troelsb's blog

Superligaens bedste hold bor i Aalborg og Herning

De to københavnerklubber får det ikke så nemt, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

Glæder du dig over, at de gode, gamle dage fra før 2006 er tilbage? Hvor vi kunne regne med, at FC København og Brøndby IF sæson efter sæson kæmpede om guld og sølv og havde de bedste spillere i Superligaen? Som foråret og sommeren har formet sig, er FC København med indkøb for 60 millioner kroner tilbage som titelfavorit, mens Brøndby IF har skabt stor begejstring med en kontrakt til gode, gamle Johan Elmander. Nu mangler vi bare Daniel Agger og Morten Skoubo, så dufter her igen af 2005-guld.

Jeg havde ventet, at vi allerede nu skulle sætte cirkler om derby-datoerne i forventning om, at det danske mesterskab i maj 2015 ville blive afgjort i de tre kampe. Ikke så meget på grund af FC Københavns og Brøndby IF's oprustning, men fordi jeg forventede, at AaB og FC Midtjylland - europæiske kvalkampe eller ej - skulle sælge revl og krat.

Men så nemt tror jeg ikke, de to københavnerklubber får det, for sidste sæsons to mest interessante hold AaB og FC Midtjylland bider fra sig med en aggressivitet, som jeg ikke have forventet.

I AaB har de som ventet solgt Kasper Kusk af nød, fordi han havde en frikøbsklausul i sin kontrakt, men nordjyderne har også hentet Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius tilbage. I Herning/ Ikast lød det som om, at man kunne køre forbi træningsanlægget med en pose kontanter og tage den spiller med, som man havde lyst til, men i stedet har en engelsk milliardær med forretningssans - og penge at brænde af på fodbold - købt klubben, aflyst et Erik Sviatchenko-salg til Østerbro og hentet en finsk landsholdsspiller, samtidig med at der tilsyneladende er flere nye spillere på vej.

I Aalborg håber de på at hente 75 millioner kroner i ny kapital, FC Midtjylland fik i første omgang 68 millioner og kan givetvis få mere med et telefonopkald til London, og det er værd at bide mærke i, at FCK og Brøndby i 2014 har fået afvist tilbud på AaB's og FC Midtjyllands største profiler.

Jeg ser endnu en god grund til, at københavnerklubberne ikke automatisk sætter sig på guld og sølv, og det er at FC Midtjylland og især AaB er mere sammenspillede og stærkere kollektivt end FC København og Brøndby IF.

FCK er lovligt undskyldt med den massive og nødvendige udskiftning i truppen, og set herfra har København hentet brikkerne til et meget stærkt hold i 2015, selvom vi har sagt det samme et par gange siden 2011 for siden at blive slemt skuffet på banen.

Brøndby-fans er forståeligt nok glade for at have fået Elmander og en interessant stopper i Frederik Semb Berge, der bestemt ikke har været billig. Men man bliver ikke bare et mesterhold over night. FC København havde en dårlig sæson i 13/ 14 og i 11/ 12, men i klubben og dens stab bor stadig noget viden og nogle vaner om at træne rigtigt og at vinde, som ikke er sådan at viske ud efter et årti med store succeser.

Skal AaB og FC Midtjylland i europæiske gruppespil, får de to københavner-klubber gavn af en bredere trup, men ellers er der intet til hinder for i hvertfald i efteråret, at AaB og FC Midtjylland ligger helt fremme. Deres hold har spillet sammen i flere år, og det giver dem en markant fordel.

Oprykkeren Hobro må komme med energi og begejstring som sjældent set før i Superligaen, så jeg kan sagtens se dem ligge fornuftigt indtil midt i efteråret. Men hvis Viborg FF sidste år spillede på et skrabet budget, skal vi tilbage til HB Køges første oprykning som HB Køge, ja nok nærmere tilbage til årene omkring årtusindskiftet med B93 og Aarhus Fremad for at finde så små hold i Superligaen. Der er masser af gode spillere i divisionerne og uden kontrakt, så afskriv ikke Hobro endnu. Men det vil være en præstation på linje med Aarhus Fremads i 1998 at overleve i Superligaen. Silkeborg har en god ide om, hvordan holdet vil spille fodbold, ingen vil tage den relativt navnløse trup specielt seriøst, og hvis jeg var FC Vestsjælland og SønderjyskE - ja også OB, som kan få en ny, svær sæson - ville jeg tage Jesper Sørensens oprykkere meget alvorligt.

Van Gaal har ret: Længe leve Barca, Northampton og Huracan

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Denne sidste blog ser på, hvor finale-spillerne kommer fra.

Jeg er fuldstændig enig med Louis van Gaal.

Bronzekampe er noget pjat, placeringskampe hører hjemme i turneringer, hvor man skal kvalificere sig til noget bedre, og i inferiøre sportsgrene. Ingen nævnt, ingen glemt.

Derfor har jeg droppet min plan om at beskrive far-søn forholdet mellem Davey og Danny og går direkte til søndagens finale.

Hvor bliver det stort.

Tyskerne er det bedste kollektiv ved VM, efter at Lahm røg på højre back og der blev plads til Klose og Khedira.

Argentina har med Martin Demichelis – af alle spillere?! - i startopstillingen fået det bedste forsvar, og i min bog skal Lionel Messi gøre meget galt i anden halvdel af sin karriere, hvis han vinder en VM-finale på Maracanã og IKKE om fem-ti år bliver tredje hjul i den evige Maradona-Pelé debat.

Det er nogle gode spillere vænnet til topfodbold, vi skal se. Seks af de otte kvartfinalister i Champions League (PSG, FC Barcelona, Real Madrid, Dortmund, Chelsea, Bayern) er repræsenteret i VM-finalen.

Men på sådan en dag, hvor kloden samles om at se verdens dygtigste fodboldspillere på tv-billeder fra Rio De Janiero, synes jeg også, at det er værd at huske på spillernes baggrund.

For med mindre man er Lionel Messi og blev hentet til FC Barcelona som 12-årig, er mange af spillerne i de to VM-trupper begyndt i lokale klubber, der aldrig kommer i spil til nationale mesterskaber, Champions League eller Copa Libertadores.

Jeg har set på, hvor de 46 spillere spillede deres første seniorkamp. Vi havde fået endnu større spredning ved at se på ungdomsklubber, men dem har mange af spillerne haft flere af, for eksempel kom Lionel Messi til FC Barcelona fra Newell's Old Boys, mens Bayern München fandt Toni Kroos oppe i Rostock.

Så for overblikkets skyld har jeg valgt den klub, hvor spilleren først spillede seniorfodbold, uanset om han fik 1 eller 150 kampe der, før han tog videre i karrieren.

I toppen ligger tre storklubber, vi kender godt. Bayern München og Schalke 04 har i mange år gjort det godt på rekrutteringen af unge spillere – det har Schalke 04 været førende på i Ruhr i mange år, selvom Borussia Dortmund har prydet sig i ungdommens fejr i de seneste år.

River Plate med fire mand er også en magtfaktor, selvom storheden trods et nyligt argentinsk mesterskab nok ligger ti år tilbage, før dårlig økonomi og uansvarlig ledelse ødelagde Argentinas største (eller næststørste, Boca-fans?) fodboldhold. 36 argentinske mesterskaber og to Copa Libertadores-sejre vinder om et storhold.

FC Københavns nye argentiner Franco Mussis er fra provinsbyen La Plata, som ligger et par timers kørsel syd for Buenos Aires, men han kom fra byens lille klub Gimnasia. Det er Estudiantes, der er det store foretagende, og som har formet Carlos Bilardos og Juan Sebastian Verons karrierer. Det er også her, Diego Simeone lærte en del af sit trænerhåndværk, så at den klub har tre argentinske forsvarsspillere i sit navn i finaletruppen er ikke nogen voldsom overraskelse, omend La Plata (100.000 færre indbyggere end Göteborg) i Danmark nok ikke klinger lige så meget af fodbold som München, Gelsenkirchen og Buenos Aries. Men det gør det for Alejandro Sabella, der havde Estudiantes som sit første cheftrænerjob fra 2009 til 2011.

Men herefter begynder listen at byde på mindre kendte klubber.

Kasper Hjulmands Mainz 05 har to mand, det samme har den lille Buenos Aires-klub Huracan fra næstbedste række, og Pave Frans' hold San Lorenzo de Almagro har såmænd også to spillere.

Den stærke Inter-stopper Hugo Campagnaro startede sit fodboldliv med fire sæsoner i den lille Buenos Aires-klub Deportivo Morón, der spiller i tredjebedste række, og det samme gør Estudiantes de Buenos Aires, hvor Ezequiel Lavezzi begyndte sit fodboldliv.

De tyske spillere kan også være med. Kevin Grosskreutz blev i teenageårene sorteret fra i Dortmund og spillede tre år for Rot Weiss Ahlen, som han nåede at rykke op i 2. Bundesliga for seks år siden. De spiller i dag i Oberliga Westfalen, som ligger på femtehøjeste niveau.

FC Homburg, hvor alle tiders mest scorende slutrunde-spiller Miroslav Klose begyndte, spiller i fjerdebedste række, og Tysklands reservekeeper Ron-Robert Zieler begyndte såmænd i League One for Northampton Town, hvor han tabte 2-0 til Wallsall og spillede 1-1 med Brighton Hove&Albion, før han vendte tilbage til Manchester United.

Pointen er vel, at vi alle sammen skal begynde et sted. Og hvis de store klubber og landshold en gang får nok af FIFA og pøblen og vil danne deres eget system, så gør de klogt i stadig at bevare en forbindelse til resten af fodboldverdenen, for det ser ikke ud til, at den kan undværes.

Argentina

Sergio Romero – Racing Club / AS Monaco
Agustin Orion – San Lorenzo / Boca Juniors
Mariano Andujar – Huracan / Catania

Forsvar
Ezequiel Garay – Newell's Old Boys / Zenit
Hugo Campagnaro – Deportivo Moron / Inter
Pablo Zabaleta – San Lorenzo / Manchester City
Martin Demichelis – River Plate / Manchester City
Marcos Rojo – Estudiantes La Plata / Sporting Clube
Federico Fernandez - Estudiantes La Plata / Napoli
Jose Maria Bastanta - Estudiantes La Plata / Monterrey

Midtbane
Fernando Gago – Boca Juniors / Boca Juniors
Lucas Biglia – Argentinos Juniors / Lazio
Angel Di Maria – Rosario Central / Real Madrid
Enzo Perez – Godoy Cruz / Benfica
Maxi Rodriguez - Newell's Old Boys / Newell's Old Boys
Augusto Fernandez – River Plate / Celta Vigo
Javier Mascherano - River Plate / FC Barcelona
Ricardo Alvarez – Velez Sarsfield /Inter

Angreb
Gonzalo Higuain - River Plate / Napoli
Lionel Messi – FC Barcelona / FC Barcelona
Rodrigo Palacio – Huracan / Inter
Sergio Agüero – Independiente / Manchester City
Ezequiel Lavezzi – Estudiantes Buenos Aires / Paris Saint-Germain

Tyskland

Målmænd
Manuel Neuer – Schalke 04 / Bayern München
Ron-Robert Zieler – Northampton Town / Hannover 96
Roman Weidefeller – Kaiserslautern / Borussia Dortmund

Forsvar
Kevin Grosskreutz – Rot-Weiss Ahlen / Borussia Dortmund
Matthias Ginter – Freiburg / Freiburg
Benedikt Höwedes – Schalke 04 / Schalke 04
Mats Hummels – Bayern München / Borussia Dortmund
Erik Durm – Mainz / Borussia Dortmund
Philipp Lahm – Bayern München / Bayern München
Per Mertesecker – Hannover 96 / Arsenal
Jerome Boateng – Hertha Berlin / Bayern München
Shkodran Mustafi – Sampdoria / Sampdoria

Midtbane

Sami Khedira – Stuttgart / Real Madrid
Bastian Schweinsteiger – Bayern München / Bayern München
Mesut Özil – Schalke 04 / Arsenal
André Schürrle – Mainz / Chelsea
Lukas Podolski – FC Køln / Arsenal
Thomas Müller – Bayern München / Bayern München
Julian Draxler – Schalke 04 / Schalke 04
Toni Kroos – Bayern München / Bayern München
Christoph Kramer – VfL Bochum / Borussia Mönchengladbach

Angreb

Miroslav Klose – FC Homburg / Lazio
Mario Götze – Borussia Dortmund / Bayern München

Fem grunde til en lys fodboldfremtid for Brasilien

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog handler om, hvordan Brasilien kommer videre fra 1-7 nederlaget til Tyskland.

Det må være barske løjer at vågne op her til morgen brasiliansk tid, hvis du spiller for Luis Felipe Scolaris landshold – eller blot er fodboldinteresseret med Brasilien i hjertet.

Fordømmelserne og de kritiske analyser skyller ind over det brasilianske landshold, og det med god grund efter et 1-7 nederlag, der må matche og sagtens kan tænkes at overgå Maracanazo i det fodboldgale lands fodboldhistorie.

Jeg var på EB-tv her til morgen og havde en fin snak med Stig Tøfting og Sebastian Kjeldtoft om grundene til Brasiliens kollaps og Tysklands forrygende spil, men i stedet for at stikke yderligere til brasilianerne (og dog, hvor var deres hoveder henne, hvorfor bruge alle kræfterne på Neymar og ankomme til stadion med en Forca Neymar-kasket, Scolari, og kan det virkelig passe, at Thiago Silva skal holde en defensiv til adskillige hundrede millioner kroner i transferværdi i hånden for at den kan forsvare bedre en et bagstivt Serie 6-hold?), vil jeg se på, hvad der kan give Brasiliens landshold og fodboldspil håb om en lysere fodboldfremtid.

1) Landet har faktisk fine defensive spillere
Man tror, at det er løgn efter tirsdagens ydmygelse, men Brasilien har en række dygtige defensive spillere, der også er gode om to og for så vidt også fire år, hvor der er VM i Rusland.

Thiago Silvas stjerne må vel stå endnu højere efter i går, for han kombinerer fysik, spilintelligens og hårdhed med gode lederegenskaber inde på banen. Han er 29 år, slog først sent igennem på topplan og kan sagtens spille på højeste niveau i fire år til. Tro mig, ham kunne de tre tilbageværende hold ved VM sagtens bruge i startopstillingen lige nu.

Brasserne råd også over Luiz Gustavo på den defensive midtbane, som bærer en stor del af ansvaret for nedturen i går, men som også blev svigtet på det groveste af David Luiz, der bogstavelig talt sejlede rundt på banen, og Fernandinho, der er en central midtbanespiller af høj karat men som også brændte helt sammen i aftes.

Selvom han er 29 år, bør Filipe Luis fra Atletico Madrid være en overvejelse på venstre back, han er påpasselig, fysisk fremragende og giver sin midtbane fin støtte. Det var en fejl ikke at have ham med denne gang, ligesom Miranda også savnes efter en fin sæson i Madrid-klubben.

Brasserne har også en fin ung midtstopper på vej i Thiago Silvas 20-årige holdkammerat Marquinhos, som Silva må være fristet til at anbefale som makker i den kommende sæson i stedet for dyrt indkøbte David Luiz.

2) Neymar er også god om otte år
Hvis Brasilien får defineret det offensive spil bredere end at give bolden til Neymar, dur de offensive midtbanespillere stadigvæk. Oscar, Willian, Bernard og den vragede Lucas Moura kan godt spille fodbold, også selvom det ikke så sådan ud i aftes.

Og Neymar vil også blive bedre i de næste sæsoner, så værre er situationen ikke på den del af banen.

3) Brasilien bliver stærkere økonomisk og får bedre talentudvikling
Vi priser ofte Brasilien for landets mange dygtige unge fodboldspillere, men det bliver bedre i de kommende år. Meget af Brasiliens succes har handlet om rå tal, de mange spillere, der kommer gennem systemet, og som gør landet i stand til altid at stille nogle af verdens stærkeste ungdomslandshold. I de kommende år bliver de brasilianske klubber mere professionelle i deres ungdomsarbejde, fordi landet bliver økonomisk stærkere og mere struktureret, og når vi så kobler de mange dygtige, engagerede teenagere med stort talent til udviklingsarbejde i topklasse, kommer Brasilien til at uddanne endnu flere dygtige spillere, der kommer til at spille på stærkere hjemlige klubhold som unge, end de nuværende brasilianske landsholdsspillere har gjort det.

4) Brasiliens fodboldforbund bliver mere professionelt og er et af verdens rigeste
I forlængelse af punkt 3 bliver det brasilianske forbund, der styrer landsholdene, også dygtigere i de kommende år. Indtil for nylig var forbundet ledet af Ricardo Teixeira, svigersøn (nu tidligere efter en skilsmisse) til den tidligere FIFA-præsident Joao Havelange og en mand, der for ofte gik op i vennetjenester og vendettaer.

Der er bestemt et stykke vej endnu, før det brasilianske forbund er lige så dygtigt og effektivt som eksempelvis det tyske eller hollandske, men også denne professionalisering vil i sidste ende hjælpe O Seleção Brasileira.

5) Alle kampe herefter vil føles lette i forhold til 1-7 i Belo Horizonte
Vi havde før VM skrevet meget om, at Brasiliens landshold ville føle et enormt pres ved at spille VM på hjemmebane. De brasilianske spillere veg udenom og talte om, at det var en ære at spille VM i hjemlandet, men ærlig talt: Brasilien havde haft bedre muligheder, hvis VM var blevet spillet i USA eller Frankrig.

Presset gik dem på, og holdet og træneren blev tilsyneladende selv grebet af Neymar-afmagt efter Colombia-sejren. 1994-guldvinderen Mauro Silva har fortalt om, at det var meget lettere for det brasilianske landshold dengang at koncentrere sig og spille frit, da man slap væk fra træningslejren hjemme i Brasilien, og alene det at næste VM bliver i sterile rammer i Rusland vil gøre det lettere for brasilianerne.

Forestil dig du er Neymar - og Fred

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog går i hovederne på aftenens hovedpersoner i Belo Horizonte.

Forestil dig, at du er Fred.

Du ligger i sengen på Hotel Ouro Minas. Der er fire km over til Estadio Mineirão, det var her du scorede mod Uruguay i semifinalen i Confederations Cup for et år siden.

At score mål i Belo Horizonte er ikke noget nyt for dig, du spillede for to af byens største klubber America og Cruzeiro og er fra delstaten, så hvis der er noget sted i Brasilien, du burde have folket med dig, er det her. Du er endda født i Minas Gerais-regionen, godt nok 500 km nordpå ude på bøhlandet i Teofilo Otoni, så her skal de da være med dig?

Holdkammeraterne bakker op om dig, det samme gør træneren, det siger de i hvert fald. Men mener de det inderst inde? Hvorfor var det, de blev så sure over at miste Diego Costa til Spanien, når de nu havde dig?

Kritikerne peger på, at du ikke løber nok, at du kun har afsluttet 11 gange i turneringen, at du er totalt uskarp. Men det er jo din rolle på landsholdet, tænker du indigneret, men du kan heller ikke slippe den irriterende tanke, at det hele var anderledes for et år siden, hvor du var topscorer i Confederations Cup, før alle de irriterende skader, der også ødelagde dit år nede i Rio De Janeiro hos Fluminense. Men i dag skal du vise dig, for ude på bænken sidder Jo, og selvom han ikke er skarp, så ligger hans hjemmekampe i Belo Horizonte ikke ni år tilbage – han spiller der lige nu for Atletico Mineiro.

Forestil dig, du er Miroslav Klose.

Du ville så gerne have scoret mod Frankrig, men når det nu skal være, er Brasilien da så passende, som det overhovedet kan blive. Ronaldo startede sin karriere på det stadion, du skal spille på om få timer, så hvor vildt ville det ikke være at lave dit 16. mål ved en VM-slutrunde på netop det her stadion mod Brasilien?

Du siger, at holdet er det vigtigste, og det mener du ærligt, for sådan har du altid været. Men du elsker også at score mål, og får du chancen, så trykker du af. Brasilien spiller uden Thiago Silva, og David Luiz og ham Dante, de to kan du godt snyde. Skidt med, at saltomortalen måske ikke sidder i skabet som for 12 år siden. Det her er også hævn for VM-finalen i 2002. De unge på holdet forstår det nok ikke helt, men det gør du. Det er helt vildt, at du nu er med i din fjerde VM-semifinale på 12 år, og den her gang skal brasserne (og Ronaldo) have!

Forestil dig, at du er Neymar.

Da Brasilien fik tildelt VM i 2007, var du en splejset 15-årig på Santos' akademi. Du var lidt for glad for burgere og pommes frites, selvom trænerne i Santos var ved at have vænnet dig af med uvanen, det var før du havde råd til at få smarte frisurer hver anden uge, før teenagepiger fra São Paulo til Shanghai faldt i svime over dig og du havde 12,5 millioner følgere på Twitter.

Men allerede dengang vidste du, at du ville spille VM-finale for Brasilien på Maracanã. Tænk at være så heldig at være i den generation, der kunne hævne Maracanazo.

Men nu er drømmen ødelagt sammen med den knækkede tap i en af dine ryghvirvler. Det gør så djævlens ondt, at du har svært ved at sove, og du er så forbandet irriteret over situationen og på ham Zuniga fra Colombia, der bragede ind i dig med sit knæ.

Men der er ingenting at gøre, selvom journalister over hele verden har skrevet tusindvis af sider og talt mere om dig end den lurende krig mellem Israel og Hamas-regeringen i Gaza. Nu skal dine holdkammerater klare den, og selvom du smiler og er optimistisk ved du, det er noget lort, for træneren har lagt al jeres spil an på dig. Du føler, at det er dit ansvar, selvom alle siger til dig, at du ikke kunne gøre for det knæ, og den rationelle del af dig ved, at det er rigtigt. Men det rationelle er ikke lige i centrum, når nu du skulle have vundet VM-finalen på Maracanã på søndag og i stedet skal frygte, at tyskerne slår dit hold ud.

Forestil dig, at du er Joachim Löw.

Du kan godt huske det billede, Elf Freunde havde lavet i artiklen om dig før VM. Hvor de havde photoshoppet Beckenbauer, Herberger og de andre titel-vindere i lystfisker-tøj med store fisk og endnu større smil, mens du stod lidt derfra og stadig havde snøren i vandet.

Du skal til at holde det afsluttende taktikmøde, bare en genopfriskning af det, I allerede har gennemgået i detaljer i går aftes.

At Brasilien skal spille uden Neymar er ok, men du ved godt, at Scolari er en dygtig træner, der kan sætte både taktikken og sine spillere op. Du frygter faktisk lidt, at hjemmeholdet har så megen energi med et vredt Brasilien i ryggen, at dit hold bliver mast i den indledende fase. Forsvaret var jo ikke ligefrem uovervindeligt mod Ghana og Algeriet, men det hjælper, at Philipp Lahm er dernede igen.

Du er mere tilfreds med, at Thiago Silva ikke er med. Han har været god, og han er den fødte leder, der dirigerer med sin defensiv, og som laver de mest umulige sidsteøjebliks-redninger, når det brænder på. Du er fristet til igen at spille med Miroslav Klose, det fungerede fint mod Frankrig, og han er motiveret til fingerspidserne for at score sit mål og blive en VM-legende. Det er også fristende at smide Schürrle ind for Özil. Han er hurtigere, mere arbejdsom, og Mesut kan blive kyst mod et toptændt brasiliansk hold. Det er nu, du skal tage den endelige beslutning. Hvad gør du?

Forestil dig, at du er David Luiz.

Du sidder i bussen på vej til stadion, og det er vildt at se alle de mennesker, der står langs vejen for at ønske dig og holdet god kamp. God kamp er nok så meget sagt – I skal vinde!

Du har fået så meget ros fra dine venner, fra journalisterne, fra alle du har mødt i de seneste dage. Måske bortset fra træner Scolari, der er meget koncentreret om Tyskland-kampen. Og det er da klart. Du bragede bolden ind på frispark, så colombianerne ikke fik færten af noget i Fortaleza i fredags, du scorede målet mod Chile og Brasiliens første spark i straffesparkkonkurrencen, og nu er du oven i købet anfører, fordi Thiago Silva har karantæne. Jo, brasilianerne er ved at tage dig til sig, og det sker ikke så let, for du tog allerede til Europa som 19-årig, og i Brasilien skal der ikke megen modgang til på banen, før fansene kalder dig lejesvend.

Thiago er din ven. Han betyder rigtig meget, både på landsholdet, hvor han og Scolari tænker fodbold på samme måde, og det er Thiago, der har fået dig til Paris, fordi han gerne vil spille sammen med dig i stedet for med Alex, der er taget til Italien for at spille for Thiagos gamle klub AC Milan.

Men det var jo meningen, I skulle spille sammen, og hvor havde det været dejligt, hvis FIFA havde ombesluttet sig på Thiagos karantæne, selvom du godt vidste, at det var rent skuespil i forsøget på at malke FIFA efter Neymars skade.

Nu er det dig, Brasiliens håb hænger på. Du skal have styr på de her tyskere, og du ved godt, det ikke er let, det har du oplevet med Chelsea mod de tyske klubber.

Du er egentlig den glade dreng, ham der er med til at skabe en god stemning i truppen, og det er dine holdkammerater og træneren glad for. Men i dag er det dig, der skal holde styr på alle mand, og det gør dig lidt usikker. Det er jo Thiagos opgave, og den opgave plejer han at være god til. Han er en hård fyr, langt hårdere end dig. Og hvorfor var det egentlig, at ham portugiseren i London begyndte at bruge dig på den defensive midtbane? Synes han virkelig, at ham den kedelige, tunge englænder Cahill var bedre i forsvaret end dig? Han var jo helt væk. Men så igen, Mourinho var jo den første, der så at Iker Casillas var på vej ned i Real Madrid og tog konsekvensen.

Nej det ville være federe, hvis Thiago var med. Du er mere forsigtig, når du spiller for Brasilien, men det hele er bare mere trygt, når han spiller.

Forestil dig, at du er Luiz Gustavo.

Du løber og varmer op. Nede i den modsatte ende løber Bastian, Philipp og Manuel også og gør sig klar. Du vil hilse på dem før kampen, de vil hilse på dig, for I havde det godt sammen i Bayern.

Men du har også den her fornemmelse i kroppen. Nu skal jeg vise dem.

Det var bestemt ikke dem, der sorterede dig fra, det var Guardiola, der ville have Lahm og Thiago Alcantara på den centrale midtbane i stedet for dig. Men alligevel. Du skal vise dem, at de tog fejl, at du var og er god nok til en af de største klubber i verden.

Wolfsburg blev nummer fem, og selvom du er topprofessionel og aldrig kunne drømme om andet end at spille dit allerbedste, så er den lille bilby oppe i det nordlige Tyskland bare ikke der, du ville være som 26-årig. Du er en af verdens bedste spillere på din plads, du spiller VM på hjemmebane, din store drøm siden du hjemme i Pindamonhangaba så Selecao vinde VM i 1994 og 2002 sammen med dine brødre og din far og mor.

Din mor er her ikke længere, det har hun ikke været i ti år, men du ved i dit hjerte, at hun sidder deroppe og følger med og er så stolt så stolt. Du har sørget for at din familie for altid har det, den har brug for, men du vil vinde, du kan ikke forestille dig andet, og nu skal de prøjsere sgu ned med nakken.

Forestil dig, at du er Luis Felipe Scolari.

Du står og kigger på opvarmningen. Skeler ned til tyskerne. Det er sjovt med ham Klose, han var også med, da du sidst slog Tyskland. Det her er på mange måder den perfekte opgave for dig. Du vandt godt nok VM i 2002 med en finalesejr over Tyskland med Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho som superstjerner, men at stå i spidsen for Brasilien i en VM-semifinale i Belo Horizonte, det er alligevel vildt.

Du var træner her i byen for Cruzeiro, før de i 2001 desperat ringede til dig og bad dig redde landsholdet, der nær ikke kvalificerede sig til VM i Japan og Sydkorea. Det var cirka det samme, der skete i november 2012, hvor de hev dig ind fra Palmeiras nede i Sao Paulo for at afløse Mario Menezes. Han er nede fra Rio Grande do Sul ligesom dig, men hold da op, hvor havde han bare ikke formatet eller ideerne til at vinde et VM.

Uden Neymar minder det her hold dig om Gremio og Palmeiras. Selvfølgelig er det en kæmpe bét at miste knægten fra Santos, du havde bygget jeres angrebsspil op omkring ham. Men nu kan I gå ud og spille med hjertet, brage igennem i tacklingerne og få genoplivet Hulk og Fred, som du stadig har fidus til. Der var jo for pokker en grund til, at Fred ikke så godt ud, når han hele tiden skulle sætte Neymar i scene og aldrig anede, hvornår holdkammeraterne havde lyst til at give ham bolden.

Du har slået de her tyskere før, og du har planen klar, for det tyske hold og træneren henne på den tyske bænk kan godt rystes.

Dagens links:

Ann Coulter er bare herlig i sin foragt for VM.

Statistik, økonomi, forudsigelser om VM. Spændende site med gode skribenter.

Todo Pasa, Señor Grondona

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog fortæller om chefen for Argentinas fodboldforbund, en mand der slipper afsted med alt.

'Todo Pasa' står der indgraveret på Julio Grondonas ring.

Det er lidt svært at oversætte præcist til dansk (det engelske ”everything goes” er tæt på), men humlen af sloganet og hele Julio Grondonas karriere er, at er man parat til at gå længere end andre, kan man slippe afsted med meget.

Noget Grondona og Argentinas landshold måske ikke slipper fra er det banner, to håndfulde betuttede spillere og nogle bolddrenge poserede med inde på banen før opvarmningskampen mod Slovenien i Buenos Aires for en lille måned siden.

- Las Malvinas son Argentinas (Falklands Øerne er argentinske), stod der, og den politiske besked har FIFA åbnet en disciplinærsag på, som dog næppe giver fodboldforbundet mere end en påtale og en bøde.

Grondona står i spidsen for det argentinske fodboldforbund, der i aften sender sit argentinske landshold på banen som favorit mod Belgien. Han har siddet i sit job i 35 år, og skal vi vinkle hans tid for Argentina positivt, så er der i hvert fald sket en masse i den tid.

Julio Humberto Grondona blev født i 1931 i Buenos Aires hen imod slutningen af Argentinas guldalder. Som 25-årig dannede han og hans bror klubben Arsenal di Sarandi, siden blev Grondona valgt til bestyrelsen i Independiente, men det var valget til formand for det argentinske fodboldforbund i 1979, der kom til at gøre den helt store forskel i Grondonas og argentinsk fodbolds historie.

Det var en hård tid at være argentiner, for militærdiktaturet bortførte, torturerede og myrdede tusindvis af sine egne borgere, og skulle du til tops i samfundet, slap du ikke udenom at have med styret at gøre.

Og Julio Grondona stillede op og præsenterede Argentinas A- og U-landshold for diktatoren Jorge Rafal Videla, en barsk mand der ligesom sine forgængere var med til at gemme flygtede nazister fra 2. verdenskrig.

De argentinske landshold klarede sig flot, vandt VM i 1986 og tabte til Vesttyskland fire år senere, de har vundet masser af ungdoms-VM. I det nye årtusind er økonomien i argentinsk klubfodbold til gengæld kollapset, og det er sket under Julio Grondonas styre og falder tilbage på ham, for intet sker i argentinsk fodbold uden ham.

Det samme gælder i høj grad i FIFA. Her stopper Grondona næste år, og det er mange år for sent, i hvert fald efter en del kritikeres mening, da Grondona har været boss for FIFA's finanskomite i den periode, hvor kollegerne i Brasilien Ricardo Teixeira og Joao Havelange stak mange millioner kroner i lommen i bestikkelse i forbindelse med at FIFA's eksekutivkomite valgte mediepartnere.

Og så er der Grondonas enerådige forhold til magt. Da Englands fodboldforbund før afstemningen om VM-værtskaberne i 2018 og 2022 mødtes med Grondona for at høre, hvad han synes om Englands bud, og hvad FA burde gøre for at lave et godt VM, bad Grondona englænderne om at forære Falklands Øerne tilbage, og det er nok ikke helt umuligt at forestille sig, at banneret til Slovenien-kampen var en skjult, strakt langemand til England efter Sunday Times' seneste afsløringer om VM i Qatar, afsløringer Julio Grondona med sikkerhed ikke har været glad for.

Hvis langemanden fra Argentina til England var skjult i et banner, så faldt Diego Maradonas på tv i forrige uge, og der var ikke brug for langsom gengivelse. Maradona var rasende på Grondona, der havde kaldt Maradona for en ulykkesfugl efter Argentinas 1-0 sejr over Iran, og det ville ”El Diego” ikke finde sig i.

- Det jeg har tjent på at arbejde, det har han fået i FIFA, sagde Maradona med hentydning til de mange korruptionssager, Grondonas navn er dukket op omkring, ligesom Maradona kaldte Grondona for perverteret.

Den argentinske fodboldboss har også problemer med mennesker, der i hans optik ikke er som han selv. Det må i hvert fald være konklusionen efter bemærkninger i et radio-interview i 2003, hvor Grondona sagde, at jøder ikke kan dømme på topplan, fordi hårdt arbejde ikke er noget for dem.

Den melding fik Grondona heldigvis lov at æde igen og undskylde.

I forgårs kom familien Grondona igen i fokus. Denne gang er det sønnen Humberto, som har indrømmet at have videresolgt VM-billetter til 24 kampe.

- Men tror du, at jeg ville gøre mine hænder beskidte for 220 dollars? Sandheden er, at jeg ikke aner, hvor de billetter endte henne, siger Humberto Grondona til den argentinske tv-station TYC Sports.

Problemet er, at Humberto Grondonas navn står på billetterne, og at FIFA har forbudt sine ansatte at sælge VM-billetter. Humberto Grondona er ansat som rådgiver, og sagen kommer på et dumt tidspunkt, for brasiliansk politi har netop afsløret en anden sag, hvor en billethaj, der har boet på FIFA-pingernes VM-base Hotel Copacabana i Rio De Janeiro, har handlet VM-billetter for mange millioner kroner, blandt andet med en FIFA-medarbejders hjælp.

Julio Grondona har sagt, at han også stopper i det argentinske fodboldforbund i 2015. Det er på mange måder nogle store sko, afløseren skal udfylde.

Landstræneren Colombia aldrig fik

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog er om en colombiansk træner, der kunne have stået i spidsen for sit land men i stedet på tiende år sidder lammet i sit hjem.

I aften skal Colombia forsøge at overvinde Brasiliens VM-værter i Fortaleza, og det sker næsten på tiårsdagen for en af Colombias sjældne store triumfer over en af Sydamerikas fodboldgiganter.

Det skete på Estadio Palogrande i Manizales, Colombias kaffe-hovedstad der ellers aldrig markerer sig i fodbold sammenlignet med storholdene i Bogota og Cali.

Jeg kendte udmærket til Carlos Tevez på forhånd, Nicolas Burdisso i Boca Juniors' midtforsvar ringede også en klokke, det samme gjaldt argentinernes træner Carlos Bianchi. Men hvem var Once Caldas?

Jeg var på det tidspunkt i Peru og spurgte dem, jeg så de to Copa Libertadores-finaler med, men ingen vidste noget ud over, at Once Caldas var fra Colombia, og at det var en sensation, at de overhovedet var kommet videre fra gruppespillet.

Begge kampe sluttede 1-1, og så kunne hverken den senere Inter-profil Nicolas Burdisso eller tre af hans holdkammerater score på keeperen Juan Henao i straffesparkkonkurrencen, mens Once Caldas vandt titlen med to vellykkede spark.

Se et sammendrag af kampen her

Ude på Onces bænk sad en 42-årig mand ved navn Luis Fernando Montoya, i Colombia kaldt ”El Profe” (læreren). Han var født i lokalområdet og havde i smug læst til træner i Medellin, og efter at have vundet mesterskabet med Colombias første Copa Libertadores-vinder Atletico Nacional fra Medellin, skiftede Montoya job og vandt mesterskabet med Once Caldas året efter, i 2003.

Et nyt liv

Sydamerikansk fodbold begyndte at lægge mærke til den colombianske træner. 

12. december 2004 stod hans Once Caldas overfor FC Porto i den sidste udgave af Intercontinental Cup i Yokohama, en kamp som Champions League-mestrene FC Porto vandt 8-7 efter straffesparkkonkurrence.

Men så ændrede livet sig for familien Montoya. 

Luis Fernando Montoya havde i starten af december sagt sit job op, og ti dage efter kampen i Japan kom to mænd ind på familien Montoyas grund. De havde fulgt efter Montoyas hustru Adriana, der havde hævet penge i en bankautomat, og de holdt Adriana op og krævede at få pengene. Luis Fernando kom løbende fra huset og rakte hånden ned i sin kones taske for at aflevere pengene, men en af røverne blev bange, trak en pistol og skød Jose Fernando Montoya to gange. En af kuglerne rev vitale nervebaner over, og i det splitsekund blev fodboldtræneren lam fra halsen og ned.

Politiet arresterede de to røvere kort tid efter, tusindvis af mennesker gik på Colombias gader i protest mod hjemmerøveriet på den populære fodboldfamilie, der også havde en treårig søn hjemme den skæbnesvangre aften, og daværende præsident Alvaro Uribe besøgte Luis Fernando Montoya og lovede, at staten ville gøre alt for at få helten tilbage på benene.

Det er Luis Fernando Montoya ikke kommet. På hans værelse i hjemmet hænger store billeder af Jesus og Pave Johannes Paul II, og Adriana har i ti år passet sin lammede mand.

Selv synes Luis Fernando Montoya, at han har fået meget ud af livet efter 22. december 2004. Jul kan han ikke lide, hvilket må siges at være forståeligt, og han sagde i et nyligt interview, at han nok ville dø i løbet af tre-fire dage, hvis han ikke hele tiden kæmpede for at få noget ud af livet. 

I 2008 udgav han en bog om sit liv de seneste fire år, han siger, han har tilgivet sin overfaldsmand, og efter at have været afhængig af en respirator store dele af døgnet, har han siden 2009 selv trukket vejret og kan i dag dreje hovedet, bevæge fingrene lidt og mærke sin fødder lidt. Det colombianske forbund og andre velyndere i landet sørger også for, at Montoya får god pleje og genoptræning, noget den tidligere fodboldtræner ikke har opgivet. Den 24. december hvert år beder Montoya, der er katolik, for at få sit helbred og sin førlighed tilbage.

- Hvis jeg kommer mig, bliver jeg glad, hvis jeg ikke gør, så har jeg i det mindste prøvet, siger Luis Fernando Montoya.

- Det at jeg kæmper og overlever kan også tjene til at give børn og unge en større motivation til at få noget ud af livet og tænke over, hvor værdifuldt livet er.

I et land med over 13.000 mord i 2013 – og det er en nedgang og ses som positivt i Colombia – er det ikke bare tom snak. Montoya dikterer ugentligt en fodboldklumme, han bruges regelmæssigt som kommentator i colombianske aviser og har flere gange før og under VM kommenteret på Colombias præstationer og holdets modstandere, og medierne i Colombia bringer også store interview og reportager med den tidligere træner og hans familie.

- Hvis jeg kunne gå og bruge mine hænder igen, ville jeg gerne træne endnu et hold frem til en Copa Libertadores-titel og gøre det ufærdige arbejde færdigt: Træne et hold i Europa i tre år og føre Colombia til en VM-slutrunde, sagde Luis Fernando Montoya i et interview med avisen El Colombiano i december 2013 på ni-årsdagen for skudepisoden.

Tanken er ikke skæv. Da han sagde op i 2004, var Luis Fernando Montoya i kikkerten hos det colombianske forbund, som ville have en afløser for Reinaldo Rueda, i dag landstræner for VM-holdet Ecuador, der var på vej til at glippe kvalifikationen til VM i Tyskland halvandet år senere.

- Colombia – Adelante!, skrev Luis Fernando Montoya i sin seneste klumme for El Especator før Uruguay-kampen.

- Colombianerne håber og ønsker det bedste for dette hold af landsmænd, som repræsenterer os fint ved VM, lød det videre i klummen.

José Pekerman klarer landstræner-jobbet ganske fint for tiden. Men jeg under Luis Fernando Montoya og Colombia at fundere over i stille stunder, hvad der var sket, hvis nu Colombia havde været et lidt mere fredeligt land i 2004.

VM-trænerne: Fra Kinas grænse til kartel-hold i Colombia

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog ser nærmere på de otte trænere, der forsøger at vinde VM.

Sidst der var VM i Brasilien, fyldte træneren ikke så meget, som han gør i dag. Danmark var ikke det eneste sted, hvor et formelt (i DBU hed det udtagelseskomiteen,i daglig tale ”UK”) eller uformelt udtagelsesudvalg udpegede spillerne, og når en stor turnering var i gang, var det spillerne, der var de vigtige.

Læs mere om udtagelseskomiteen i denne Politiken-artikel fra 2012

Spillerne er stadig i centrum, men med Helenio Herrera, Ernst Happel og Rinus Michels på det europæiske fastland og Matt Busby, Brian Clough og Shankly/Paisley i Storbritannien blev trænerne også vigtige, både på fodboldholdene og for en stadigt mere fodboldinteresseret omverden.

Ved det VM, vi lige nu ser i Brasilien, har trænerne ikke været helt så markante set i offentligheden hvis vi ser bort fra Louis van Gaal, der lavede Hollands formation markant om lige før afrejsen til Brasilien og har haft stor succes med sine markante udskiftninger mellem og under kampene.

Men det betyder ikke, at de er ligegyldige. Vi ser nærmere på de otte trænere, der de næste ti dage har chancen for at gøre deres landshold til verdensmester – og sig selv udødelige i fodboldhistorien.

Aloysius Paulus Maria van Gaal – kendt som Louis van Gaal

Holland 

Født: 8. august 1951 i Amsterdam, Holland

Spillerkarriere: Ajax, Antwerp, Telstar, Sparta Rotterdam, AZ

Trænerkarriere: Ajax, FC Barcelona, Holland, FC Barcelona, AZ, Bayern München, Holland 

Titler som træner: 4 hollandske mesterskaber, 2 spanske, et tysk, 3 pokaltitler, 1 UEFA Cup, 1 Champions League

Titler som spiller: Ingen

Han har vundet titler med hvert klubhold, han har trænet, og det at vinde UEFA Cuppen og Champions League med Ajax og at gøre AZ Alkmaar til hollandsk mester var sublimt trænerarbejde.

I FC Barcelona og Bayern München blev han skilt fra klubbens ledelse under voldsom dramatik og personfnidder, også i Ajax endte det dårligt. Louis van Gaal har haft det med at slide sine omgivelser op og at holde fast i spillere og taktik, efter at begge dele tydeligvis ikke fungerede, men i Holland – og nu i Manchester United, der har kontrakt med van Gaal efter VM – taler man om, at den 62-årige træner er blevet betydeligt mere mild og har slebet de værste kanter af, så han kan samarbejde med andre mennesker, også når der er modgang.

Ved VM har han stillet sit hold op med et tremands-forsvar og wingbacks, efter at Holland i kvalifikationen havde spillet fantastisk og scoret efter behag i en 4-3-3 formation. Det var et modigt og – viser det sig nu – klogt valg at tilpasse formationen uden den langtidsskadede Kevin Strootman, der er Hollands klart bedste centrale midtbanespiller. I stedet har van Gaal spillet på sin offensive trio Sneijder-Robben-van Persie, og det har fungeret rigtig godt, ligesom van Gaal kunne tage stor kredit for at vende Mexico-kampen med indskiftningen af Klaas-Jan Huntelaar og et skifte tilbage til 4-3-3 i den sidste vandpause et kvarter før tid. Det var godt set.

Taktisk virker Louis van Gaal til at være det stærkeste trænerkort ved dette VM, og det er bestemt realistisk, at han styrer Holland i en VM-finale forbi Costa Rica og Argentina/Belgien i semifinalen.

Luis Felipe Scolari 

Brasilien 

Født: 9. november 1948 i Passo Fundo, Brasilien 

Spillerkarriere: Caxias, Juventude, Novo Hamburgo, CS Alagoano

Trænerkarriere: CS Alagoano, Juventude, Brasil de Pelotas, Al-Shabab (Saudi Arabien), Juventude, Gremio, Goias, Al Qadisiya (Kuwait), Kuwait, Criciuma, Al-Ahli (Saudi Arabien), Gremio, Jubilo Iwata (Japan), Palmeiras, Cruzeiro, Brasilien, Portugal, Chelsea, Bunyodkor (Usbekistan), Palmeiras, Brasilien 

Titler som træner:  1 VM med Brasilien, 1 brasiliansk mesterskab, 1 usbekisk mesterskab, 2 Copa Libertodores, 1 Copa Mercosur (i dag Copa Sudamericana), 3 brasilianske pokaltitler

Titler som spiller: Ingen

Det er noget af et trænerliv, Scolari har haft. Vi kender ham for VM-titlen for 12 år siden og for flotte præstationer med Portugal, og dykker man lidt længere ned, er hans to største stykker trænerarbejde vel nærmest Copa Libertadores-titlerne med Gremio og Palmeiras, som kom i hus med discount-spillere, store bøffer i defensiven og fund oppe foran som Mario Jardel i Gremio og kreatøren Alex i Palmeiras.

Men manden var inden da meget omkring. Han var ikke nogen specielt god spiller, og før han fik sit gennembrud i Gremio fra 1993, havde han trænet i Saudi Arabien og i Kuwait, som han forlod i forbindelse med den første Golf-krig. 

Eventyrlysten meldte sig også efter fyringen i Chelsea, hvor Scolari fik en fyrstelig løn af Usbekistan-klubben Bunyodkor, som siden holdt op med at betale sine lønninger til de velbetalte udlændinge, da det gik op for ejerne, at man ikke automatisk blev en fodboldstormagt i Asien ved at betale trænere og spillere Manchester City-lønninger.

Brasilien får kritik – berettiget – for spillet under VM, og det er da også skuffende efter Confederations Cup for et år siden, hvor brasilianerne var betydeligt mere fodrappe og opfindsomme oppe foran.

Men Scolari har flyttet holdet langt på halvandet år, for i slutningen af 2012 kunne ingen i Brasilien se Selecao vinde VM. Scolari har ligesom for 12 år siden og med Portugal skabt en sund, god holdånd, hvilket ikke er nogen selvfølge i en trup med superstjerner.

Taktisk har Scolari rykket rundt med sine offensive spillere, og det kan man knapt klandre manden med det svigende spil, Oscar (anonym efter en forrygende åbningskamp), Hulk, Bernard og Ramires har vist. Og så har Scolari bare ikke andre angribere til rådighed – et brasiliansk hold med Diego Costa i topform havde været klar VM-favorit.

Presspillet fungerer også rimeligt og giver Brasilien en masse chancer, omend det ikke sidder lige så knivskarpt, som det gjorde for et år siden.

Scolaris problem er, at han ikke rigtigt har alternativer ud over lille Bernard som wing, og det bliver højst interessant at se, hvordan han får stillet sin centrale midtbane mod Colombia uden karantæneramte Luiz Gustavo.

Didier Deschamps

Frankrig

Født: 15. oktober 1968 i Bayonne, Frankrig

Spillerkarriere: Nantes, Marseille, Bordeaux, Juventus, Chelsea, Valencia (103 landskampe)

Trænerkarriere: Monaco, Juventus, Marseille, Frankrig

Titler som træner: 1 fransk mesterskab, 3 pokaltitler 

Titler som spiller: 2 franske mesterskaber, 3 italienske mesterskaber, 1 italiensk pokaltitel, 1 engelsk pokaltitel, 2 Champions League-titler, 1 VM og 1 EM med Frankrig

Har formået at skabe en enhed ud af det franske landshold, og det er en præstation, som nærmest ikke er set siden årtusindskiftet (glem ikke, at der var masser af ballade på Raymond Domenechs finalehold i 2006). Det kostede en offentlig kontrovers med Samir Nasri og dennes ligefremme kæreste, men Deschamps ser ud til at have valgt sine kampe med omhu, for dette franske hold fungerer, selv uden Franck Ribery.

De tre centrale midtbanefolk og kantspilleren Mathieu Valbuena fortjener en stor del af æren. De arbejder hårdt begge veje, skaber chancer og ofrer sig for hinanden, og nu er det ikke svært at forstå, at Blaise Matuidi og Paul Pogba er bedre valg ved siden af den i øvrigt fremragende Yohann Cabaye på den defensive midtbane, end Samir Nasri havde været.

Må siges at kende til mekanismerne ved en stor slutrunde, da han har spillet og vundet en VM- og EM-finale med Frankrig.

Jorge Luis Pinto

Costa Rica

Født: 16. december 1952 i San Gil, Colombia 

Spillerkarriere: Ikke på topplan

Trænerkarriere: Millionarios, Santa Fe, Union Magdalena, Deportivo Cali, Santa Fe, Union Magdalena, Alianza Lima, Millionarios, Alianza Lima, Atletico Bucaramanga, Alajuelense, Atletico Junior, Costa Rica, Cucuta Deportivo, Colombia, Cucuta Deportivo, El Nacional, Deportivo Tachira, Costa Rica

Titler som træner: 2 mesterskaber i Peru, 2 mesterskaber i Costa Rica, 1 mesterskab i Colombia, 1 mesterskab i Venezuela

Titler som spiller: Ingen

Jorge Luis Pintos trænerkarriere skiller sig ud ved at være foregået i Costa Rica, Peru og hjemlandet Colombia. Under VM har han udmærket sig ved at få Costa Ricas landshold til at kulminere efter tre flotte år, hvor holdet i kvalifikationen var jævnbyrdigt med USA og bedre end Mexico. Ved VM har Costa Rica spillet en 5-4-1, der er den mest defensive af kvartfinalisternes, men hvor de to disciplinerede wingbacks Cristian Gamboa og Junior Diaz har haft modet til at løbe kontra på de rigtige tidspunkter, og hvor de offensive kantspillere Christian Bolanos og omdrejningspunktet Bryan Ruiz har udvist stor defensiv disciplin. Se lige de ord sammen: Bolanos og defensiv disciplin.

Trænerkarrieren har bragt Jorge Luis Pinto vidt omkring i den nordvestlige del af Sydamerika. Han vandt mesterskabet i Peru med storklubben Alianza Lima, han har vundet i Colombia og Costa Rica med små hold, og før trænerjobbet hos Costa Rica vandt Pinto såmænd mesterskabet i Venezuela.

Det første job var med Millionarios, en Bogota-klub med meget tætte forbindelser – for ikke at sige direkte ejet af – et af Colombias store narkokarteller, og Pinto har forfriskende ærligt sagt, at narkopengene betød meget for spillet i Colombia.

- Jeg har heldigvis aldrig haft noget med dem at gøre. Jeg er altid blevet respekteret af dem. Jeg mødte mange bosser, og jeg havde nogen konflikter, sagde Jorge Luis Pinto sidste år med det peruvianske nyhedssite Peru21, hvor landstræneren understregede, at han var meget imod brugen og handlen med narkotita.

Marc Wilmots 

Belgien

Født: 22. februar 1969 i Dongelberg, Belgien

Spillerkarriere: Sint-Truiden, Mechelen, Standard Liege, Schalke 04, Bordeaux, Schalke 04 (70 landskampe)

Trænerkarriere: Schalke 04, Sint-Truiden, Belgien

Titler som træner: Ingen

Titler som spiller: 1 belgisk mesterskab, 1 belgisk pokaltitel, 1 tysk pokaltitel, 1 UEFA Cup

Den mest succesrige fodboldspiller blandt de otte tilbageværende VM-trænere efter Didier Deschamps. Som træner er han til gengæld et kuriosum. Han var vikar i Schalke og trænede Sint-Truiden, og det gik ikke overvældende godt nogle af stederne, og derefter var Wilmots i adskillige år en profileret politiker i Belgien. Men efter mange års skuffende resultater og skandaler på landsholdet lod Wilmots sig overtale til at træne De Røde Djævle, og det er han virkelig lykkes med.

Wilmots er i udstrakt grad en lyttende træner, der tror på sine spillere men også har formået at få noget disciplin og sammenhold ind i en trup, der var i opløsning især i årene før VM i Sydafrika. I det belgiske forbund har man blandt andet gået op i at flamsk- og fransktalende spillere skulle komme hinanden ved og eksempelvis bo sammen under landsholdsture, og resultatet er en trup med mange yngre spillere og en lille håndfuld ældre, der populært sagt er gode lederfigurer med en fin balance mellem et klassisk hierarki og positivt engagement i yngre spilleres spil og liv. Det har givet en harmonisk belgisk VM-trup og et hold inde på banen, hvor spillerne vil ofre sig for sidemanden, og det er en dramatisk forbedring fra for år siden, meget i stil med det, Deschamps har kæmpet med på det franske landshold siden sin ansættelse i 2012.

At Wilmots har markant mindre trænererfaring end de øvrige kvartfinale-bosser betyder ikke, at han er taktisk ueffen.

Han har stablet et solidt forsvar på benene, selvom Thomas Vermaelen har været skadet og de to backer Vertonghen og Alderweireld egentlig er midtstoppere. Daniel van Buyten har været en strålende vikar, og oppe foran traf Wilmots en modig beslutning ved at bruge Divock Origi i stedet for stjernen Romelu Lukaku mod USA, hvilket gav en god kamp fra begge spillere, og så har han ikke været nervøs ved at overlade det offensive initiativ til Kevin De Bruyne og Dries Mertens, nu hvor Eden Hazard ikke har ramt sit bedste niveau endnu.

Joachim Löw

Tyskland

Født: 3. februar 1960 i Schönau, Vesttyskland

Spillerkarriere: Freiburg, Stuttgart, Frankfurt, Freiburg, Karlsruhe, Freiburg, Schaffhausen, Winterthur, Frauenfeld

Trænerkarriere: Winterthur, Frauenfeld, Stuttgart, Fenerbahce, Karlsruhe, Adanaspor, Tirol Innsbruck, Austria  Wien, Tyskland 

Titler som træner: 2 tyske pokaltitler, 1 østrigsk mesterskab

Titler som spiller: Ingen

Den tyske landstræner havde en fin spillerkarriere uden at nå højere end Stuttgart og nogle få ungdomslandskampe. Löws store karrieretræk var at blive assistenttræner for Jürgen Klinsmann på landsholdet, efter at et gennembrud i Stuttgart blev fulgt af middelmådige ophold i tyrkisk fodbold hos Fenerbahce og Adanaspor og i østrigsk fodbold.

Som landstræner har Löw været en reformator i videreudviklingen af tysk fodbold, der i dag er en sund blanding af energi, vinderkultur og offensivt fodboldspil med overvægt i boldbesiddelse. For fire år siden imponerede et ungt tysk hold med meget direkte spil, en stil som i høj grad har smittet af på andre klub- og landshold i de seneste fire år, mens tyskerne selv spiller et spil med meget boldbesiddelse i Brasilien.

Er det blevet for meget? At tyskerne ikke har hurtige midtstoppere kan Löw knapt gøre noget ved, men fristelsen til at spille med de mange kreative spillere på midtbanen er blevet meget stor for Löw, og måske også for stor. I hvert fald blev Tyskland meget bedre mod Algeriet, da Andre Schürrle kom ind og kunne løbe om bag modstanderens forsvar.

Det tyske magasin Elf Freunde havde en flot artikel om Löw og de VM-vindende tyske landstrænere, hvor magasinet i Photoshop havde portrætteret Herberger, Schön, Beckenbauer og Vogts i lystfisker-tøj med store fisk på krogen, mens Joachim Löw stod ved siden af med snøren ude i floden. Før Löw vinder noget bliver han ikke en af de store, uanset hvor meget han har gjort for fodboldspillet.

José Pekerman 

Colombia 

Født: 3. september 1949 i Villa Dominguez, Argentina

Spillerkarriere: Argentinos Junior, Independiente Medellin

Trænerkarriere: Charcarita, Argentinos Junior og Colo Colo (ungdom), Argentina U20-landshold, Argentina, Toluca, Tigres, Colombia 

Titler som træner: 3 U20-VM med Argentina

Titler som spiller: Ingen

I mange år var José Pekerman en succesrig ungdomstræner, og den store bedrift var at vinde tre ungdoms-VM med Argentina, der efterfølgende måtte prøve Pekerman til et VM.

Og det gik galt i Tyskland, hvor Pekerman helt uforståeligt – i hvert fald set i bakspejlet – fravalgte Javier Zanetti til truppen og i kvartfinalen mod Tyskland lavede tåbelige udskiftninger, der lukkede værterne ind i kampen. 

Han rehabiliterede sig i mexicansk klubfodbold, men det er først med Colombia, Pekerman igen er blevet et stort navn. 

Her har han – som Wilmots og Deschamps i Belgien og Frankrig – fået noget stolthed og holdånd ind på falmende landshold, og i Colombia er argentineren så populær, at han som gave for landsholdets fremgang fik et statsborgerskab af landets overhoved.

Taktisk har Pekerman bevist, at han absolut ikke er nogen novice eller bedst egnet til ungdomsfodbold.

Han mistede sin stjernespiller Radamel Falcao, og i stedet pillede han ved Colombias formation, så man i stedet for at spille med en støtteangriber til Falcao, der altid stod inde i feltet, baserer Colombias spil på de tre offensive midtbanespillere, hvor James Rodriguez som tier styrer spillet og selv skal rykke fri til afslutninger, lidt som en Neymar eller Messi, bare med flere defensive pligter og mere blik for at gøre holdkammeraterne gode.

Pekerman og Colombia kommer på en taktisk prøvelse mod Brasilien, der presser markant hårdere og højere end de fire foregående VM-modstandere, og kantspillerne Cuadrado og Ibarbo får også deres at se til med at dække af for de ultraoffensive brasilianske backs Dani Alves og Marcelo. Bedre chance for revanche for Tyskland-kampen i 2006 får Pekerman næppe end fredag aften, hvor modstanderen igen er en værtsnation i en kvartfinale.

Alejandro Sabella

Argentina

Født: 5. november 1954 i Buenos Aires, Argentina

Spillerkarriere: River Plate, Sheffield United, Leeds, Estudiantes, Gremio, Ferro Carril, Irapuato (8 landskampe)

Trænerkarriere: Assistenttræner for Argentina, Parma, Uruguay, Monterrey, Corinthians og River Plate, Estudiantes, Argentina

Titler som træner: 1 argentinsk mesterskab, 1 Copa Libertadores

Titler som spiller: 2 argentinske mesterskaber

Alejandro Sabella har haft en bemærkelsesværdig karriere i professionel fodbold. Han var en dygtig offensiv midtbanespiller, der i halvfjerdserne med store spændinger – og senere krig – mellem Argentina og England blev en populær spiller i Sheffield og Leeds, før han lukkede karrieren i brasiliansk og argentinsk klubfodbold. Siden har han været assistenttræner for jernhårde Daniel Passarella i adskillige klubber og for Uruguay, og da Sabella endelig blev cheftræner i Estudiantes, gjorde han det forrygende og vandt Copa Libertadores og det argentinske mesterskab.

Taktisk har Sabella haft som erklæret målsætning at forme holdet til Lionel Messis bedste, og det har faktisk givet fin mening trods historier under dette VM om argentinske spillere, der ikke respekterer træneren.

Ude er Carlos Tevez, der ellers havde pyntet med sin energi under VM men ville have trækket for megen opmærksomhed til sig efter Sabellas smag. Nej det er Messi, der skal være i centrum og skabe Argentinas mål, og det har den lille Barcelona-spiller da også gjort, selvom det har holdt hårdt flere gange, senest med målet et par minutter før straffesparkkonkurrence mod Schweiz.

Det bliver interessant at se, hvordan Mascherano og Gago placerer sig i kampen mod Belgien. Der er sådan set rigelig brug for to defensive midtbanespillere med de folk, Belgien kommer med, men skal man pege på et problem ved Argentina, er det at de forreste folk ikke får megen opbakning eller dybdeløb bagfra, da heller ikke de to backer er voldsomt imponerende i det offensive spil.

Argentina har klaret den indtil nu – med hiv og sving – men argentinerne kommer op mod det klart dygtigste hold, de har mødt hidtil i turneringen, og så er det ikke sikkert, at man kan klare sig ved groft sagt at splitte holdet op i en Messi- og en forsvarsdel.

Howard og Herrera: 10 store VM-øjeblikke

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog handler om et VM, der har budt på store oplevelser.

Er jeg den eneste, der her til formiddag drikker hele kander kaffe og fordøjer 19 hæsblæsende dage ved VM?

Jeg kan ikke anbefale koffein-indtag i så store mængder, men fodboldspillet i Brasilien har været forrygende med dygtige spillere på 31 af 32 hold (læser I med, Cameroun?), helstøbte holdindsatser og dramatiske kampe. Fem ottendedelsfinaler i overtid, heraf to i går, hvor Schweiz og USA var så tæt på at grave sig op i de sidste sekunder.

Her er et tilbagekig på nogle af de bedste øjeblikke og oplevelser fra de 56 kampe, vi har set indtil nu fra Brasilien.

USA's frisparks-kombination mod Belgien

Jeg sammenlignede det med en scene fra en Kim-bog, jeg læste som bette knægt i Østjylland for mange år siden. En rask kombination med to hurtige afleveringer fra et frispark, der lå godt til et spark direkte på mål, tørrede fuldstændig det ellers vakse belgiske forsvar, og Clint Dempsey var alene med Thibault Courtois, der lavede en mirakelredning.

- Det øjeblik (i det 114. minut) var jeg sikker på, at Clint ville score. Målmanden lavede en kampafgørende redning, sagde Clint Dempseys bror Lance efterfølgende til den lokale afdeling af ABC i Nacogdoches, Texas, hvor familien Dempsey bor.

En fantastisk fodboldkamp, hvor Belgien endelig viste stor styrke, og hvor USA var heldig med at have Tim Howard (tjek hashtagget #ThingsTimHowardCouldSave på Twitter, det er genial læsning)

James Rodriguez' helflugter mod Uruguay

Et kig over skulderen, en retningsbestemt brysttæmning, og en helflugter, der brager ind bag Fernando Muslera.

James Rodriguez er ved at spille sig til global stjernestatus, og det her mål vil jeg huske meget længe.

Se målet her 

Hele kampen mellem Ghana og Tyskland

Tænk hvis Ghana havde et fodboldforbund, der var opgaven voksent. Og tænk hvis Asamoah Gyan spillede i en liga, hvor han blev udfordret. De ghanesiske spillere leverede en fremragende kamp mod Tyskland og kunne sagtens have vundet efter deres 2-1 føring midt i 2. halvleg.

Det kunne være blevet til så meget mere for Ghana.

Læs om Ghana-Tyskland her

Læs om Asamoah Gyan her

Læs om Ghanas fodboldforbunds problemer her – og lidt mere her

Ochoa mod Brasilien 

Den mexicanske målmand fik klubkarrieren bombet år tilbage, da han i 2011 blev taget for brug af et steroid, som Ochoa og fire andre mexicanske spillere forsøgte at slippe ud af ved at spille Alberto Contador-kortet.

Se Ochoas redninger mod Brasilien 

Men hold nu fast, hvor har Ochoa da stået godt ved VM, selvom han kun skulle have været reserve. Mod Brasilien reddede han alt, og hollænderne var også tæt på at lide skibbrud på keeperen, der helt sikkert ikke skal tilbage til bund-elendige Ajaccio på Korsika i den nye sæson.

Robin van Persies hovedstødsmål

VM's første fantommål stod Robin van Persie for. Ord er ordflødige. Wauv. Nu tier jeg stille.

Og dog: Davey Blind fortjener al mulig hæder for afleveringen bag van Persies fantommål.

Tim Cahills flugter mod Holland

Tim Cahill bragede bolden ind bag Jasper Cillessen i Australiens og Hollands underholdende fem-måls opgør. Van Persies mål vinder nok på æstetik, men der var noget fascinerende over Cahills mål, som gjorde ham til australsk slutrunde-målscorer for tredje VM i træk. 

Læs mere om Australiens helt, der har rødder i Stillehavs-nationen Samoa, her.

Faryd Mondragons indskiftning mod Japan

Da Faryd Mondragon debuterede som professionel fodboldspiller, var narkobaronen Pablo Escobar stadig på fri fod, og Kuwait var i verdens centrum i forbindelse med den første Golf-krig, hvor George Bush Senior tromlede det irakiske militær på et par dage.

Han var med til VM, hvor Andres Escobar efterfølgende blev skudt i 1994, han spillede VM i Frankrig i 1998, og mod Japan blev målmanden så den ældste VM-spiller nogensinde, da han nogle minutter før tid erstattede David Ospina i det colombianske mål og havde en enkelt fin redning.

Det var måske lidt kækt af Jose Pekerman at skifte ham ind, men personligt synes jeg, det var en fed gestus.

Steven Gerrards frispilning af Luis Suárez

Før jeg bliver bombarderet af vrede Liverpool-tilhængere, vil jeg understrege, at jeg havde og har enormt ondt af Gerrard, der har spillet en fantastisk sæson i Liverpool.

Det var rent Hollywood-manuskript, at Gerrard skulle spille holdkammeraten Luis Suárez fri, efter at Gerrard også havde været uheldig i Liverpools vitale kamp hjemme mod Chelsea.

Miguel Herreras energi

Der er bare kul på Miguel Herrera. Som forsvarsspiller i firserne og halvfemserne tacklede han, til det knasede, og til VM var Mexicos landstræner ikke til at styre.

Se denne mexicanske hyldest til træneren lavet fra en klubkamp sidste år.


Da Bryan Ruiz skød Costa Rica videre

Man kan tydeligt se, hvorfor Fulham ikke kunne bruge Costa Ricas anfører Bryan Ru..... Hvad sker der for jer, Fulham?!

Bryan Ruiz scorede sejrsmålet mod Italien, der sendte Costa Rica videre til ottendedelsfinalerne som et af de første hold, og Ruiz har været omdrejningspunktet på det brave, latinamerikanske landshold, som vi ikke automatisk skal afskrive i kvartfinalen mod Holland.

Han scorede igen mod Grækenland (og på sit straffespark i straffesparkkonkurrencen), og Ruiz fortjener al den ros, vi kan sende i hans retning.

Derfor koger Uruguay over i Suárez-sagen

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog handler om, hvorfor Uruguay reagerer så voldsomt på Luis Suárez-sagen.

På dagen for Uruguay-Italien skrev jeg en længere blog om en lille fodboldklub i Montevideo, der bliver brugt af forretningsmænd i Uruguay og Brasilien til at eksportere spillere til Europa.

I den blog beskrev jeg Uruguay som et fornuftigt, velfungerende land sammenlignet med nogle af de mere kaotiske nabolande, og det fastholder jeg naturligvis.

Man kunne dog godt komme i tvivl om den kollektive, mentale sundhedstilstand i Uruguay efter Luis Suárez-sagen, for sjældent er så tåbelig adfærd af en fodboldspiller blevet forsvaret af et helt land og nærmest uden debat.

- Hvad er det, du viser, din BH, spurgte kommentatoren på tv i Uruguay retorisk i sekunderne efter Suárez' bid, hvor den rystede Giorgio Chiellini prøvede at få dommeren til at forstå, hvad der var sket.

Sådan fortsatte det.

- TV-billedet var ikke klart. Britiske journalister spurgte Oscar  Tabárez tre gange om episoden og sagde, at Suárez bed Chiellini. De ville have FIFA til at smide Luisito (Luis Suárez' kælenavn) ud. Det ville være godt, hvis englænderne huskede på, hvordan de vandt VM i 1966 med en bold, der ikke var et mål, lød det på tv-stationen Tenfield. 

Der bliver stillet spørgsmålstegn ved, om Chiellini overhovedet blev bidt, om italieneren havde mærkerne i forvejen og i en monstrøs konspiration med onde kræfter i FIFA, Italien og England havde sat sig for at få ram på Luis Suárez.

Der er kørt masser af videoklip med grove tacklinger ved VM, der ikke blev straffet af hverken dommeren eller FIFA, og Suárez' fire måneder lange karantæne og ni karantænedage fra landsholdet er der selvfølgelig også blev talt og skrevet rigtig meget om.

Det lille land føler sig forfulgt og uretfærdigt behandlet, og det er ikke en overdrivelse at tale om hele landet, for sagen har fyldt alt, og der er ingen nævneværdig debat eller modargumenter, selvom det selvfølgelig ikke er normalt at bide andre mennesker, heller ikke i Uruguay.

Hvorfor fastholder hele Uruguay, at man er blevet blodigt uretfærdigt behandlet, at sagen er et decideret komplot?

At kalde et land for fodboldgalt er blevet en kliché, men i Uruguays tilfælde giver beskrivelsen mening, for ellers ville et land med 3,32 millioner indbyggere aldrig uddanne verdensklasse-spillere, som Uruguay også har gjort i de perioder, hvor landsholdet ikke har markeret sig specielt.

Fodbold er en del af Uruguays folkesjæl, et sted hvor det lille land med de to meget store naboer Argentina og Brasilien kan markere sig. Bortset fra nogle få måneders deltagelse i de sidste par måneder af Anden Verdenskrig har Uruguay ikke været i krig i snart 150 år, og det kan også være med til at skærpe retorikken omkring fodboldspillet, som simpelthen er selve udtrykket for, hvad det vil sige at være fra Uruguay, hvis man ikke går op i landets gode forfattere eller bryster sig over at have et velfungerende demokrati.

Derfor fylder 1950-triumfen enormt meget, og det tages som et direkte attentat på hele Uruguay og landets selvforståelse, når FIFA giver Luis Suárez karantæne for noget, han under kampen slap afsted med.

Ligesom i Danmark dyrkes fortællingen om at være undertippet til det ekstreme i Uruguay. Den efterhånden berømte fighterånd, Garra Chuarra, handler om at kæmpe det bedste man har lært og gerne gøre alt for at vinde, når man står overfor en overlegen modstander, noget der på fodboldbanen har givet god mening i konkurrencen med Argentina og Brasilien og i at insistere på at få så meget som overhovedet muligt ud af enhver situation, hvilket er nødvendigt i et land med mere end to millioner færre indbyggere end Danmark.

I den selvopfattelse passer karantænen til Luis Suárez perfekt ind. Det er de store, i dette tilfælde FIFA med Italien og England til at trække i trådene i baggrunden, der slår ned på hårdtkæmpende Uruguay og specifikt Luis Suárez, og Suárez-sagen er kun med til at styrke belejringsmentaliteten.

De få journalister i Uruguay, der har vovet at tale eller skrive om, at man ikke må bide andre på en fodboldbane, er blevet lagt for had – mediernes vilde overreaktion i Uruguay skal ses i direkte forlængelse af, at det er det, deres seere og læsere kræver.

Det er derfor, at landsholdsspillerne skulle have taget billeder med Luis Suárez trøje nummer ni, der i timerne op til Colombia-kampen hang i omklædningsrummet på Maracanã, og som landsholdets pressefolk sørgede for blev plastret ud over sociale medier.

Når man er få, er der ikke plads til selvkritik og eftertænksomhed, sådan er stemningen i hvert fald i disse dage, og vi skal ikke forvente Suárez og Uruguays fodboldforbund trække i land foreløbig og erkende det åbenlyst uholdbare i Suárez' handling. 

Colombias es vil trumfe Uruguay

I løbet af VM blogger Tipsbladets chefredaktør om stort og småt fra holdenes, spillernes, landenes og slutrundens liv. Dagens blog handler om Colombias kreatør James Rodriguez og lørdagens brag af en sydamerikansk ottendedelsfinale på Maracanã.

Selvom fokus har ligget på alt andet end fodbold, spilles der lørdag aften dansk tid igen fodbold ved VM, og der venter et brag mellem Uruguay og Colombia på Maracanã. Uruguay skal sætte sin lid til dødbolde og Edinson Cavani, nu hvor Luis Suaréz med al sandsynlighed er ude af VM, mens Colombia tager favoritværdigheden efter godt spil i alle kæder og en offensiv, hvor VM’s måske bedste midtbanespiller hidtil i form af James Rodriguez vælter sig i potentielle målscorere.

Der var mange i Europa, der kiggede en ekstra gang sidste sommer. Jo, den 21-årige midtbanespiller James Rodriguez var god, Alex Ferguson havde i 2012 personligt set nærmere på colombianeren, som den skotske Manchester United-boss havde meget høje tanker om, men var Rodriguez virkelig de 340 millioner kroner værd, som AS Monaco overførte til FC Porto per 1. juli 2013?

Tjek Troels Bager Thøgersens VM-blogs her, blandt andet om de bagmænd, der hentede Rodriguez til Europa

Efter at have set James Rodriguez ved VM må svaret være ja, for Rodriguez har sprudlet og ser ud til at kunne gøre det igen mod Uruguay, også selvom de sydamerikanske rivaler er stærkere end puljemodstanderne fra Elfenbenskysten, Grækenland og Japan.

Det begyndte allerede, da James David Rodriguez Rubio var 12 år gammel. Han blev spottet ved en skolefodboldturnering, hvor hans skole-hold fra Ibague slog alt og alle, og James Rodriguez afgjorde finalen mod en stor skole fra storbyen Cali.

Som kun 15-årig fik han professionel kontrakt og debut for Envigado i næstbedste række i Colombia. Rodriguez og hans familie betalte en Envigado-træner for personlig ekstratræning, så offensivspilleren kunne udvikle sig mest muligt, og året efter spillede han en fornem sæson for Envigado, som var rykket op i Primera A, den bedste række, og undervejs scorede knægten fra Cucata ni mål.

James Rodriguez gjorde det også fornuftigt til de sydamerikanske ungdomsmesterskaber i 2007, hvor han scorede tre mål på Colombias vej til finalen, en turnering hvor Edinson Cavani, Luiz Adriano (i dag i Sjakhtar på syvende år) og Alexandre Pato blev spottet og solgte til store europæiske klubber.

Samlet var Rodriguez’ præstationer nok til, at Banfield fra Buenos Aires lagde to og en halv million kroner for den 17-årige colombianer i de første dage af 2009, og det fortrød den lille Buenos Aires-klub ikke.

Selvom Rodriguez flyttede flere tusinde km hjemmefra, viste han sig at være en hård fyr. Kort tid efter ankomsten til Argentina spillede han en håndfuld kampe med et overrevet ledbånd i foden, og da han var helet igen, begyndte han straks at score spektakulære mål for Banfield, herunder et flot langskud imod Rosario, som gjorde ham til den yngste udenlandske målscorer nogensinde i Argentinas bedste række.

Rodriguez scorede også et af de afgørende mål, da klubben i slutningen af 2009 sensationelt vandt det argentinske mesterskab, og da Banfield i begyndelsen af 2010 spillede med i Sydamerikas Champions League, Copa Libertadores, og her tryllede Rodriguez igen med pragtmål, herunder mod traditionsklubberne Nacional (fra Uruguay) og Internacional fra Porto Alegre i Brasilien.

Udinese forsøgte at købe Rodriguez fri, men det blev FC Porto med de fremragende kontakter til Sydamerika og playerinvestor-firmaer, der hentede Rodriguez for 40 millioner kroner i sommeren 2010.

Fremragende offensiv i Brasilien 

Resten er historie. Som så mange andre før ham blomstrede Rodriguez yderligere i FC Porto, hvor Rodriguez var assistmager for Hulk og Falcão, samtidig med at han scorede flittigt, så det var mest af alt de 340 millioner kroner, der var det overraskende ved, at Rodriguez sidste sommer endte i en af verdens mest købestærke klubber. Efter en lidt ujævn start lykkedes det Rodriguez at lave flest assists af alle i Ligue 1 i sin debutsæson (12), selvom landsmanden Falcão blev skadet midt i sæsonen.

Ved VM har Rodriguez været fremragende i en tierrolle for Colombia, selvom han også ofte har spillet wing for både landshold og sine klubhold. Han har scoret i Colombias fire seneste kampe, og han var banens bedste i 3-0 over Grækenland og igen mod Japan, hvor han ud over at score lagde op til to colombianske mål, selvom han først kom på banen i pausen.

Som Colombia spiller i disse uger, er planen at give Rodriguez stor frihed til at søge bolden, blive retvendt og så sætte de offensive kanter Victor Ibarbo og Juan Cuadrado op til gennembrud og chancer. Især Cuadrado har været i drible-humør, og de tre offensive midtbanespillere har hele tiden den solide angriber Teo Gutierrez at spille bolden op på.

- Han har nået de højeste standarder blandt de spillere, der har hans karakteristika. Han er moden, han er dedikeret, han kan afslutte, han har blik for spillet, han kan sparke, og i dag scorede han på hovedstød for lige at føje noget ekstra til sit repertoire, sagde en glad Colombia-landstræner José Pekerman efter sejren over Elfenbenskysten i anden puljekamp.

Rodriguez, der fylder 23 år dagen før VM-finalen, er gift med landsholdsmålmand David Ospinas søster Daniela, som han har datteren Salome med, han har tidligere sagt, at han vil begynde på en ingeniør-uddannelse per fjernundervisning, så snart han har tiden, og i Colombia er han i dag en superstjerne, som selveste Carlos Valderrama ser som sin naturlige arvtager.

- Siden jeg var lille, har jeg beundret Valderrama og altid gerne villet være som ham. Han var min helt, og jeg er stolt over at bære nummer 10 for Colombia under landsholdets første VM-slutrunde siden 1998. Jeg har mødt Valderrama en enkelt gang, og han er en god person, som har gjort meget for Colombia. Og at blive hyldet af ham er en endnu større ære, sagde James Rodriguez i et interview i slutningen af 2013.

- Rodriguez er det unge vidunder, skrev avisen El Colombiano efter Japan-triumfen, og han kender vejen mod Uruguay, for det var Rodriguez, der lavede oplæggene til Teo Gutierrez’ mål i Colombias 4-0 sejr over Uruguay i VM-kvalifikationskampen i september 2012.

Uruguays chance 

Hvor Colombia overlader meget af det offensive til kvarteten Rodriguez, Ibarbo, Cuadrado og Gutierrez med periodisk hjælp fra de to backer Zuniga og Armero, er Uruguay et åbent taktisk spørgsmål, nu hvor Luis Suaréz efter alt at dømme er færdig ved VM.

Imod Costa Rica i første kamp, hvor Sauréz ikke var med på grund af sin skade, spillede Diego Forlan som hængende angriber, men det tør landstræner Oscar Tabárez næppe gøre igen, da Forlan viste sig ikke at have energien til at lægge det nødvendige pres, når Uruguay ikke havde bolden.

Det oplagte vil være at spille med en solid firemands-midtbane med Cristian Rodriguez og indskifteren mod Italien, Christian Stuani, som defensivt flittige kantspillere, og så kan kreative Nicolas Lodeiro blive tredje mand på den centrale midtbane, hvor Uruguay får rigeligt at dæmme op for med James Rodriguez og sliderne Carlos Sanchez og Abel Aguilar overfor sig.

Det kunne ligne et colombiansk hold med megen boldbesiddelse og Uruguay med kontraangreb op mod den enlige forward Edinson Cavani, der vel sjældent får en bedre chance for at vise, at han er en top 10-angriber, nu hvor hverken Luis Suaréz eller hans PSG-holdkammerat Zlatan Ibrahimovic er der til at stjæle opmærksomheden og boldene.

Dagens link

Under VM flyder det over med fede fodbold-sites og artikler. Her er nogle links, der efter min mening er værd at se nærmere på.

I dagens anledning er linket en samling af Rodriguez' Porto-mål. Der er nogle gode kasser i samlingen.

Pages