke var god nok.

Nu peger pilen kun på en mand. Solbakken er en arbejdsom, intelligent og perfektionistisk person, der nok skal få defensiven til at fungere, men lige nu må det ærgre ham voldsomt, at Franco Mussis er kommet så dårligt fra start i sit liv i Europa, og at       forsvaret på godt jysk ikke har imponeret i andre kampe end de to mod Dnipro, et hold der ikke var på fuld kraft.

Når FCK-fansene på et banner på stadion efterlyser indkøb, er det både forståeligt og berettiget, i hvert fald i forhold til en angrebsposition, hvor Andreas Cornelius vile få gavn af mål-assistance, noget som Solbakken da også arbejder på. FCK-ledelsen har valgt at satse på Solbakken, og min bedste vurdering er, at det vi ser lige nu er alle indkøringsvanskelighederne, der melder sig på en gang. Men der er ikke længere en sportschef til at hjælpe trænerne med al tvivlen og kritikken, heller ikke internt. Solbakken er ikke alene, men en sportschef-stilling indbefatter ud over transfers og kontrakter også en masse ledelse og mandskabsarbejde, så det er ikke arbejdsopgaver, nordmanden mangler for tiden.

Hvis FC København henter et par sejre og finder den angriber, fansene så gerne vil have, bliver historien hurtigt en anden. Indtil da skal FCK-træneren både bære skylden – om den er berettiget er irrelevant i omverdenen – for de mange forsvarskoks og for, at truppen har flere sportslige problemer end hvad godt er på den tid af året, hvor man kan kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. 

Solbakkens tveæggede managerrolle

I en modgangstid er det tydeligt, at der er ulemper ved Ståle Solbakkens dobbelte jobfunktion i rollen som manager.

Man kan ikke beskylde Ståle Solbakken for at købe politisk korrekt ind. Det havde selvfølgelig også været en bekymrende politik fra den transferansvarlige i Danmarks største fodboldklub, men Solbakken køber ind præcis efter det, han finder rigtigt, og det tager han i disse uger en masse tæsk for, når holdet taber kampe med Stephan Andersen og Mathias Zanka Jørgensen som mål for kritikken.

Den norske cheftræner har det, vi vel bedst kan betegne som udvidet, skandinavisk version af et managerjob, som vi kender det fra engelsk fodbold, med en mere direkte rolle i det daglige arbejde på træningsbanen og lidt flere øjne udenfor til at assistere i udvælgelsen af nye spillere.

Det giver FC København og Solbakken den store fordel, at der kun bliver handlet spillere ind, som cheftræneren kan bruge. Det lyder som en selvfølge, men jeg love dig, kære læser, at mange spilleres transfers til en Superliga-klub aldrig har udviklet sig til en succes, fordi træneren var helt uenig i sportschefens valg. Det er et problem, mangt en senere Superliga-profil har måttet overvinde.

Så det er Solbakken, der – med andre personer i organisationen på råd – har valgt, at FC København var villig til at betale 14 millioner kroner for 19-årige Daniel Amartey, og at Per Nilsson, Mathias Zanka Jørgensen og Stephan Andersen skulle på kontrakt sammen med en håndfuld andre spillere.

Efter tirsdagens nederlag til Bayer Leverkusen ærgrede Solbakken sig forståeligt over det dårlige forsvarsspil, der var hovedårsagen til Leverkusens to første mål og måske også det tredje, hvor Leverkusen alt for let spillede sig igennem.

Det er tydeligt, at aftalerne endnu ikke er på plads mellem forsvar, midtbane og spillerne indbyrdes, og så falder Ståle Solbakkens zoneforsvar om ikke sammen så i hvert fald så markant i niveau, at man denne aften sad og ønskede sig ren mand-mand opdækning.

Men her i FC Københavns modgang er det også tydeligt, at der følger ulemper med Ståle Solbakkens dobbeltjob. Carsten V. Jensen har gennem årene fået mange verbale tæsk for sine handler. Mange af dem fortjente, nogle mindre så, men CV var der som lynafleder, når fans eller vi journalister mente, at truppen ikke var god nok.

Nu peger pilen kun på en mand. Solbakken er en arbejdsom, intelligent og perfektionistisk person, der nok skal få defensiven til at fungere, men lige nu må det ærgre ham voldsomt, at Franco Mussis er kommet så dårligt fra start i sit liv i Europa, og at forsvaret på godt jysk ikke har imponeret i andre kampe end de to mod Dnipro, der ikke var på fuld kraft.

Når FCK-fansene på et banner på stadion efterlyser indkøb, er det både forståeligt og berettiget, i hvert fald i forhold til en angrebsposition, hvor Andreas Cornelius ville få gavn af mål-assistance, noget som Solbakken da også arbejder på. FCK-ledelsen har valgt at satse på Solbakken, og min bedste vurdering er, at det vi ser lige nu er alle indkøringsvanskelighederne, der melder sig på en gang. Men der er ikke længere en sportschef til at hjælpe trænerne med al tvivlen og kritikken, heller ikke internt. Solbakken er ikke alene, men en sportschef-stilling indbefatter ud over transfers og kontrakter også en masse ledelse og mandskabsarbejde, så det er ikke arbejdsopgaver, nordmanden mangler for tiden.

Hvis FC København henter et par sejre og finder den angriber, fansene så gerne vil have, bliver historien hurtigt en anden, men indtil da skal FCK-træneren både bære skylden – om den er berettiget er irrelevant i omverdenen – for de mange forsvarskoks og for, at truppen har flere sportslige problemer end hvad godt er på den tid af året, hvor man kan kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. 




8 pointer: Amartey, Cornelius og vilde Leverkusen

Otte pointer fra tirsdagens taktisk interessante kamp i Parken mellem FCK og Leverkusen.

Bayer Leverkusen levede op til alle forventninger om en seværdig, modig spillestil, og FC København levede nok også op til manges negative forventninger til en defensiv, der endnu ikke er sammenspillet.

Her er otte pointer fra Champions League-kvalifikationskampen i Parken på en tirsdag aften, hvor vejret og omgivelserne gav mindelser om Champions League-gruppespillet, men hvor FC Københavns spil afslørede huller, der også har dukket op i Superligaen i den første måned af sæsonen.

1) FC Københavns forsvar er ikke Champions League-klasse

Det var ikke det her, Ståle Solbakken hentede Per Nilsson for, og Mathias Zanka blandede et flot mål og gode indgreb med dårlige og dyre af slagsen. Vi er vel ikke overraskede over, at FC Københavns defensiv blev overmatchet af Leverkusens ultrahurtige offensiv, men vi kan forvente mere, og der er et godt stykke vej til de defensive højder fra 2006 og 2010.

2) Daniel Amartey er god – og 19 år gammel 

Jeg tog plus/minus-noter på den unge mand under kampen. Han begyndte godt, viste overblik, løste sine situationer godt – men så dalede han sammen med resten af defensiven og gav et par af de chancer væk, han ikke måtte. Ingen af Amarteys fejl gav mål, men det kunne de lige så godt have gjort. På en enorm opgave i Leverkusens voldsomme boldpres og viste løfter om, at han også kan være med på det niveau en dag. Men han er altså stadig kun 19 år, og det sås også. Kunne have fået et meget dumt rødt kort til sidst og skal undværes i næste uge på grund af karantæne for det gule, han fik.

3) Leverkusens allout-angreb

Sikke et fodboldkoncept, Roger Schmidt og Leverkusen har. Schmidts Red Bull Salzburg scorede langt over 100 mål i sidste sæson, hvor holdet blandt andet tævede Ajax Amsterdam i Europa League, og Leverkusen spiller på samme måde. Calhanoglu, Heung-Min og Bellarabi var sammen med Gonzalo Castro og Guilio Donati et mareridt. Det her handlede mest af alt om et boldpres, der nærmest ikke ses magen til i andre topklubber i verden, og om meget dygtige boldspillere, der flytter bolden hurtigt og igen og igen fik FC København på glatis. Tyskerne kunne sagtens have scoret både fem og seks mål.

4) Andreas Cornelius arbejder – og har meget at lære

Han var involveret i meget godt ude i banen, men inde i feltet mangler Cornelius at kunne udfordre topspillere, som Leverkusen trods alt har derinde, selvom de ikke har Bundesligaens bedste defensiv. Cornelius er en fin boldspiller ude i banen og var ved at skabte chancer, men der mangler stadig noget, før han er oppe på øverste niveau, FC Københavns stolte historik på positionen taget i betragtning.

5) Der er grøde i Bundesligaen

Det er spændende, det der sker i tysk fodbold. At Stefan Kiessling kunne undværes på det tyske landshold fortæller noget om bredden, og om hvor meget uvenner angriberen er med Joachim Löw. Wolfsburg, Schalke og flere andre klubber er på eller lige efter Leverkusens niveau, og Dortmund og Bayern München er milevidt foran. Det her Leverkusen-hold vil ikke frygte nogen som helst, jeg gætter på, at de presser lige så højt på Bernabeu og Stamford Bridge, som de gjorde her i Parken.

6) Nicolai Jørgensen skal repareres ASAP

FC København fik egentlig de chancer, de kunne forvente. Når du spiller dig igennem Leverkusens pres, så får du chancer, og det vil markant mindre hold end FC København fra tid til anden profitere af. Jørgensen har bare internationalt snit, han har speeden og spilforståelsen, der kunne have givet københavnerne et eller to mål til. Får FC København lappet ham rigtigt sammen, ser det godt ud, uden ham daler FC Københavns offensive niveau, uanset de øvrige spilleres individuelle kvaliteter.

7) Mussis mangler – Claudemir er ikke løsningen

Hvor er det bittert for Ståle Solbakken, at Roberto Mussis kommer fra ferie i Argentina med masser af grillkød og kartofler i korpus.

En Mussis på det topniveau, FC København købte ham for, havde været bedre end Claudemir, der spillede som ventet i aften – et skridt for sent i pres og opdækning, lidt for upræcis fremad banen.

Det er så langt fra første aften i Parken, at man undres over, hvordan i alverden Claudemir kunne være så god i Champions League for fire år siden.

8) Hvor var de røde kort, dommer?

Jeg plejer ikke at nævne dommeren, og udfaldet blev afgjort efter spil og fortjeneste. Meeeeen, dommer Carlos Carballo havde på en lidt bedre dag givet et FC København-straffespark, et rødt kort til Leverkusen og nok også til sidst til Daniel Amartey.

Jeg holder meget af en ”international” dommerlinje, men hævnakter skal ikke løses med gule kort, hvis fodboldloven siger noget andet.

Konflikten: Dommedag mandag

Mens glæden er stor over de europæiske præstationer, bliver den potentielle konflikt i dansk fodbold ekstra giftig.

Forligsmanden har udsat konflikten, så den skal starte umiddelbart før AaB, FC København og FC Midtjyllands playoff-kampe til Champions League og Europa League. Med mindre parterne bliver enige, forstås.

Det kan virke ufatteligt, at klubberne og spillerne står foran en selvskabt afgrund, når deres fælles interesse så tydeligt er at undgå at miste et eneste minut yderligere på forhandlinger og uvenskab.

Men konflikten stikker dybt og har tydeligvis rødder i Feriepenge-sagen, som spillerne finansielt har vundet på knockout. Ingen vil sige det til citat, men mange klubledere er hvidglødende af raseri over Spillerforeningens direktør Mads Øland, som de ikke mener, at de kan lave en aftale med. Spillerne mener, at klubberne vil have hævn efter Feriepenge-sagen og ødelægge de mindre velbetaltes forhold, og klubberne vil undgå nye Feriepenge-sager.

Hvad parterne har talt om i Forligsinstitutionen ved vi ikke, men de skal efter planen mødes på mandag. Det kunne ligne, at parterne går hver til sit på mandag, og så må vi håbe på en udsættelse, eller - meget bedre - en langtidsholdbar overenskomst, som begge parter kan bruge, en aftale der snildt kan komme natten før konflikten bryder ud. Det vil ikke være til at bære med en ny konflikt a la 2004, som endte i en lappeløsning og en tikkende bombe, som siden blev til den 100 millioner kroner dyre Feriepengesag.

Læs også: Divisionsforeningens og Spillerforeningens kronikker om den potentielle konflikt.

Europa-klasse

I Odense, Farum og Brøndby er man stolt over de europæiske gruppespil, man har været i, og det er forståeligt, for byernes hold har hver især gjort det flot, når de er nået så langt.

Men ude i Europa er det fortsat FC København, der fører an sammen med AaB, der i den grad revancherede de to seneste europæiske nedture mod Slavija Sarajevo og Dila Gori ved at slå Dinamo Zagreb over to kampe.

Det hører med, at AaB’s kroatiske modstander viste sig at være et bedre hold end skuffende Dnipro, der må være mærket af de dramatiske begivenheder i hjemlandet, for ukrainerne spillede ikke som et hold, der sluttede lige efter Sjakhtar Donetsk og foran legendariske Dinamo Kiev.

AaB havde heldet, en forrygende Nicolai Larsen i målet (klart bedste danske målmand i Superligaen), men nordjyderne søgte også chancerne ud fra et kløgtigt taktisk oplæg, der sender kampen i kataloget over store AaB-præstationer på udebane ved siden af 2-2 kampene mod Sampdoria og Manchester United og bøllebankene til Deportivo La Coruna i 2009.

På Østerbro blev ukrainerne i lange perioder spillet ud af græstæppet. Den københavnske defensiv skal håbe på held. Ikke så meget til dagens lodtrækning, for modstanden er af en helt anden klasse end Dnipro. Nej den københavnske defensiv bærer præg af ikke at være sammenspillet, og det når den ikke at blive før de afgørende kvalkampe.

 men banden af unge danskere i offensiven kan skabe flere problemer for modstanderne end sidste efterårs FCK-offensiv, mens Daniel Amertey ikke spillede som en 19-årig på den defensive midtbane ved siden af en kløgtig, kølig Thomas Delaney.

Om det bliver Arsenal, Porto, Napoli, Leverkusen eller Zenit er næsten ligegyldigt, selvom Zenit og Porto vil være at foretrække. Men FC København vil være stor underdog, og en Europa League-plads er helt acceptabelt, uanset optimismen efter Dnipro.

AaB-fans kan til gengæld drømme. APOEL er slet ikke så stærk som for to år siden, det samme gælder BATE Borisov, og Bulgariens mestre Ludogorets har netop fyret klubbens mest lovende spiller for mistanke om match fixing. Træk et af de tre hold, undgå Steaua Bukarest og især fantastiske Red Bull Salzburg, og AaB har en fin chance for Champions League-gruppespillet.

Før Superligaens europæiske runde efterlyste jeg en enkelt overraskelse – nu har AaB og FCK leveret to og sikret gruppespil til dansk fodbold i efteråret. Fremragende.

Hvorfor vente så længe, Bendtner?

Chefredaktør for Tipsbladet print, Troels Bager Thøgersen, undrer sig over Nicklas Bendtners langvarige jobsøgning.

Næste fredag åbner Mads Albæk og Zlatan Ibrahimovic den nye sæson i Ligue 1.

Om 15 dage triller bolden i Premier League, og ugen efter er der fodbold i de bedste rækker i Tyskland og Spanien, mens Serie A først åbner i den sidste weekend i august.

Hvorfor er Nicklas Bendtner ikke at finde i en klub i en af de rækker?

Eintracht Frankfurt var interesseret i den 26-årige angriber, der har spillet 169 betydende klubkampe for Arsenal og 30 for Sunderland, tyskerne er det ikke længere, og mere har vi faktisk ikke hørt om den danske landsholdsangriber siden første uge i juli, hvor Bendtner var kommentator for DR til semifinalen og finalen ved VM, samtidig med at Aston Villa og Hull blev nævnt som mulige nye klubber.

Man bliver altså ikke en bedre fodboldspiller af at selvtræne ind i august måned, mens konkurrenterne på tværs af Europa – og i Mellemøsten, USA og Fjernøsten, hvis de steder er i spil – er ved at være i topform og spiller de sidste træningskampe, hvor cheftræneren lægger sig fast på de første ugers og måneders startopstillinger.

For knap to måneder siden sagde landstræner Morten Olsen, at det var nu, Nicklas Bendtner skulle i gang med sin karriere. Men for at det overhovedet er muligt, skal han have en professionel kontrakt, og det er altså ikke nødvendigvis de gode langtidsløsninger, der åbner op i slutningen af et transfervindue. 

Morten Olsen fulgte da også op i denne uge ved de facto at se bort fra Bendtner til kampen mod Armenien i september. Det gik i øvrigt ikke godt, sidst Danmark mødte Armenien i Parken uden den nu forhenværende Arsenal-angriber.

Jeg har før lavet lignelser mellem den sidste periode i transfervinduet og de sene nattetimer på et diskotek, og selvom Nicklas Bendtner bliver drillet i både Danmark og Storbritannien for sin selvsikre fremtoning og manglende succes de seneste år, taler vi altså en landsholdsangriber med 24 mål i 58 kampe og gode klubber på resumeet.

Med mindre Bendtners agent Tom Brookes har en fantastisk aftale på vej med topvilkår finansielt og sportsligt, ville det nok være en ide at finde en bundrutineret fodboldagent, når næste klub er på plads og den nuværende aftale udløber.

Det kan ikke passe, at Mino Raiola igen skal til at trylle i sidste øjeblik, som han gjorde med Juventus i 2012. Det var flot at komme til den italienske storklub, men den slags sidsteøjebliks-løsninger er der ikke længere råd til i Bendtners karriere, hvis den skal blive lige så stor, som han og vi andre håber.

DK i Europa: Kridt støvlerne og scor på chancerne

Der venter svære opgaver for de danske hold i Europa.

Der er meget at glæde sig over i dansk klubfodbold.

AaB spiller en omgang modig fodbold, der forhåbentlig kan give en seværdig kamp mod Dinamo Zagreb onsdag.

FC København har på papiret handlet nogle dygtige, ærgerrige spillere ind, der kan blive til et rigtig stærkt hold om 6-12-18 måneder, og FC Midtjylland har fået en engelsk milliardær som ejer, der har aflyst ophørsudsalget og i stedet varsler et par forstærkninger senest 1. september.

I Brøndby IF handles der også ind efter sidste sæsons blanding af pletskud og forbiere på markedet, og i Esbjerg bliver det spændende at se, om klubben har handlet rigtigt ind i forsøget på at erstatte Peter Ankersen og Kian Hansen.

Esbjergs returkamp mod Kairat Almaty blev spillet efter, at dette blad gik i trykken, men det lignede en kamp mod polske Ruch Chorzow i næste uge efter 1-1 i Kasakhstan for otte dage siden.

Det er lækkert for Superligaen, at AaB kan hente Nicklas Helenius, Thomas Enevoldsen og Rasmus Jönsson til i samme åndedrag som det forventede salg af Kasper Kusk.

Men for Superligaens skyld håber jeg, at ugens europæiske kampe byder på et par overraskelser, for det er da kun en eventuel Esbjerg-kamp mod Ruch Chorzow, at vi kan tale om en nogenlunde jævnbyrdig kamp.

AaB’s modstander Dinamo Zagreb kommer med en særdeles stærk trup, der sagtens tåler sammenligning med den rigere FCK-modstander Dnipros. UEFA besluttede heldigvis at flytte FC Københavns kamp mod Dnipro til Kiev, en helt rimelig beslutning med decideret krigsførelse 200 km fra Dnipros hjemmebane og en ustabil situation i landet, der har gjort enhver snak om pibede københavnere lidt latterlig i nærværende chefredaktørs ører for ikke at sige lettere respektløs overfor de ukrainere, der lever, slås og dør i en farlig konflikt med globale overtoner. Om UEFA har forsøgt at tækkes nogle ukrainske fodboldpolitikere ved jeg ikke, og at det skulle tage så længe at give de ukrainske klubhold og deres modstandere klarhed er en klar fejl.

Det er bekymrende for Brøndby IF, at holdet tydeligvis mangler fart og modstandskraft på midtbanen mod fysisk stærke hold, og vi kan ikke forvente, at det belgiske tophold Club Brugge er mere høfligt, end FC Midtjyllands vilde unge var sidste weekend, hvor de løb Brøndby over ende og udstillede snakken om Brøndby som guld-favorit.

Det er barskt for Dnipro at spille mange hundrede km hjemmefra i Kiev, men Dnipro er et sammenspillet hold med fem ukrainske landsholdsspillere og flere mand i periferien af et landshold, der i november var meget tæt på at komme til VM i stedet for Frankrig.

Hvis ellers Dnipro finder benene væk fra vante omgivelser, er holdet favorit til at gå videre, og det samme gælder Club Brugge mod Brøndby IF og AaB’s møde med de seneste ni sæsoners kroatiske mestre Dinamo Zagreb.

De danske klubhold kan godt lide europæiske kampe, og med god grund, for det giver både nogle store kampe på dansk grund, perfekt matchning af spillerne og penge i kassen fra tv, entre og yderligere europæiske kampe i de kommende sæsoner.

I det lys håber jeg på Superligaens vegne, at mindst et af de tre hold fra toppen af rækken leverer en overraskelse, mens Esbjerg forhåbentlig også kommer i spil mod en jævnbyrdig, polsk modstander. 

FC København vil sandsynligvis få en opgave inden for mulighedens grænser i den sidste runde af Europa League-kvalifikationen, hvis Dnipro er for stor en mundfuld, men FC Midtjylland vil være useedet i samme runde, og hvis Superligaen skal have nok europæiske point til at stoppe de seneste par sæsoners blødning på den europæiske rangliste, skal FC København nok have dansk assistance i gruppespillene.

Så hermed en opfordring til Brøndby, FC København og AaB. Kridt støvlerne, spis jeres havregryn og scor på de få chancer, I skaber i næste uge, hvis I vil slippe for at gøre Malmø FF, Strømsgodset og de andre skandinaviske hold selskab mod alle mulige og umulige småhold i de tidligste k

Superligaens bedste hold bor i Aalborg og Herning

De to københavnerklubber får det ikke så nemt, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

Glæder du dig over, at de gode, gamle dage fra før 2006 er tilbage? Hvor vi kunne regne med, at FC København og Brøndby IF sæson efter sæson kæmpede om guld og sølv og havde de bedste spillere i Superligaen? Som foråret og sommeren har formet sig, er FC København med indkøb for 60 millioner kroner tilbage som titelfavorit, mens Brøndby IF har skabt stor begejstring med en kontrakt til gode, gamle Johan Elmander. Nu mangler vi bare Daniel Agger og Morten Skoubo, så dufter her igen af 2005-guld.

Jeg havde ventet, at vi allerede nu skulle sætte cirkler om derby-datoerne i forventning om, at det danske mesterskab i maj 2015 ville blive afgjort i de tre kampe. Ikke så meget på grund af FC Københavns og Brøndby IF's oprustning, men fordi jeg forventede, at AaB og FC Midtjylland - europæiske kvalkampe eller ej - skulle sælge revl og krat.

Men så nemt tror jeg ikke, de to københavnerklubber får det, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

I AaB har de som ventet solgt Kasper Kusk af nød, fordi han havde en frikøbsklausul i sin kontrakt, men nordjyderne har også hentet Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius tilbage. I Herning/ Ikast lød det som om, at man kunne køre forbi træningsanlægget med en pose kontanter og tage den spiller med, som man havde lyst til, men i stedet har en engelsk milliardær med forretningssans - og penge at brænde af på fodbold - købt klubben, aflyst et Erik Sviatchenko-salg til Østerbro og hentet en finsk landsholdsspiller, samtidig med at der tilsyneladende er flere nye spillere på vej.

I Aalborg håber de på at hente 75 millioner kroner i ny kapital, FC Midtjylland fik i første omgang 68 millioner og kan givetvis få mere med et telefonopkald til London, og det er værd at bide mærke i, at FCK og Brøndby i 2014 har fået afvist tilbud på AaB's og FC Midtjyllands største profiler.

Jeg ser endnu en god grund til, at københavnerklubberne ikke automatisk sætter sig på guld og sølv, og det er at FC Midtjylland og især AaB er mere sammenspillede og stærkere kollektivt end FC København og Brøndby IF.

FCK er lovligt undskyldt med den massive og nødvendige udskiftning i truppen, og set herfra har København hentet brikkerne til et meget stærkt hold i 2015, selvom vi har sagt det samme et par gange siden 2011 for siden at blive slemt skuffet på banen.

Brøndby-fans er forståeligt nok glade for at have fået Elmander og en interessant stopper i Frederik Semb Berge, der bestemt ikke har været billig. Men man bliver ikke bare et mesterhold over night. FC København havde en dårlig sæson i 13/ 14 og i 11/ 12, men i klubben og dens stab bor stadig noget viden og nogle vaner om at træne rigtigt og at vinde, som ikke er sådan at viske ud efter et årti med store succeser.

Skal AaB og FC Midtjylland i europæiske gruppespil, får de to københavner-klubber gavn af en bredere trup, men ellers er der intet til hinder for i hvertfald i efteråret, at AaB og FC Midtjylland ligger helt fremme. Deres hold har spillet sammen i flere år, og det giver dem en markant fordel.

Oprykkeren Hobro må komme med energi og begejstring som sjældent set før i Superligaen, så jeg kan sagtens se dem ligge fornuftigt indtil midt i efteråret. Men hvis Viborg FF sidste år spillede på et skrabet budget, skal vi tilbage til HB Køges første oprykning som HB Køge, ja nok nærmere tilbage til årene omkring årtusindskiftet med B93 og Aarhus Fremad for at finde så små hold i Superligaen. Der er masser af gode spillere i divisionerne og uden kontrakt, så afskriv ikke Hobro endnu. Men det vil være en præstation på linje med Aarhus Fremads i 1998 at overleve i Superligaen. Silkeborg har en god ide om, hvordan holdet vil spille fodbold, ingen vil tage den relativt navnløse trup specielt seriøst, og hvis jeg var FC Vestsjælland og SønderjyskE - ja også OB, som kan få en ny, svær sæson - ville jeg tage Jesper Sørensens oprykkere meget alvorligt.

Pages