troelsb's blog

Leder: Solbakkens tveæggede managerrolle

Om en sportschef og cheftræner i én og samme person.

Bragt i Tipsbladet fredag 22. august 2014

Man kan ikke beskylde Ståle Solbakken for at købe politisk korrekt ind. Det havde selvfølgelig også været en bekymrende politik fra den transferansvarlige i Danmarks største fodboldklub, men Solbakken køber ind præcis efter det, han finder rigtigt, og det tager han i disse uger en masse tæsk for, når holdet taber kampe med Stephan Andersen og Mathias Zanka Jørgensen som mål for kritikken.

Den norske cheftræner har det, vi vel bedst kan betegne som udvidet, skandinavisk version af et managerjob, som vi kender det fra engelsk fodbold, med en mere direkte rolle i det daglige arbejde på træningsbanen og lidt flere øjne udenfor til at assistere i udvælgelsen af nye spillere.

Det giver FC København og Solbakken den store fordel, at der kun bliver handlet spillere ind, som cheftræneren kan bruge. Det lyder som en selvfølge, men jeg love dig, kære læser, at mange spilleres transfers til en Superliga-klub aldrig har udviklet sig til en succes, fordi træneren var helt uenig i sportschefens valg. Det er et problem, mangt en senere Superliga-profil har måttet overvinde.

Så det er Solbakken, der – med andre personer i organisationen på råd – har valgt, at FC København var villig til at betale 14 millioner kroner for 19-årige Daniel Amartey, og at Per Nilsson, Mathias Zanka Jørgensen og Stephan Andersen skulle på kontrakt sammen med en håndfuld andre spillere.

Efter tirsdagens nederlag til Bayer Leverkusen ærgrede Solbakken sig forståeligt over det dårlige forsvarsspil, der var hovedårsagen til Leverkusens to første mål og måske også det tredje, hvor Leverkusen alt for let spillede sig igennem.

Det er tydeligt, at aftalerne endnu ikke er på plads mellem forsvar, midtbane og spillerne indbyrdes, og så falder Ståle Solbakkens zoneforsvar om ikke sammen så i hvert fald så markant i niveau, at man denne aften sad og ønskede sig ren mand-mand opdækning.

Men her i FC Københavns modgang er det også tydeligt, at der følger ulemper med Ståle Solbakkens dobbeltjob. Carsten V. Jensen har gennem årene fået mange verbale tæsk for sine handler. Mange af dem fortjente, nogle mindre så, men CV var der som lynafleder, når fans eller vi journalister mente, at truppen ikke var god nok.

Nu peger pilen kun på en mand. Solbakken er en arbejdsom, intelligent og perfektionistisk person, der nok skal få defensiven til at fungere, men lige nu må det ærgre ham voldsomt, at Franco Mussis er kommet så dårligt fra start i sit liv i Europa, og at       forsvaret på godt jysk ikke har imponeret i andre kampe end de to mod Dnipro, et hold der ikke var på fuld kraft.

Når FCK-fansene på et banner på stadion efterlyser indkøb, er det både forståeligt og berettiget, i hvert fald i forhold til en angrebsposition, hvor Andreas Cornelius vile få gavn af mål-assistance, noget som Solbakken da også arbejder på. FCK-ledelsen har valgt at satse på Solbakken, og min bedste vurdering er, at det vi ser lige nu er alle indkøringsvanskelighederne, der melder sig på en gang. Men der er ikke længere en sportschef til at hjælpe trænerne med al tvivlen og kritikken, heller ikke internt. Solbakken er ikke alene, men en sportschef-stilling indbefatter ud over transfers og kontrakter også en masse ledelse og mandskabsarbejde, så det er ikke arbejdsopgaver, nordmanden mangler for tiden.

Hvis FC København henter et par sejre og finder den angriber, fansene så gerne vil have, bliver historien hurtigt en anden. Indtil da skal FCK-træneren både bære skylden – om den er berettiget er irrelevant i omverdenen – for de mange forsvarskoks og for, at truppen har flere sportslige problemer end hvad godt er på den tid af året, hvor man kan kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. 

Solbakkens tveæggede managerrolle

I en modgangstid er det tydeligt, at der er ulemper ved Ståle Solbakkens dobbelte jobfunktion i rollen som manager.

Man kan ikke beskylde Ståle Solbakken for at købe politisk korrekt ind. Det havde selvfølgelig også været en bekymrende politik fra den transferansvarlige i Danmarks største fodboldklub, men Solbakken køber ind præcis efter det, han finder rigtigt, og det tager han i disse uger en masse tæsk for, når holdet taber kampe med Stephan Andersen og Mathias Zanka Jørgensen som mål for kritikken.

Den norske cheftræner har det, vi vel bedst kan betegne som udvidet, skandinavisk version af et managerjob, som vi kender det fra engelsk fodbold, med en mere direkte rolle i det daglige arbejde på træningsbanen og lidt flere øjne udenfor til at assistere i udvælgelsen af nye spillere.

Det giver FC København og Solbakken den store fordel, at der kun bliver handlet spillere ind, som cheftræneren kan bruge. Det lyder som en selvfølge, men jeg love dig, kære læser, at mange spilleres transfers til en Superliga-klub aldrig har udviklet sig til en succes, fordi træneren var helt uenig i sportschefens valg. Det er et problem, mangt en senere Superliga-profil har måttet overvinde.

Så det er Solbakken, der – med andre personer i organisationen på råd – har valgt, at FC København var villig til at betale 14 millioner kroner for 19-årige Daniel Amartey, og at Per Nilsson, Mathias Zanka Jørgensen og Stephan Andersen skulle på kontrakt sammen med en håndfuld andre spillere.

Efter tirsdagens nederlag til Bayer Leverkusen ærgrede Solbakken sig forståeligt over det dårlige forsvarsspil, der var hovedårsagen til Leverkusens to første mål og måske også det tredje, hvor Leverkusen alt for let spillede sig igennem.

Det er tydeligt, at aftalerne endnu ikke er på plads mellem forsvar, midtbane og spillerne indbyrdes, og så falder Ståle Solbakkens zoneforsvar om ikke sammen så i hvert fald så markant i niveau, at man denne aften sad og ønskede sig ren mand-mand opdækning.

Men her i FC Københavns modgang er det også tydeligt, at der følger ulemper med Ståle Solbakkens dobbeltjob. Carsten V. Jensen har gennem årene fået mange verbale tæsk for sine handler. Mange af dem fortjente, nogle mindre så, men CV var der som lynafleder, når fans eller vi journalister mente, at truppen ikke var god nok.

Nu peger pilen kun på en mand. Solbakken er en arbejdsom, intelligent og perfektionistisk person, der nok skal få defensiven til at fungere, men lige nu må det ærgre ham voldsomt, at Franco Mussis er kommet så dårligt fra start i sit liv i Europa, og at forsvaret på godt jysk ikke har imponeret i andre kampe end de to mod Dnipro, der ikke var på fuld kraft.

Når FCK-fansene på et banner på stadion efterlyser indkøb, er det både forståeligt og berettiget, i hvert fald i forhold til en angrebsposition, hvor Andreas Cornelius ville få gavn af mål-assistance, noget som Solbakken da også arbejder på. FCK-ledelsen har valgt at satse på Solbakken, og min bedste vurdering er, at det vi ser lige nu er alle indkøringsvanskelighederne, der melder sig på en gang. Men der er ikke længere en sportschef til at hjælpe trænerne med al tvivlen og kritikken, heller ikke internt. Solbakken er ikke alene, men en sportschef-stilling indbefatter ud over transfers og kontrakter også en masse ledelse og mandskabsarbejde, så det er ikke arbejdsopgaver, nordmanden mangler for tiden.

Hvis FC København henter et par sejre og finder den angriber, fansene så gerne vil have, bliver historien hurtigt en anden, men indtil da skal FCK-træneren både bære skylden – om den er berettiget er irrelevant i omverdenen – for de mange forsvarskoks og for, at truppen har flere sportslige problemer end hvad godt er på den tid af året, hvor man kan kvalificere sig til gruppespillet i Champions League. 




8 pointer: Amartey, Cornelius og vilde Leverkusen

Otte pointer fra tirsdagens taktisk interessante kamp i Parken mellem FCK og Leverkusen.

Bayer Leverkusen levede op til alle forventninger om en seværdig, modig spillestil, og FC København levede nok også op til manges negative forventninger til en defensiv, der endnu ikke er sammenspillet.

Her er otte pointer fra Champions League-kvalifikationskampen i Parken på en tirsdag aften, hvor vejret og omgivelserne gav mindelser om Champions League-gruppespillet, men hvor FC Københavns spil afslørede huller, der også har dukket op i Superligaen i den første måned af sæsonen.

1) FC Københavns forsvar er ikke Champions League-klasse

Det var ikke det her, Ståle Solbakken hentede Per Nilsson for, og Mathias Zanka blandede et flot mål og gode indgreb med dårlige og dyre af slagsen. Vi er vel ikke overraskede over, at FC Københavns defensiv blev overmatchet af Leverkusens ultrahurtige offensiv, men vi kan forvente mere, og der er et godt stykke vej til de defensive højder fra 2006 og 2010.

2) Daniel Amartey er god – og 19 år gammel 

Jeg tog plus/minus-noter på den unge mand under kampen. Han begyndte godt, viste overblik, løste sine situationer godt – men så dalede han sammen med resten af defensiven og gav et par af de chancer væk, han ikke måtte. Ingen af Amarteys fejl gav mål, men det kunne de lige så godt have gjort. På en enorm opgave i Leverkusens voldsomme boldpres og viste løfter om, at han også kan være med på det niveau en dag. Men han er altså stadig kun 19 år, og det sås også. Kunne have fået et meget dumt rødt kort til sidst og skal undværes i næste uge på grund af karantæne for det gule, han fik.

3) Leverkusens allout-angreb

Sikke et fodboldkoncept, Roger Schmidt og Leverkusen har. Schmidts Red Bull Salzburg scorede langt over 100 mål i sidste sæson, hvor holdet blandt andet tævede Ajax Amsterdam i Europa League, og Leverkusen spiller på samme måde. Calhanoglu, Heung-Min og Bellarabi var sammen med Gonzalo Castro og Guilio Donati et mareridt. Det her handlede mest af alt om et boldpres, der nærmest ikke ses magen til i andre topklubber i verden, og om meget dygtige boldspillere, der flytter bolden hurtigt og igen og igen fik FC København på glatis. Tyskerne kunne sagtens have scoret både fem og seks mål.

4) Andreas Cornelius arbejder – og har meget at lære

Han var involveret i meget godt ude i banen, men inde i feltet mangler Cornelius at kunne udfordre topspillere, som Leverkusen trods alt har derinde, selvom de ikke har Bundesligaens bedste defensiv. Cornelius er en fin boldspiller ude i banen og var ved at skabte chancer, men der mangler stadig noget, før han er oppe på øverste niveau, FC Københavns stolte historik på positionen taget i betragtning.

5) Der er grøde i Bundesligaen

Det er spændende, det der sker i tysk fodbold. At Stefan Kiessling kunne undværes på det tyske landshold fortæller noget om bredden, og om hvor meget uvenner angriberen er med Joachim Löw. Wolfsburg, Schalke og flere andre klubber er på eller lige efter Leverkusens niveau, og Dortmund og Bayern München er milevidt foran. Det her Leverkusen-hold vil ikke frygte nogen som helst, jeg gætter på, at de presser lige så højt på Bernabeu og Stamford Bridge, som de gjorde her i Parken.

6) Nicolai Jørgensen skal repareres ASAP

FC København fik egentlig de chancer, de kunne forvente. Når du spiller dig igennem Leverkusens pres, så får du chancer, og det vil markant mindre hold end FC København fra tid til anden profitere af. Jørgensen har bare internationalt snit, han har speeden og spilforståelsen, der kunne have givet københavnerne et eller to mål til. Får FC København lappet ham rigtigt sammen, ser det godt ud, uden ham daler FC Københavns offensive niveau, uanset de øvrige spilleres individuelle kvaliteter.

7) Mussis mangler – Claudemir er ikke løsningen

Hvor er det bittert for Ståle Solbakken, at Roberto Mussis kommer fra ferie i Argentina med masser af grillkød og kartofler i korpus.

En Mussis på det topniveau, FC København købte ham for, havde været bedre end Claudemir, der spillede som ventet i aften – et skridt for sent i pres og opdækning, lidt for upræcis fremad banen.

Det er så langt fra første aften i Parken, at man undres over, hvordan i alverden Claudemir kunne være så god i Champions League for fire år siden.

8) Hvor var de røde kort, dommer?

Jeg plejer ikke at nævne dommeren, og udfaldet blev afgjort efter spil og fortjeneste. Meeeeen, dommer Carlos Carballo havde på en lidt bedre dag givet et FC København-straffespark, et rødt kort til Leverkusen og nok også til sidst til Daniel Amartey.

Jeg holder meget af en ”international” dommerlinje, men hævnakter skal ikke løses med gule kort, hvis fodboldloven siger noget andet.

Konflikten: Dommedag mandag

Mens glæden er stor over de europæiske præstationer, bliver den potentielle konflikt i dansk fodbold ekstra giftig.

Forligsmanden har udsat konflikten, så den skal starte umiddelbart før AaB, FC København og FC Midtjyllands playoff-kampe til Champions League og Europa League. Med mindre parterne bliver enige, forstås.

Det kan virke ufatteligt, at klubberne og spillerne står foran en selvskabt afgrund, når deres fælles interesse så tydeligt er at undgå at miste et eneste minut yderligere på forhandlinger og uvenskab.

Men konflikten stikker dybt og har tydeligvis rødder i Feriepenge-sagen, som spillerne finansielt har vundet på knockout. Ingen vil sige det til citat, men mange klubledere er hvidglødende af raseri over Spillerforeningens direktør Mads Øland, som de ikke mener, at de kan lave en aftale med. Spillerne mener, at klubberne vil have hævn efter Feriepenge-sagen og ødelægge de mindre velbetaltes forhold, og klubberne vil undgå nye Feriepenge-sager.

Hvad parterne har talt om i Forligsinstitutionen ved vi ikke, men de skal efter planen mødes på mandag. Det kunne ligne, at parterne går hver til sit på mandag, og så må vi håbe på en udsættelse, eller - meget bedre - en langtidsholdbar overenskomst, som begge parter kan bruge, en aftale der snildt kan komme natten før konflikten bryder ud. Det vil ikke være til at bære med en ny konflikt a la 2004, som endte i en lappeløsning og en tikkende bombe, som siden blev til den 100 millioner kroner dyre Feriepengesag.

Læs også: Divisionsforeningens og Spillerforeningens kronikker om den potentielle konflikt.

Europa-klasse

I Odense, Farum og Brøndby er man stolt over de europæiske gruppespil, man har været i, og det er forståeligt, for byernes hold har hver især gjort det flot, når de er nået så langt.

Men ude i Europa er det fortsat FC København, der fører an sammen med AaB, der i den grad revancherede de to seneste europæiske nedture mod Slavija Sarajevo og Dila Gori ved at slå Dinamo Zagreb over to kampe.

Det hører med, at AaB’s kroatiske modstander viste sig at være et bedre hold end skuffende Dnipro, der må være mærket af de dramatiske begivenheder i hjemlandet, for ukrainerne spillede ikke som et hold, der sluttede lige efter Sjakhtar Donetsk og foran legendariske Dinamo Kiev.

AaB havde heldet, en forrygende Nicolai Larsen i målet (klart bedste danske målmand i Superligaen), men nordjyderne søgte også chancerne ud fra et kløgtigt taktisk oplæg, der sender kampen i kataloget over store AaB-præstationer på udebane ved siden af 2-2 kampene mod Sampdoria og Manchester United og bøllebankene til Deportivo La Coruna i 2009.

På Østerbro blev ukrainerne i lange perioder spillet ud af græstæppet. Den københavnske defensiv skal håbe på held. Ikke så meget til dagens lodtrækning, for modstanden er af en helt anden klasse end Dnipro. Nej den københavnske defensiv bærer præg af ikke at være sammenspillet, og det når den ikke at blive før de afgørende kvalkampe.

 men banden af unge danskere i offensiven kan skabe flere problemer for modstanderne end sidste efterårs FCK-offensiv, mens Daniel Amertey ikke spillede som en 19-årig på den defensive midtbane ved siden af en kløgtig, kølig Thomas Delaney.

Om det bliver Arsenal, Porto, Napoli, Leverkusen eller Zenit er næsten ligegyldigt, selvom Zenit og Porto vil være at foretrække. Men FC København vil være stor underdog, og en Europa League-plads er helt acceptabelt, uanset optimismen efter Dnipro.

AaB-fans kan til gengæld drømme. APOEL er slet ikke så stærk som for to år siden, det samme gælder BATE Borisov, og Bulgariens mestre Ludogorets har netop fyret klubbens mest lovende spiller for mistanke om match fixing. Træk et af de tre hold, undgå Steaua Bukarest og især fantastiske Red Bull Salzburg, og AaB har en fin chance for Champions League-gruppespillet.

Før Superligaens europæiske runde efterlyste jeg en enkelt overraskelse – nu har AaB og FCK leveret to og sikret gruppespil til dansk fodbold i efteråret. Fremragende.

Hvorfor vente så længe, Bendtner?

Chefredaktør for Tipsbladet print, Troels Bager Thøgersen, undrer sig over Nicklas Bendtners langvarige jobsøgning.

Næste fredag åbner Mads Albæk og Zlatan Ibrahimovic den nye sæson i Ligue 1.

Om 15 dage triller bolden i Premier League, og ugen efter er der fodbold i de bedste rækker i Tyskland og Spanien, mens Serie A først åbner i den sidste weekend i august.

Hvorfor er Nicklas Bendtner ikke at finde i en klub i en af de rækker?

Eintracht Frankfurt var interesseret i den 26-årige angriber, der har spillet 169 betydende klubkampe for Arsenal og 30 for Sunderland, tyskerne er det ikke længere, og mere har vi faktisk ikke hørt om den danske landsholdsangriber siden første uge i juli, hvor Bendtner var kommentator for DR til semifinalen og finalen ved VM, samtidig med at Aston Villa og Hull blev nævnt som mulige nye klubber.

Man bliver altså ikke en bedre fodboldspiller af at selvtræne ind i august måned, mens konkurrenterne på tværs af Europa – og i Mellemøsten, USA og Fjernøsten, hvis de steder er i spil – er ved at være i topform og spiller de sidste træningskampe, hvor cheftræneren lægger sig fast på de første ugers og måneders startopstillinger.

For knap to måneder siden sagde landstræner Morten Olsen, at det var nu, Nicklas Bendtner skulle i gang med sin karriere. Men for at det overhovedet er muligt, skal han have en professionel kontrakt, og det er altså ikke nødvendigvis de gode langtidsløsninger, der åbner op i slutningen af et transfervindue. 

Morten Olsen fulgte da også op i denne uge ved de facto at se bort fra Bendtner til kampen mod Armenien i september. Det gik i øvrigt ikke godt, sidst Danmark mødte Armenien i Parken uden den nu forhenværende Arsenal-angriber.

Jeg har før lavet lignelser mellem den sidste periode i transfervinduet og de sene nattetimer på et diskotek, og selvom Nicklas Bendtner bliver drillet i både Danmark og Storbritannien for sin selvsikre fremtoning og manglende succes de seneste år, taler vi altså en landsholdsangriber med 24 mål i 58 kampe og gode klubber på resumeet.

Med mindre Bendtners agent Tom Brookes har en fantastisk aftale på vej med topvilkår finansielt og sportsligt, ville det nok være en ide at finde en bundrutineret fodboldagent, når næste klub er på plads og den nuværende aftale udløber.

Det kan ikke passe, at Mino Raiola igen skal til at trylle i sidste øjeblik, som han gjorde med Juventus i 2012. Det var flot at komme til den italienske storklub, men den slags sidsteøjebliks-løsninger er der ikke længere råd til i Bendtners karriere, hvis den skal blive lige så stor, som han og vi andre håber.

DK i Europa: Kridt støvlerne og scor på chancerne

Der venter svære opgaver for de danske hold i Europa.

Der er meget at glæde sig over i dansk klubfodbold.

AaB spiller en omgang modig fodbold, der forhåbentlig kan give en seværdig kamp mod Dinamo Zagreb onsdag.

FC København har på papiret handlet nogle dygtige, ærgerrige spillere ind, der kan blive til et rigtig stærkt hold om 6-12-18 måneder, og FC Midtjylland har fået en engelsk milliardær som ejer, der har aflyst ophørsudsalget og i stedet varsler et par forstærkninger senest 1. september.

I Brøndby IF handles der også ind efter sidste sæsons blanding af pletskud og forbiere på markedet, og i Esbjerg bliver det spændende at se, om klubben har handlet rigtigt ind i forsøget på at erstatte Peter Ankersen og Kian Hansen.

Esbjergs returkamp mod Kairat Almaty blev spillet efter, at dette blad gik i trykken, men det lignede en kamp mod polske Ruch Chorzow i næste uge efter 1-1 i Kasakhstan for otte dage siden.

Det er lækkert for Superligaen, at AaB kan hente Nicklas Helenius, Thomas Enevoldsen og Rasmus Jönsson til i samme åndedrag som det forventede salg af Kasper Kusk.

Men for Superligaens skyld håber jeg, at ugens europæiske kampe byder på et par overraskelser, for det er da kun en eventuel Esbjerg-kamp mod Ruch Chorzow, at vi kan tale om en nogenlunde jævnbyrdig kamp.

AaB’s modstander Dinamo Zagreb kommer med en særdeles stærk trup, der sagtens tåler sammenligning med den rigere FCK-modstander Dnipros. UEFA besluttede heldigvis at flytte FC Københavns kamp mod Dnipro til Kiev, en helt rimelig beslutning med decideret krigsførelse 200 km fra Dnipros hjemmebane og en ustabil situation i landet, der har gjort enhver snak om pibede københavnere lidt latterlig i nærværende chefredaktørs ører for ikke at sige lettere respektløs overfor de ukrainere, der lever, slås og dør i en farlig konflikt med globale overtoner. Om UEFA har forsøgt at tækkes nogle ukrainske fodboldpolitikere ved jeg ikke, og at det skulle tage så længe at give de ukrainske klubhold og deres modstandere klarhed er en klar fejl.

Det er bekymrende for Brøndby IF, at holdet tydeligvis mangler fart og modstandskraft på midtbanen mod fysisk stærke hold, og vi kan ikke forvente, at det belgiske tophold Club Brugge er mere høfligt, end FC Midtjyllands vilde unge var sidste weekend, hvor de løb Brøndby over ende og udstillede snakken om Brøndby som guld-favorit.

Det er barskt for Dnipro at spille mange hundrede km hjemmefra i Kiev, men Dnipro er et sammenspillet hold med fem ukrainske landsholdsspillere og flere mand i periferien af et landshold, der i november var meget tæt på at komme til VM i stedet for Frankrig.

Hvis ellers Dnipro finder benene væk fra vante omgivelser, er holdet favorit til at gå videre, og det samme gælder Club Brugge mod Brøndby IF og AaB’s møde med de seneste ni sæsoners kroatiske mestre Dinamo Zagreb.

De danske klubhold kan godt lide europæiske kampe, og med god grund, for det giver både nogle store kampe på dansk grund, perfekt matchning af spillerne og penge i kassen fra tv, entre og yderligere europæiske kampe i de kommende sæsoner.

I det lys håber jeg på Superligaens vegne, at mindst et af de tre hold fra toppen af rækken leverer en overraskelse, mens Esbjerg forhåbentlig også kommer i spil mod en jævnbyrdig, polsk modstander. 

FC København vil sandsynligvis få en opgave inden for mulighedens grænser i den sidste runde af Europa League-kvalifikationen, hvis Dnipro er for stor en mundfuld, men FC Midtjylland vil være useedet i samme runde, og hvis Superligaen skal have nok europæiske point til at stoppe de seneste par sæsoners blødning på den europæiske rangliste, skal FC København nok have dansk assistance i gruppespillene.

Så hermed en opfordring til Brøndby, FC København og AaB. Kridt støvlerne, spis jeres havregryn og scor på de få chancer, I skaber i næste uge, hvis I vil slippe for at gøre Malmø FF, Strømsgodset og de andre skandinaviske hold selskab mod alle mulige og umulige småhold i de tidligste k

Superligaens bedste hold bor i Aalborg og Herning

De to københavnerklubber får det ikke så nemt, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

Glæder du dig over, at de gode, gamle dage fra før 2006 er tilbage? Hvor vi kunne regne med, at FC København og Brøndby IF sæson efter sæson kæmpede om guld og sølv og havde de bedste spillere i Superligaen? Som foråret og sommeren har formet sig, er FC København med indkøb for 60 millioner kroner tilbage som titelfavorit, mens Brøndby IF har skabt stor begejstring med en kontrakt til gode, gamle Johan Elmander. Nu mangler vi bare Daniel Agger og Morten Skoubo, så dufter her igen af 2005-guld.

Jeg havde ventet, at vi allerede nu skulle sætte cirkler om derby-datoerne i forventning om, at det danske mesterskab i maj 2015 ville blive afgjort i de tre kampe. Ikke så meget på grund af FC Københavns og Brøndby IF's oprustning, men fordi jeg forventede, at AaB og FC Midtjylland - europæiske kvalkampe eller ej - skulle sælge revl og krat.

Men så nemt tror jeg ikke, de to københavnerklubber får det, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

I AaB har de som ventet solgt Kasper Kusk af nød, fordi han havde en frikøbsklausul i sin kontrakt, men nordjyderne har også hentet Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius tilbage. I Herning/ Ikast lød det som om, at man kunne køre forbi træningsanlægget med en pose kontanter og tage den spiller med, som man havde lyst til, men i stedet har en engelsk milliardær med forretningssans - og penge at brænde af på fodbold - købt klubben, aflyst et Erik Sviatchenko-salg til Østerbro og hentet en finsk landsholdsspiller, samtidig med at der tilsyneladende er flere nye spillere på vej.

I Aalborg håber de på at hente 75 millioner kroner i ny kapital, FC Midtjylland fik i første omgang 68 millioner og kan givetvis få mere med et telefonopkald til London, og det er værd at bide mærke i, at FCK og Brøndby i 2014 har fået afvist tilbud på AaB's og FC Midtjyllands største profiler.

Jeg ser endnu en god grund til, at københavnerklubberne ikke automatisk sætter sig på guld og sølv, og det er at FC Midtjylland og især AaB er mere sammenspillede og stærkere kollektivt end FC København og Brøndby IF.

FCK er lovligt undskyldt med den massive og nødvendige udskiftning i truppen, og set herfra har København hentet brikkerne til et meget stærkt hold i 2015, selvom vi har sagt det samme et par gange siden 2011 for siden at blive slemt skuffet på banen.

Brøndby-fans er forståeligt nok glade for at have fået Elmander og en interessant stopper i Frederik Semb Berge, der bestemt ikke har været billig. Men man bliver ikke bare et mesterhold over night. FC København havde en dårlig sæson i 13/ 14 og i 11/ 12, men i klubben og dens stab bor stadig noget viden og nogle vaner om at træne rigtigt og at vinde, som ikke er sådan at viske ud efter et årti med store succeser.

Skal AaB og FC Midtjylland i europæiske gruppespil, får de to københavner-klubber gavn af en bredere trup, men ellers er der intet til hinder for i hvertfald i efteråret, at AaB og FC Midtjylland ligger helt fremme. Deres hold har spillet sammen i flere år, og det giver dem en markant fordel.

Oprykkeren Hobro må komme med energi og begejstring som sjældent set før i Superligaen, så jeg kan sagtens se dem ligge fornuftigt indtil midt i efteråret. Men hvis Viborg FF sidste år spillede på et skrabet budget, skal vi tilbage til HB Køges første oprykning som HB Køge, ja nok nærmere tilbage til årene omkring årtusindskiftet med B93 og Aarhus Fremad for at finde så små hold i Superligaen. Der er masser af gode spillere i divisionerne og uden kontrakt, så afskriv ikke Hobro endnu. Men det vil være en præstation på linje med Aarhus Fremads i 1998 at overleve i Superligaen. Silkeborg har en god ide om, hvordan holdet vil spille fodbold, ingen vil tage den relativt navnløse trup specielt seriøst, og hvis jeg var FC Vestsjælland og SønderjyskE - ja også OB, som kan få en ny, svær sæson - ville jeg tage Jesper Sørensens oprykkere meget alvorligt.

Van Gaal har ret: Længe leve Barca, Northampton og Huracan

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Denne sidste blog ser på, hvor finale-spillerne kommer fra.

Jeg er fuldstændig enig med Louis van Gaal.

Bronzekampe er noget pjat, placeringskampe hører hjemme i turneringer, hvor man skal kvalificere sig til noget bedre, og i inferiøre sportsgrene. Ingen nævnt, ingen glemt.

Derfor har jeg droppet min plan om at beskrive far-søn forholdet mellem Davey og Danny og går direkte til søndagens finale.

Hvor bliver det stort.

Tyskerne er det bedste kollektiv ved VM, efter at Lahm røg på højre back og der blev plads til Klose og Khedira.

Argentina har med Martin Demichelis – af alle spillere?! - i startopstillingen fået det bedste forsvar, og i min bog skal Lionel Messi gøre meget galt i anden halvdel af sin karriere, hvis han vinder en VM-finale på Maracanã og IKKE om fem-ti år bliver tredje hjul i den evige Maradona-Pelé debat.

Det er nogle gode spillere vænnet til topfodbold, vi skal se. Seks af de otte kvartfinalister i Champions League (PSG, FC Barcelona, Real Madrid, Dortmund, Chelsea, Bayern) er repræsenteret i VM-finalen.

Men på sådan en dag, hvor kloden samles om at se verdens dygtigste fodboldspillere på tv-billeder fra Rio De Janiero, synes jeg også, at det er værd at huske på spillernes baggrund.

For med mindre man er Lionel Messi og blev hentet til FC Barcelona som 12-årig, er mange af spillerne i de to VM-trupper begyndt i lokale klubber, der aldrig kommer i spil til nationale mesterskaber, Champions League eller Copa Libertadores.

Jeg har set på, hvor de 46 spillere spillede deres første seniorkamp. Vi havde fået endnu større spredning ved at se på ungdomsklubber, men dem har mange af spillerne haft flere af, for eksempel kom Lionel Messi til FC Barcelona fra Newell's Old Boys, mens Bayern München fandt Toni Kroos oppe i Rostock.

Så for overblikkets skyld har jeg valgt den klub, hvor spilleren først spillede seniorfodbold, uanset om han fik 1 eller 150 kampe der, før han tog videre i karrieren.

I toppen ligger tre storklubber, vi kender godt. Bayern München og Schalke 04 har i mange år gjort det godt på rekrutteringen af unge spillere – det har Schalke 04 været førende på i Ruhr i mange år, selvom Borussia Dortmund har prydet sig i ungdommens fejr i de seneste år.

River Plate med fire mand er også en magtfaktor, selvom storheden trods et nyligt argentinsk mesterskab nok ligger ti år tilbage, før dårlig økonomi og uansvarlig ledelse ødelagde Argentinas største (eller næststørste, Boca-fans?) fodboldhold. 36 argentinske mesterskaber og to Copa Libertadores-sejre vinder om et storhold.

FC Københavns nye argentiner Franco Mussis er fra provinsbyen La Plata, som ligger et par timers kørsel syd for Buenos Aires, men han kom fra byens lille klub Gimnasia. Det er Estudiantes, der er det store foretagende, og som har formet Carlos Bilardos og Juan Sebastian Verons karrierer. Det er også her, Diego Simeone lærte en del af sit trænerhåndværk, så at den klub har tre argentinske forsvarsspillere i sit navn i finaletruppen er ikke nogen voldsom overraskelse, omend La Plata (100.000 færre indbyggere end Göteborg) i Danmark nok ikke klinger lige så meget af fodbold som München, Gelsenkirchen og Buenos Aries. Men det gør det for Alejandro Sabella, der havde Estudiantes som sit første cheftrænerjob fra 2009 til 2011.

Men herefter begynder listen at byde på mindre kendte klubber.

Kasper Hjulmands Mainz 05 har to mand, det samme har den lille Buenos Aires-klub Huracan fra næstbedste række, og Pave Frans' hold San Lorenzo de Almagro har såmænd også to spillere.

Den stærke Inter-stopper Hugo Campagnaro startede sit fodboldliv med fire sæsoner i den lille Buenos Aires-klub Deportivo Morón, der spiller i tredjebedste række, og det samme gør Estudiantes de Buenos Aires, hvor Ezequiel Lavezzi begyndte sit fodboldliv.

De tyske spillere kan også være med. Kevin Grosskreutz blev i teenageårene sorteret fra i Dortmund og spillede tre år for Rot Weiss Ahlen, som han nåede at rykke op i 2. Bundesliga for seks år siden. De spiller i dag i Oberliga Westfalen, som ligger på femtehøjeste niveau.

FC Homburg, hvor alle tiders mest scorende slutrunde-spiller Miroslav Klose begyndte, spiller i fjerdebedste række, og Tysklands reservekeeper Ron-Robert Zieler begyndte såmænd i League One for Northampton Town, hvor han tabte 2-0 til Wallsall og spillede 1-1 med Brighton Hove&Albion, før han vendte tilbage til Manchester United.

Pointen er vel, at vi alle sammen skal begynde et sted. Og hvis de store klubber og landshold en gang får nok af FIFA og pøblen og vil danne deres eget system, så gør de klogt i stadig at bevare en forbindelse til resten af fodboldverdenen, for det ser ikke ud til, at den kan undværes.

Argentina

Sergio Romero – Racing Club / AS Monaco
Agustin Orion – San Lorenzo / Boca Juniors
Mariano Andujar – Huracan / Catania

Forsvar
Ezequiel Garay – Newell's Old Boys / Zenit
Hugo Campagnaro – Deportivo Moron / Inter
Pablo Zabaleta – San Lorenzo / Manchester City
Martin Demichelis – River Plate / Manchester City
Marcos Rojo – Estudiantes La Plata / Sporting Clube
Federico Fernandez - Estudiantes La Plata / Napoli
Jose Maria Bastanta - Estudiantes La Plata / Monterrey

Midtbane
Fernando Gago – Boca Juniors / Boca Juniors
Lucas Biglia – Argentinos Juniors / Lazio
Angel Di Maria – Rosario Central / Real Madrid
Enzo Perez – Godoy Cruz / Benfica
Maxi Rodriguez - Newell's Old Boys / Newell's Old Boys
Augusto Fernandez – River Plate / Celta Vigo
Javier Mascherano - River Plate / FC Barcelona
Ricardo Alvarez – Velez Sarsfield /Inter

Angreb
Gonzalo Higuain - River Plate / Napoli
Lionel Messi – FC Barcelona / FC Barcelona
Rodrigo Palacio – Huracan / Inter
Sergio Agüero – Independiente / Manchester City
Ezequiel Lavezzi – Estudiantes Buenos Aires / Paris Saint-Germain

Tyskland

Målmænd
Manuel Neuer – Schalke 04 / Bayern München
Ron-Robert Zieler – Northampton Town / Hannover 96
Roman Weidefeller – Kaiserslautern / Borussia Dortmund

Forsvar
Kevin Grosskreutz – Rot-Weiss Ahlen / Borussia Dortmund
Matthias Ginter – Freiburg / Freiburg
Benedikt Höwedes – Schalke 04 / Schalke 04
Mats Hummels – Bayern München / Borussia Dortmund
Erik Durm – Mainz / Borussia Dortmund
Philipp Lahm – Bayern München / Bayern München
Per Mertesecker – Hannover 96 / Arsenal
Jerome Boateng – Hertha Berlin / Bayern München
Shkodran Mustafi – Sampdoria / Sampdoria

Midtbane

Sami Khedira – Stuttgart / Real Madrid
Bastian Schweinsteiger – Bayern München / Bayern München
Mesut Özil – Schalke 04 / Arsenal
André Schürrle – Mainz / Chelsea
Lukas Podolski – FC Køln / Arsenal
Thomas Müller – Bayern München / Bayern München
Julian Draxler – Schalke 04 / Schalke 04
Toni Kroos – Bayern München / Bayern München
Christoph Kramer – VfL Bochum / Borussia Mönchengladbach

Angreb

Miroslav Klose – FC Homburg / Lazio
Mario Götze – Borussia Dortmund / Bayern München

Fem grunde til en lys fodboldfremtid for Brasilien

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog handler om, hvordan Brasilien kommer videre fra 1-7 nederlaget til Tyskland.

Det må være barske løjer at vågne op her til morgen brasiliansk tid, hvis du spiller for Luis Felipe Scolaris landshold – eller blot er fodboldinteresseret med Brasilien i hjertet.

Fordømmelserne og de kritiske analyser skyller ind over det brasilianske landshold, og det med god grund efter et 1-7 nederlag, der må matche og sagtens kan tænkes at overgå Maracanazo i det fodboldgale lands fodboldhistorie.

Jeg var på EB-tv her til morgen og havde en fin snak med Stig Tøfting og Sebastian Kjeldtoft om grundene til Brasiliens kollaps og Tysklands forrygende spil, men i stedet for at stikke yderligere til brasilianerne (og dog, hvor var deres hoveder henne, hvorfor bruge alle kræfterne på Neymar og ankomme til stadion med en Forca Neymar-kasket, Scolari, og kan det virkelig passe, at Thiago Silva skal holde en defensiv til adskillige hundrede millioner kroner i transferværdi i hånden for at den kan forsvare bedre en et bagstivt Serie 6-hold?), vil jeg se på, hvad der kan give Brasiliens landshold og fodboldspil håb om en lysere fodboldfremtid.

1) Landet har faktisk fine defensive spillere
Man tror, at det er løgn efter tirsdagens ydmygelse, men Brasilien har en række dygtige defensive spillere, der også er gode om to og for så vidt også fire år, hvor der er VM i Rusland.

Thiago Silvas stjerne må vel stå endnu højere efter i går, for han kombinerer fysik, spilintelligens og hårdhed med gode lederegenskaber inde på banen. Han er 29 år, slog først sent igennem på topplan og kan sagtens spille på højeste niveau i fire år til. Tro mig, ham kunne de tre tilbageværende hold ved VM sagtens bruge i startopstillingen lige nu.

Brasserne råd også over Luiz Gustavo på den defensive midtbane, som bærer en stor del af ansvaret for nedturen i går, men som også blev svigtet på det groveste af David Luiz, der bogstavelig talt sejlede rundt på banen, og Fernandinho, der er en central midtbanespiller af høj karat men som også brændte helt sammen i aftes.

Selvom han er 29 år, bør Filipe Luis fra Atletico Madrid være en overvejelse på venstre back, han er påpasselig, fysisk fremragende og giver sin midtbane fin støtte. Det var en fejl ikke at have ham med denne gang, ligesom Miranda også savnes efter en fin sæson i Madrid-klubben.

Brasserne har også en fin ung midtstopper på vej i Thiago Silvas 20-årige holdkammerat Marquinhos, som Silva må være fristet til at anbefale som makker i den kommende sæson i stedet for dyrt indkøbte David Luiz.

2) Neymar er også god om otte år
Hvis Brasilien får defineret det offensive spil bredere end at give bolden til Neymar, dur de offensive midtbanespillere stadigvæk. Oscar, Willian, Bernard og den vragede Lucas Moura kan godt spille fodbold, også selvom det ikke så sådan ud i aftes.

Og Neymar vil også blive bedre i de næste sæsoner, så værre er situationen ikke på den del af banen.

3) Brasilien bliver stærkere økonomisk og får bedre talentudvikling
Vi priser ofte Brasilien for landets mange dygtige unge fodboldspillere, men det bliver bedre i de kommende år. Meget af Brasiliens succes har handlet om rå tal, de mange spillere, der kommer gennem systemet, og som gør landet i stand til altid at stille nogle af verdens stærkeste ungdomslandshold. I de kommende år bliver de brasilianske klubber mere professionelle i deres ungdomsarbejde, fordi landet bliver økonomisk stærkere og mere struktureret, og når vi så kobler de mange dygtige, engagerede teenagere med stort talent til udviklingsarbejde i topklasse, kommer Brasilien til at uddanne endnu flere dygtige spillere, der kommer til at spille på stærkere hjemlige klubhold som unge, end de nuværende brasilianske landsholdsspillere har gjort det.

4) Brasiliens fodboldforbund bliver mere professionelt og er et af verdens rigeste
I forlængelse af punkt 3 bliver det brasilianske forbund, der styrer landsholdene, også dygtigere i de kommende år. Indtil for nylig var forbundet ledet af Ricardo Teixeira, svigersøn (nu tidligere efter en skilsmisse) til den tidligere FIFA-præsident Joao Havelange og en mand, der for ofte gik op i vennetjenester og vendettaer.

Der er bestemt et stykke vej endnu, før det brasilianske forbund er lige så dygtigt og effektivt som eksempelvis det tyske eller hollandske, men også denne professionalisering vil i sidste ende hjælpe O Seleção Brasileira.

5) Alle kampe herefter vil føles lette i forhold til 1-7 i Belo Horizonte
Vi havde før VM skrevet meget om, at Brasiliens landshold ville føle et enormt pres ved at spille VM på hjemmebane. De brasilianske spillere veg udenom og talte om, at det var en ære at spille VM i hjemlandet, men ærlig talt: Brasilien havde haft bedre muligheder, hvis VM var blevet spillet i USA eller Frankrig.

Presset gik dem på, og holdet og træneren blev tilsyneladende selv grebet af Neymar-afmagt efter Colombia-sejren. 1994-guldvinderen Mauro Silva har fortalt om, at det var meget lettere for det brasilianske landshold dengang at koncentrere sig og spille frit, da man slap væk fra træningslejren hjemme i Brasilien, og alene det at næste VM bliver i sterile rammer i Rusland vil gøre det lettere for brasilianerne.

Forestil dig du er Neymar - og Fred

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog går i hovederne på aftenens hovedpersoner i Belo Horizonte.

Forestil dig, at du er Fred.

Du ligger i sengen på Hotel Ouro Minas. Der er fire km over til Estadio Mineirão, det var her du scorede mod Uruguay i semifinalen i Confederations Cup for et år siden.

At score mål i Belo Horizonte er ikke noget nyt for dig, du spillede for to af byens største klubber America og Cruzeiro og er fra delstaten, så hvis der er noget sted i Brasilien, du burde have folket med dig, er det her. Du er endda født i Minas Gerais-regionen, godt nok 500 km nordpå ude på bøhlandet i Teofilo Otoni, så her skal de da være med dig?

Holdkammeraterne bakker op om dig, det samme gør træneren, det siger de i hvert fald. Men mener de det inderst inde? Hvorfor var det, de blev så sure over at miste Diego Costa til Spanien, når de nu havde dig?

Kritikerne peger på, at du ikke løber nok, at du kun har afsluttet 11 gange i turneringen, at du er totalt uskarp. Men det er jo din rolle på landsholdet, tænker du indigneret, men du kan heller ikke slippe den irriterende tanke, at det hele var anderledes for et år siden, hvor du var topscorer i Confederations Cup, før alle de irriterende skader, der også ødelagde dit år nede i Rio De Janeiro hos Fluminense. Men i dag skal du vise dig, for ude på bænken sidder Jo, og selvom han ikke er skarp, så ligger hans hjemmekampe i Belo Horizonte ikke ni år tilbage – han spiller der lige nu for Atletico Mineiro.

Forestil dig, du er Miroslav Klose.

Du ville så gerne have scoret mod Frankrig, men når det nu skal være, er Brasilien da så passende, som det overhovedet kan blive. Ronaldo startede sin karriere på det stadion, du skal spille på om få timer, så hvor vildt ville det ikke være at lave dit 16. mål ved en VM-slutrunde på netop det her stadion mod Brasilien?

Du siger, at holdet er det vigtigste, og det mener du ærligt, for sådan har du altid været. Men du elsker også at score mål, og får du chancen, så trykker du af. Brasilien spiller uden Thiago Silva, og David Luiz og ham Dante, de to kan du godt snyde. Skidt med, at saltomortalen måske ikke sidder i skabet som for 12 år siden. Det her er også hævn for VM-finalen i 2002. De unge på holdet forstår det nok ikke helt, men det gør du. Det er helt vildt, at du nu er med i din fjerde VM-semifinale på 12 år, og den her gang skal brasserne (og Ronaldo) have!

Forestil dig, at du er Neymar.

Da Brasilien fik tildelt VM i 2007, var du en splejset 15-årig på Santos' akademi. Du var lidt for glad for burgere og pommes frites, selvom trænerne i Santos var ved at have vænnet dig af med uvanen, det var før du havde råd til at få smarte frisurer hver anden uge, før teenagepiger fra São Paulo til Shanghai faldt i svime over dig og du havde 12,5 millioner følgere på Twitter.

Men allerede dengang vidste du, at du ville spille VM-finale for Brasilien på Maracanã. Tænk at være så heldig at være i den generation, der kunne hævne Maracanazo.

Men nu er drømmen ødelagt sammen med den knækkede tap i en af dine ryghvirvler. Det gør så djævlens ondt, at du har svært ved at sove, og du er så forbandet irriteret over situationen og på ham Zuniga fra Colombia, der bragede ind i dig med sit knæ.

Men der er ingenting at gøre, selvom journalister over hele verden har skrevet tusindvis af sider og talt mere om dig end den lurende krig mellem Israel og Hamas-regeringen i Gaza. Nu skal dine holdkammerater klare den, og selvom du smiler og er optimistisk ved du, det er noget lort, for træneren har lagt al jeres spil an på dig. Du føler, at det er dit ansvar, selvom alle siger til dig, at du ikke kunne gøre for det knæ, og den rationelle del af dig ved, at det er rigtigt. Men det rationelle er ikke lige i centrum, når nu du skulle have vundet VM-finalen på Maracanã på søndag og i stedet skal frygte, at tyskerne slår dit hold ud.

Forestil dig, at du er Joachim Löw.

Du kan godt huske det billede, Elf Freunde havde lavet i artiklen om dig før VM. Hvor de havde photoshoppet Beckenbauer, Herberger og de andre titel-vindere i lystfisker-tøj med store fisk og endnu større smil, mens du stod lidt derfra og stadig havde snøren i vandet.

Du skal til at holde det afsluttende taktikmøde, bare en genopfriskning af det, I allerede har gennemgået i detaljer i går aftes.

At Brasilien skal spille uden Neymar er ok, men du ved godt, at Scolari er en dygtig træner, der kan sætte både taktikken og sine spillere op. Du frygter faktisk lidt, at hjemmeholdet har så megen energi med et vredt Brasilien i ryggen, at dit hold bliver mast i den indledende fase. Forsvaret var jo ikke ligefrem uovervindeligt mod Ghana og Algeriet, men det hjælper, at Philipp Lahm er dernede igen.

Du er mere tilfreds med, at Thiago Silva ikke er med. Han har været god, og han er den fødte leder, der dirigerer med sin defensiv, og som laver de mest umulige sidsteøjebliks-redninger, når det brænder på. Du er fristet til igen at spille med Miroslav Klose, det fungerede fint mod Frankrig, og han er motiveret til fingerspidserne for at score sit mål og blive en VM-legende. Det er også fristende at smide Schürrle ind for Özil. Han er hurtigere, mere arbejdsom, og Mesut kan blive kyst mod et toptændt brasiliansk hold. Det er nu, du skal tage den endelige beslutning. Hvad gør du?

Forestil dig, at du er David Luiz.

Du sidder i bussen på vej til stadion, og det er vildt at se alle de mennesker, der står langs vejen for at ønske dig og holdet god kamp. God kamp er nok så meget sagt – I skal vinde!

Du har fået så meget ros fra dine venner, fra journalisterne, fra alle du har mødt i de seneste dage. Måske bortset fra træner Scolari, der er meget koncentreret om Tyskland-kampen. Og det er da klart. Du bragede bolden ind på frispark, så colombianerne ikke fik færten af noget i Fortaleza i fredags, du scorede målet mod Chile og Brasiliens første spark i straffesparkkonkurrencen, og nu er du oven i købet anfører, fordi Thiago Silva har karantæne. Jo, brasilianerne er ved at tage dig til sig, og det sker ikke så let, for du tog allerede til Europa som 19-årig, og i Brasilien skal der ikke megen modgang til på banen, før fansene kalder dig lejesvend.

Thiago er din ven. Han betyder rigtig meget, både på landsholdet, hvor han og Scolari tænker fodbold på samme måde, og det er Thiago, der har fået dig til Paris, fordi han gerne vil spille sammen med dig i stedet for med Alex, der er taget til Italien for at spille for Thiagos gamle klub AC Milan.

Men det var jo meningen, I skulle spille sammen, og hvor havde det været dejligt, hvis FIFA havde ombesluttet sig på Thiagos karantæne, selvom du godt vidste, at det var rent skuespil i forsøget på at malke FIFA efter Neymars skade.

Nu er det dig, Brasiliens håb hænger på. Du skal have styr på de her tyskere, og du ved godt, det ikke er let, det har du oplevet med Chelsea mod de tyske klubber.

Du er egentlig den glade dreng, ham der er med til at skabe en god stemning i truppen, og det er dine holdkammerater og træneren glad for. Men i dag er det dig, der skal holde styr på alle mand, og det gør dig lidt usikker. Det er jo Thiagos opgave, og den opgave plejer han at være god til. Han er en hård fyr, langt hårdere end dig. Og hvorfor var det egentlig, at ham portugiseren i London begyndte at bruge dig på den defensive midtbane? Synes han virkelig, at ham den kedelige, tunge englænder Cahill var bedre i forsvaret end dig? Han var jo helt væk. Men så igen, Mourinho var jo den første, der så at Iker Casillas var på vej ned i Real Madrid og tog konsekvensen.

Nej det ville være federe, hvis Thiago var med. Du er mere forsigtig, når du spiller for Brasilien, men det hele er bare mere trygt, når han spiller.

Forestil dig, at du er Luiz Gustavo.

Du løber og varmer op. Nede i den modsatte ende løber Bastian, Philipp og Manuel også og gør sig klar. Du vil hilse på dem før kampen, de vil hilse på dig, for I havde det godt sammen i Bayern.

Men du har også den her fornemmelse i kroppen. Nu skal jeg vise dem.

Det var bestemt ikke dem, der sorterede dig fra, det var Guardiola, der ville have Lahm og Thiago Alcantara på den centrale midtbane i stedet for dig. Men alligevel. Du skal vise dem, at de tog fejl, at du var og er god nok til en af de største klubber i verden.

Wolfsburg blev nummer fem, og selvom du er topprofessionel og aldrig kunne drømme om andet end at spille dit allerbedste, så er den lille bilby oppe i det nordlige Tyskland bare ikke der, du ville være som 26-årig. Du er en af verdens bedste spillere på din plads, du spiller VM på hjemmebane, din store drøm siden du hjemme i Pindamonhangaba så Selecao vinde VM i 1994 og 2002 sammen med dine brødre og din far og mor.

Din mor er her ikke længere, det har hun ikke været i ti år, men du ved i dit hjerte, at hun sidder deroppe og følger med og er så stolt så stolt. Du har sørget for at din familie for altid har det, den har brug for, men du vil vinde, du kan ikke forestille dig andet, og nu skal de prøjsere sgu ned med nakken.

Forestil dig, at du er Luis Felipe Scolari.

Du står og kigger på opvarmningen. Skeler ned til tyskerne. Det er sjovt med ham Klose, han var også med, da du sidst slog Tyskland. Det her er på mange måder den perfekte opgave for dig. Du vandt godt nok VM i 2002 med en finalesejr over Tyskland med Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho som superstjerner, men at stå i spidsen for Brasilien i en VM-semifinale i Belo Horizonte, det er alligevel vildt.

Du var træner her i byen for Cruzeiro, før de i 2001 desperat ringede til dig og bad dig redde landsholdet, der nær ikke kvalificerede sig til VM i Japan og Sydkorea. Det var cirka det samme, der skete i november 2012, hvor de hev dig ind fra Palmeiras nede i Sao Paulo for at afløse Mario Menezes. Han er nede fra Rio Grande do Sul ligesom dig, men hold da op, hvor havde han bare ikke formatet eller ideerne til at vinde et VM.

Uden Neymar minder det her hold dig om Gremio og Palmeiras. Selvfølgelig er det en kæmpe bét at miste knægten fra Santos, du havde bygget jeres angrebsspil op omkring ham. Men nu kan I gå ud og spille med hjertet, brage igennem i tacklingerne og få genoplivet Hulk og Fred, som du stadig har fidus til. Der var jo for pokker en grund til, at Fred ikke så godt ud, når han hele tiden skulle sætte Neymar i scene og aldrig anede, hvornår holdkammeraterne havde lyst til at give ham bolden.

Du har slået de her tyskere før, og du har planen klar, for det tyske hold og træneren henne på den tyske bænk kan godt rystes.

Dagens links:

Ann Coulter er bare herlig i sin foragt for VM.

Statistik, økonomi, forudsigelser om VM. Spændende site med gode skribenter.

Pages