| troelsb's blog
Er Superligaen bedre tjent uden Brøndby?
I begyndelsen af 2013 stillede jeg i en leder det retoriske spørgsmål, om en Brøndby-konkurs ville gavne Superligaen.
Dengang havde jeg meget svært ved at svare ja, om ikke andet af den simple grund, at man skal holde, hvad man lover, ikke mindst når disse løfter består af større og mindre gældsposter til en masse firmaer og enkeltpersoner.
Derfor var det også en lettelse, at Brøndby IF formåede at hente over 100 millioner kroner på aktieudvidelsen.
Det lyder som om, at de nye stærke aktionærer er styret af logik (en selvmodsigelse i min verden, hvis man investerer penge i fodbold, men det lader jeg ligge indtil videre) og har tænkt sig at tage Brøndby IF igennem den flerårige genopbygning uden distraherende ambitioner om europæisk fodbold, som bare er nødvendig, hvis Brøndby IF igen skal tages alvorligt.
Forud for aftenens drama på Brøndby Stadion mellem BIF og FCN vil jeg dog alligevel stille spørgsmålstegn ved de antydninger, der de seneste dage har været omkring FC Nordsjællands eventuelle motiver for at lægge sig ned og den diskurs, der hedder at en Brøndby-nedrykning vil skade Superligaen.
Jo, økonomisk vil det blive endnu sværere for Superligaen at forhandle en ny tv-aftale til vinter uden Brøndby. En aftale, der allerede står til at blive meget, meget mindre end de omtrent 1,1 milliarder kroner, Superligaen og dansk fodbold får mellem sommeren 2012 og 2015. Og Brøndby trækker også tilskuere på udebane. På den anden side tror jeg ikke, at kanalcheferne på CMore, Viasat og eventuelle nye aftagere til Superliga-tvpakker (læser I med, DR og TV2?) laver highfives, når såkaldte fans drøner på grønsværen og giver tv-kampe for lukkede stadion-porte. Måske det også ville hjælpe, at der var et bedre sportsligt produkt til seerne, hvis Brøndby ikke kronisk var første- eller andetvalg på tv?
Bottom-line: Superligaen vil tabe tv-penge på ikke at have Brøndby IF. Men er det nok berettigelse til at sige, at Superligaen har mere brug for Brøndby IF end for AC Horsens, der jo med al sandsynlighed ryger ud, hvis Brøndby bliver?
Baseret på de seneste år kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle svare ja.
Sig ordet ”Brøndby IF”. Man tænker stor historie, flotte præstationer i Europa og et lokomotiv for dansk fodbold. For ti år siden.
Nu dukker der i stedet ubehagelige billeder frem som pitch invasions kronisk dårlige sportslige præstationer og generelt manglende troværdighed.
Sportsligt, kommercielt og finansielt er de seneste sæsoner et misk-mask af kontra-udmeldinger, urealistisk høje forventninger, nedjusteringer af regnskaber og generel mangel på strategisk planlægning.
Sportsligt burde det nuværende leder-team have fået mere ud af spillertruppen, skiftende direktører og sportschefer har med store spillerbudgetter ikke formået at sammensætte en afbalanceret trup, og jeg kan sagtens forestille mig, at der kommer et nyt team i næste sæson, uanset om man overlever eller ej.
Men de helt store problemer ligger på direktions- og bestyrelsesplan og har gjort det i snart et årti. De personlige magtkampe, mange agendaer, nepotismen, både den reelle og den indbildte, har gjort målrettet arbejde meget svært længere nede i organisationen. Det er klart, at de kommercielle og sportslige ledere ikke har anet, hvad de skulle stille op, når der ikke har været nogen overordnet retning at forholde sig til.
Tilbage står, at de seneste år i høj grad har gjort skade på Brøndby IF's gode navn og rygte, og den negative opmærksomhed smitter direkte af på Superligaen og dansk fodbold.
Det er ikke kun Brøndby IF, det går ud over, når tilskuere løber på banen, når Brøndby spiller uden tilskuere, og når der er endnu en artikel i den trættende række af skandale-historier fra Vestegns-klubben. Og her nytter det altså ikke noget at forsøge at skyde budbringerne, de danske medier, selvom Brøndby IF har fyldt alt for meget.
Hvis Brøndby IF overlever i denne sæson for derefter at levere mere af den samme, sure sovs sportsligt, økonomisk og i negativ opmærksomhed til dansk fodbold i næste sæson, er det så ikke bedre med en reel, ægte genstart i 1. division, både for Superligaen og for Brøndby IF?
Misforstå mig ikke. Dansk fodbold har på sigt brug for Brøndby IF som konkurrent til FC København, og det håber jeg, at klubben bliver på en base af positive værdier og seriøst, langsigtet og hårdt arbejde. Men hvad dansk fodbold ikke har brug for er et Brøndby, der sejler rundt, tiltrækker negativ opmærksomhed og skygger for al det positive, der trods alt findes i dansk klubfodbold.
Brøndby IF er ikke alene om det, men en betydelig del af den negative stemning omkring dansk klubfodbold kan da ledes direkte til al den ballade og galde, der er sivet ud af det tidligere fodboldflagskib de seneste tre-fem-syv år.
Med mindre den nye ejerkreds i en vis fart laver reelle reformer, sætter realistiske mål og gør Brøndby IF til et sted, hvor man arbejder langsigtet og kollektivt for klubbens bedste, så kan jeg ikke se, at Brøndby IF gør mere gavn i Superligaen end AC Horsens, snarere tværtimod.
Det kan sagtens være, at den nye ejerkreds får styr på klubben. Det håber jeg, for så får jeg ikke ret i ovenstående. Men med de seneste år in mente ser jeg ingen rationelle årsager til at lade tvivlen komme Brøndby IF til gode.
Og så lige der lige det med FC Nordsjælland.
At et mesterhold med vilje skulle lægge sig ned af kommercielle hensyn, så et storhold i samme del af landet bliver i bedste række, er en hån mod et FC Nordsjælland-hold, der har spillet til den seneste måned trods noget nær 100 procent sikkerhed for andenpladsen i ligaen.
Naturligvis går FC Nordsjælland og holdets fremragende træner Kasper Hjulmand på banen for at vinde, det her er ikke Italien, Rusland eller et andet af de mange fodboldlande ud for Nordeuropa, der opererer med tjenester og gen-tjenester.
At Allan K. Pedersen og FCN's kommercielle afdeling skulle diktere noget andet, hvilket jo må være logikken bag, når man taler om at FCN vil gøre Brøndby IF en tjeneste, er fuldstændig absurd og respektløst overfor en fodboldklub, der om nogen har trukket Superligaen i en positiv retning de seneste år med velovervejet strategisk arbejde sportsligt og kommercielt.
Noget helt andet er spillernes motivation i selve kampen. Går man lige så hårdt ind i nærkampe og arbejder sig selv lige så langt ned under græsset, når andenpladsen er matematisk sikker, som når man kæmper for at blive i Superligaen, for ens kontrakt og for brød på bordet hjemme hos familien?
FCN har spillet med et forynget mandskab på det seneste, der så vidt jeg kan se ikke har gjort andet end at spille bedst muligt og vise Kasper Hjulmand, at man skal have fast plads på holdet i næste sæson. Den motivation blegner muligvis i forhold til Brøndby-spillernes, og det kan meget vel blive afgørende for resultatet. Men det har intet at gøre med lyssky tjenester til Brøndby IF.
God kamp til alle!
Leder: DBU skal kræve Blatters afgang
FIFA's etiske komite nåede i denne uge den konklusion, der har været åbenlys for enhver med øjne i hovedet og en knivspids kritisk sans:
At fodboldledere, der har skaltet og valtet med VM-slutrunder og sat de overordnede retningslinjer for verdens bedste leg, systematisk har modtaget bestikkelse mellem 1989 og 2001 fra rettighedsfirmaet ISL, der i alt betalte for 650 millioner kroner bestikkelse for at få lukrative milliardaftaler med blandt andre FIFA.
Forestil dig, at Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og Villy Søvndal med Helle Thorning-Schmidts vidende havde gjort det samme. Ville du acceptere, at Thorning fortsatte på posten, og at undersøgelseskommissionen undskyldte Thorning med, at hun havde optrådt ”kluntet”?
Man skulle tro, at det var løgn, men det er lige nøjagtig, hvad Sepp Blatter får lov til i FIFA. Undersøgelsen af ISL-sagen har været politisk styret og har brugt respekterede korruptionsbekæmpere til at hvidvaske arbejdet. Men at Blatter får lov til at fortsætte skyldes først og fremmest, at ingen i fodboldpolitik har modet til at tage opgøret med en politisk top og et system, hvor man holder hånden over hinanden, og hvor kritiske spørgsmål og reformvilje straffes.
Læs også: Skandale: Løgn, bestikkelse og aftalt spil
Modstanden mod Blatter og FIFA's elite har aldrig været større blandt fodboldtilhængere og i klubfodbold, hvor man er dødtræt af at være underlagt en inkompetent og korrumperet elite uden forstand eller interesse for livsvigtige problemer som match fixing.
Men inde i systemet er oprørstrangen desværre lille trods beviserne på systematisk korruption. Selv englænderne, der skummede af raseri og med rette undrede sig højlydt over processen og talte om korruption ved valget af VM-værter til 2018 og 2022, har stukket piben ind og forsøger efter Tipsbladets oplysninger at please resten af den fodboldpolitiske elite for igen at få indflydelse.
Allan Hansen og andre taler for, at det meste fornuftige er at ændre FIFA indefra. Det har stået klart i årevis, at den strategi er med til at give korrupte FIFA-ledere legitimitet, men når Blatter kan slippe fra, at selv FIFA's egen, tamme undersøgelse dokumenterer millionkorruption og siger, at Blatter kendte til problemet i 1998, så må tanken om reformer indefra endegyldigt skrottes.
Sad jeg som præsident eller direktør i en europæisk topklub, ville jeg alvorligt overveje at tale med mine kolleger fra Europas 50 største fodboldklubber om at lave et udbryder-forbund med klare regler, magtstrukturer og nul-tolerance overfor korruption.
DBU har gennem årtier støttet Joao Havelange – som modtog mange millioner kroner i bestikkelse – og dennes efterfølger Sepp Blatter i tykt og tyndt. Skal vi tage DBU seriøst, er FIFA's kongres på Mauritius i slutningen af maj sidste chance for offentligt at tage afstand til Blatter, der mod tidligere løfter truer med at fortsætte som FIFA-præsident ud over 2015.
Det er tid til at kræve Blatters øjeblikkelige afgang, før fans og fodboldklubber stemmer med fødderne og danner en ny fodboldorden, hvor de selv bestemmer. De har ikke nær så meget brug for Blatter og FIFA som omvendt.
Blog: Hansen og de større udfordringer i OB
Det var lidt af en overraskelse, da OB 9.58 i dag mailede ud til den danske sportspresse, at Horsens-direktøren Jesper Hansen bliver ny sportsdirektør i OB fra 1. juni.'
Ikke fordi der er noget galt med Jesper Hansen, tværtimod. Men det siger noget om OB's held til at hemmeligholde navne i jagten på en ny sportsdirektør og om Jesper Hansens relativt stille eksistens i den bredere offentlighed, at selv Tipsbladet med gode forbindelser i blandt andet OB ikke havde haft Hansen inde i overvejelserne til jobbet.
Det blev hverken fynske navne som Tommy Møller Nielsen, Thomas Helveg og Steen Nedergaard, en agent eller SønderjyskE's Ole Nielsen, der med nogen berettigelse har fået lidt af rygte som transfer-troldmand i Haderslev efter en mindre harmonisk tid for år tilbage i AaB Ishockey.
Men tankegangen bag OB's aftale med Horsens' sportsdirektør Jesper Hansen er klar nok, hvis vi tager hans arbejde i AC Horsens for pålydende:
- Jesper Hansen arbejder langsigtet, systematisk – og meget grundigt
- Jesper Hansen har blik for fornuftige, billige køb
- Jesper Hansen overbetaler ikke spillere med store klubber på CV'et
- Jesper Hansen har hånd i hanke med mandskabsbehandlingen (hvor mange konflikter husker du, som ikke hurtigt blev lagt ned i Horsens?)
Oveni kommer, at Jesper Hansen kender Troels Bech fra en ung Bechs sæson i Horsens i 1998/1999. Billedet af et godt match tegner sig.
For OB er det vigtigste karaktertræk ved Jesper Hansens karriere det stabile, hårde og strategisk funderede arbejde, som Hansen har præsteret i Horsens.
Der bliver ikke begået de voldsomme, dyre fejl, som OB under skiftende sportsdirektører har leveret i årevis sideløbende med de store, strålende navne, OB også har været kendt for. Det passer lige ind i OB's strategi med fremover at købe spillere, der er tænkt ind i helheden adskillige sæsoner ud i fremtiden.
Det er en erfaren hånd, som trænerne og direktionen i OB nu skal arbejde sammen med, og det er betryggende efter år med udsving på posten.
Dermed ikke sagt, at matchet nødvendigvis er det rigtige, selvom det lige nu virker sådan.
Det er så vidt Tipsbladets redaktion kan erindre første gang i Superligaens historie, at en sportsdirektør på denne måde bliver headhuntet direkte hos en konkurrent i samme række. Det er der intet galt i, tværtimod, men for en mand med så gul en fodboldsjæl som Jesper Hansen (en sjæl Jesper Hansen i høj grad personligt har defineret) kan det ikke blive andet end en tilvænning at være i en anden Superliga-klub med rødder i fodboldspillets teenageår.
Jeg er ikke i tvivl om, at en fornuftig mand som Jesper Hansen klarer den overgang uden problemer, men der findes ingen garantier i så nyt land, som et sportsdirektør-skifte er i Superligaen.
Nej, testen bliver, hvordan Jesper Hansen klarer et større budget og de fordele og ulemper, der følger med pengene og opmærksomheden.
Har ikke haft mulighed for at dumme sig
Populært sagt har Jesper Hansen ikke haft ret mange penge på spillerbudgettet i Horsens at dumme sig for, og både internt og især eksternt bliver dyrere spillere – med rette – bedømt hårdere og hurtigere end de billige udlændinge, divisions-profiler og marginalspillere fra større Superliga-klubber, som Jesper Hansen i høj grad har haft succes med i Østjylland.
Hansen skal have stor kredit for at AC Horsens i flertallet af sæsoner siden 2006 har været et konkurrencedygtigt Superliga-hold med et budget i nedrykningsklassen. Men de større transfers, som OB trods det nyfundne mådehold kommer til at foretage, har Hansen ikke haft mulighed for i Horsens.
Et overslag lyder, at Horsens siden første oprykning har solgt spillere for 20-25 millioner kroner (halvdelen på Gilberto Macena sidste sommer) og lagt transfers for omtrent det halve, og både fejl og succeser vil uundgåeligt blive markant større i Odense.
Det er en lidt ærgerlig situation, som Horsens står i i dag med en drabelig nedrykningsduel. For egentlig burde Horsens ligge højere med den fornuftige kvalitet i tre af fire kæder. At Horsens ikke gør det hænger direkte sammen med, at Jude Nworuh, Ken Fagerberg og Henrik Toft slet ikke har formået at dække hullet efter Gilberto Macena.
Det er svært at finde en direkte afløser for en så dygtig spiller som Macena, og Charles Takyi har gjort det fornuftigt i foråret. Men tilbage står, at Horsens har det mindste målfarlige udvalg af angribere i Superligaen, og det peger direkte på Jesper Hansen, der sammen med den øvrige sportslige ledelse valgte at satse på Fagerberg og Nworuh fra FC Midtjyllands reservebænk.
At Hansen ikke har prøvet de større budgetter og trods alt har lavet sine bommerter på transfermarkedet skal dog naturligvis ikke ligger den nye OB-sportsdirektør til last, før han rent faktisk har haft en længere periode i det nye job, så indtil videre må vi tage Hansens arbejde i Horsens for pålydende og beskrive ham som en god, solid og gennemtænkt løsning på en post, der i OB har været problemernes holdeplads, siden mesterskaberne glippede i 2008 og 2009.
Og så må man ønske AC Horsens held og lykke i jagten på en afløser. Det bliver svært at finde en lige så dedikeret direktør. Måske vil det fornuftige være at gå OB i bedene og ligesom fynboerne hapse en sportsdirektør med rette kvalifikationer, strategiske intelligens og arbejdsindsats fra en mindre klub? At hente sportsdirektører mellem klubberne kunne hurtigt blive en interessant trend i dansk fodbold, som man med fordel kunne have taget hul på for flere år siden.
BLOG: Luftkasteller og luksusfælder
Selv i et velstående land som vores vil et stort flertal af folket gennem 40 år på arbejdsmarkedet aldrig komme i nærheden af fodboldspilleres lønninger. Så hvordan skulle fodboldspillere kunne komme i økonomiske problemer på lønninger, mange kun kan drømme om?
Vi kender ikke alle detaljerne eller baggrunden for den ærgerlige sag i Silkeborg, hvor Christopher Poulsen under stor dramatik blev fyret i tirsdags for angiveligt at have forfalsket SIF-økonomidirektør Claus Christensens og Kent Madsen underskrift. Underskrifter, der ifølge Midtjyllands avis blev sat på et lånedokument, som ifølge Christopher Poulsen skulle dække en ekstra regning i forbindelse med en fejlslået investering i vindmøller.
Mange fodboldspillere har investeret en betydelig del af deres opsparede lønninger og signon-fees i ejendomme, vindmøller, butikker og andre forretninger. I nogle tilfælde har spillerne investeret revl og krat plus renter, og mange begyndte på det tilbage i 2005 og 2006, hvor dansk fodbold ligesom samfundet var midt i et voldsomt økonomisk boom.
Men for mange fodboldspillere er investeringerne ved at forvandle sig til eller er allerede blevet sorte huller, der måned efter måned sluger en stor del af lønnen og truer med at gå op i røg i konkurser, og hvor spillerne i mange tilfælde skal dække for hinandens milliongæld og dermed synker yderligere ned i suppedasen, når de første personlige konkurser blandt medinvestorerne indfinder sig.
Et hurtigt tjek i åbne registre viste, at Christopher Poulsen er en af dem, der har brændt nallerne på investeringer, i dette tilfælde i vindmøller i Tyskland.
Et faktum, som Christopher Poulsen selv er stået frem tirsdag og har bekræftet overfor Midtjyllands Avis.
En stor, stor procentdel af spillerne i den nordamerikanske football-liga NFL, i basketball-ligaen NBA og i Premier League går personlig konkurs få år efter karrieren er ovre, dels på grund af dårlige investeringer og på grund af et usundt privatforbrug grundlagt i de tidlige tyvere.
Superliga-spilleres lønninger ligner lommepenge til lørdags-snolder sammenlignet med de beløb, superstjerner i NFL, NBA og Premier League sætter til. Men problemerne er de samme.
Udfordringen er, at fodboldspillere måles på, om de kan vinde kampe, ikke på om de er velforberedte til karrieren efter karrieren, eller om de kan håndtere deres privatøkonomi.
Mainstreamkulturen blandt danske spillere går mere i retning af fede biler end fornuftig opsparing i en karriere, der i bedste tilfælde strækker sig over 15 år og derefter sender den ofte uuddannede fodboldspiller ud i tre årtier på arbejdsmarkedet, hvor behovet for ufaglært arbejdskraft efterhånden er til at overse.
Klubber, spillere og dansk fodbolds organisationer skal gribe anledningen og finde ud af, hvordan de ruster spillerne til både at klare både privatøkonomi og livet efter fodbold. Det skylder man hinanden og spillernes partnere og børn, i hvert fald hvis ordene om socialt ansvar og bæredygtighed, som klubberne gerne slynger om sig i årsrapporter og ved andre festlige lejligheder, skal tages alvorligt.
Men først og fremmest er det spillernes eget ansvar. Initiativet til at blive klogere og til at holde sig fra overforbrug og dårlige investeringer skal komme fra dem selv, uanset om historikken fra udlandet viser, at højtbetalte sportsudøvere tilsyneladende er disponeret for uheldige investeringer.
Vil landsholdsfodbolden leve eller dø?
For tilskuerne har ikke lyst til hverken hjemme- eller udekampe, og de store klubber og kommercielle interesser presser på for at presse landsholdsfodbold endnu længere ind i et støvet kosteskab, som man for pengenes skyld åbner hvert andet år til EM- og VM-slutrunder.
Der var engang, da landskampe var højdepunktet i den danske fodboldverden for alle andre end de mest rabiate fans af engelsk fodbold og Tipslørdag.
Der er ikke kommet flere landskampe siden de glade generationer henrykkede nationen fra start-firserne til 2004.
Til gengæld kan man i dag se klubfodbold verdens stærkeste klubturneringer noget nær årets 365 dage, og de virkelig dedikerede nørder kan nærmest se enhver kamp i hele verden på Internettet, endda lovligt.
Klubfodbold, tv-underholdning, computerspil, sociale medier – der er så mange konkurrenter om tiden og opmærksomheden, og derfor er det på høje tid, at DBU og deres kolleger i Europa beslutter sig for, om landsholdsfodbold igen skal være for den brede befolkning eller affinde sig med at være et rigtig godt butiksvindue for klubber og agenter på jagt efter nye, talentfulde og billige spillere til deres hold eller stald.
DBU og UEFA prøver.
Billetpriserne bliver ganske fornuftigt sat ned i næste uge mod Bulgarien, og DBU-formand Allan Hansen fortæller, at DBU og UEFA sammen vil handle aktivt og igen promovere landsholdsfodbold som rammen for store fodboldoplevelser og det sted, hvor fokus ligger i moderne fodbold.
Men kan DBU og UEFA gå fra pæne visioner til handling, når man vil have følelserne ind i landsholdsfodbold igen og skabe nærhed til publikum?
Den gode vilje er langt fra nok, for landsholdsfolkene er oppe imod stærke kræfter. Og billetsalget til Bulgarien-kampen på tirsdag var i skrivende stund så skræmmende lavt, at DBU og UEFA næppe har råd til at vente indtil efteråret 2014 med den store, koordinerede indsats.
Klubfodbold dominerer hverdagen og har gjort det i stadigt højere grad det seneste årti, hvilket for DBU uheldigvis falder sammen med perioden efter 2004, hvor A-landsholdet gik seks år uden slutrunder for derefter at ryge ud i gruppespillet ved VM og EM.
Landsholdsfodbold i Danmark og i resten af Europa bliver klemt og glemt. Spillerne melder fra af hensyn til klubberne, der betaler deres løn, og det hjælper heller ikke, at også landsholdsfodbold har været ramt af mistanke og beviste tilfælde af aftalt spil.
I denne uge har vi Lars Berendt og Leon Andreasen i Tipsbladet, der på hver deres måde argumenterer for, at landsholdsfodbold er og bør være centralt i moderne fodbold, ikke mindst i en stadigt mere globaliseret verden.
Leon Andreasen har den gnist, der gør landsholdsfodbold interessant. Var der flere af ham, var opgaven langt lettere for DBU. Men hvordan kommer man uden om, at tilskuernes og spillernes loyalitet ligger hos klubberne? Vil faste spilletidspunkter fra efteråret 2014 igen gøre landsholdsfodbold relevant for danskere under 50, der stadigt oftere vælger landsholdet fra?
Måske har Peter Sørensen ret, når han kalder landsholdsfodbold for semi-anakronistisk. Før forbundene overbeviser mig om andet og omsætter pæne visioner til spænding og nærvær, hælder mod samme side i debatten som AGF-træneren. Ikke fordi viljen til fornyelse mangler, men fordi klubfodbold har fået frit løb i 10-15 år og sidder meget sikkert på både tilhængerne og verdensfodboldens pengekasse.
Leder: Skal de store stoppes?
BRAGT I TIPSBLADET 15. FEBRUAR 2013
Hvem gider se Champions League? Det er jo alligevel de samme hold, vi ser hvert forår, og Messi, Ronaldo, Ribery, Rooney og de andre superstjerner får altid al opmærksomheden, når det bliver alvor i verdens hårdeste fodboldturnering.
Og så handler det om at overforbruge. Paris Saint-Germain har købt sig adgang til knockout-kampene i Champions League ved netto at skyde 1,8 milliarder kroner af alene i transfers i de fire seneste transfervinduer.
Det kan PSG kun, fordi sportschefen Leonardo har et guldkort overtrækket med diamanter til Qatars statslige investeringsfond, der foreløbig har købt for 350 milliarder kroner aktiver kloden rundt for emiratets enorme olie- og naturgas-indtægter.
Læs også: Sådan ville fonde 'kuppe' Brøndby
De forsvarende mestre Chelsea gjorde det samme for ti år siden, Manchester City forsøger det finansieret af Qatars naboer i Abu Dhabi, og det er kun godt, at UEFA forsøger at begrænse det vanvittige forbrug, så klubber med ansvarsfølelse nok til at have et budget i balance også får en chance for at vinde trofæer.
De første 1029 tegn og mellemrum af denne leder er som sådan ikke forkerte, og det giver god mening, at UEFA for alvor forsøger at sætte begrænsninger på underskud og brug af playerinvestselskaber, som vi fortæller om i dagens Tipsbladet.
I 2011 tabte klubberne i Europas 53 topligaer svimlende 12,75 milliarder kroner, klubbernes omkostninger med spillerlønninger som katalysator er steget 38 procent siden 2007, og stadigt flere europæiske klubber baserer deres forretning på samarbejde med anonyme investorer, som vi fortæller i dagens blad med succesrige FC Porto som case.
Læs også: Pressede klubber pantsætter fremtiden
Alligevel vil jeg gerne så lidt tvivl om, hvorvidt de store, overforbrugende klubber nu også er så slemme, som de bliver gjort til.
En tilståelse: Første sætning i denne leder føles måske rigtig, men i denne udgave af Champions League passer den ikke. Det er kun Real Madrid, AC Milan, FC Barcelona, Arsenal og FC Bayern, der går igen fra sidste års ottendedelsfinaler, og da de fire sidstnævnte mødes i den kommende uge, er vi stensikre på at have fem eller seks nye kvartfinalister i dette års Champions League.
Det fortæller os, at konkurrencen i Europas top lever, også selvom de helt store hold selvfølgelig er favoritter til at stå med trofæet på Wembley til maj.
En form for regulering og frem for alt gennemsigtighed er nødvendig. Vi skal vide, hvem der skyder penge i fodbold, og hvorfor de gør det. Det er langt fra første gang i professionel fodbolds historie, at nationalstater investerer direkte i fodbold gennem et klub- eller landshold, men at nationale investeringsfonde og energiselskaber med milliarder til PR-projekter skaber enorm inflation i løn og transfers skal både fodboldverdenen og fans reagere på.
Glem ikke, at professionel fodbolds og sports sjæl er at jagte sejre. Uden for banen vil det sige at sigte højere og bruge ti procent ekstra på løn, selvom man egentlig ikke har råd. Det tager så overhånd i øjeblikket med det vilde forbrug hos Man City, PSG, Chelsea, Zenit og Anji. Men får UEFA og klubberne selv lidt mere snor i forbruget, så alle klubber ikke er nødt til at have en millionær-ejer eller oliefond i ryggen, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være værre end tidligere købehold som Di Stefanos Real Madrid. På dette niveau er der altid nogen, der er klar på at betale regningen, og så har jeg svært ved at se problemet.
Leder: Fisken rådner fra hovedet
Dansk fodbold har været ekstremt heldig med aftalt spil eller manglen på samme. Der går ganske vist rygter om, at Kristoffer Wichmann, Kim Aabech, Samir Haiba og Jesper Sneholm langt fra er de eneste, der har brudt DBU's regler og spillet på egne kampe (de tre sidste gamblede mod eget hold). Men indtil nu er der ikke dukket beviser eller indicier op på, at danske klubber og spillere er røget i kløerne på kriminelle bander af matchfixere, hvilket gør Danmark til noget af en undtagelse i Europa.
Sagen med Kristoffer Wichmann viser, at der er brug for klar, målrettet national lovgivning mod aftalt spil med direkte samarbejde med politiet, og at DBU og klubberne tydeligvis har mere oplysningsarbejde forude, når det trods et forbud stadig er svært for danske fodboldspillere at fatte, at de skal holde nallerne fra deres egne kampe på odds-kuponen.
Men det er kun begyndelsen, og det er ikke korrumperede fodboldspillere, der er hovedårsagen til problemet.
Der er faldet mange domme af varierende længde over fodboldspillere og matchfixere, mens mange dommere er sluppet med at blive udelukket eller ikke sat på større opgaver igen. Men hvor er retsforfølgelsen af de officials i fodboldforbund, der ifølge eksperter er en integreret og vigtig brik i de kriminelle banders svindel?
Hvor mange højtstående fodboldpolitikere er sendt ud af fodbold, fordi de ikke tog korruption og aftalt spil i deres nationale ligaer alvorligt? Meget få.
Hvorfor brøler fodboldverdenen ikke i kor af Singapores regering, der ikke vil udlevere den yderst velhavende mand, der ifølge detaljeret efterforskning hos det italienske politi er den centrale bagmand bag matchfixing-skandaler fra Italien og Tyskland til Finland og Zimbabwe?
Som kineserne siger, rådner fisken fra hovedet, og det er spøjst, at den politiske elite i UEFA og FIFA ikke for længst har lagt alle kort på bordet for politi og nationale regeringer og bedt om hjælp til en fuldstændig udrensning, uanset hvor mange officials og fodboldpolitikere det ville koste. Måske er det fordi, at mange af fodboldens magthavere rundt om i verden ikke har lyst til, at garvede politifolk graver for dybt i professionel fodbold anno 2013?
Spillerforeningen siger, at spillerne er ofre i match fixing-sager, ikke skurkene. Det klæder ikke spillernes organisation at være så ansvarssky, for spillere, der deltager i match fixing, træffer et aktivt valg om at medvirke frem for at gå til politet, som de skal.
Men på et overordnet plan er det rigtigt, at spillerne hurtigt bliver (u)frivillige brikker for kriminelle bander, der har myrdet folk, så snart en spiller en gang har gjort noget ulovligt.
Jeg håber virkelig, at man i dansk såvel som international fodbold siger fra og går direkte til klubbens ledelse, fodboldforbundet og politiet, hvis man ser noget som helst, der lugter af snyd og aftalt spil. Men på den mur af tavshed, de seneste års afsløringer af aftalt spil er blevet mødt med fra aktørerne i professionel fodbold, frygter jeg, at det ikke er tilfældet, at man i en konservativ, konform fodboldverden hellere vil holde sin kæft end at afsløre potentiel svindel.
Med de nationale og internationale fodboldforbund, spillerne skal trækkes med, forstår jeg dem måske godt, for match fixing er sandt for dyden ikke blevet håndteret effektivt. Men i sidste ende er det spillerne, der bliver tvunget til at gøre ting, de ikke vil, og så er det bedre at sige - højlydt - fra end at lukke øjnene og håbe, problemet går væk af sig selv.
Er Superligaen klar til et liv uden Brøndby?
Bragt i Tipsbladet 25. januar 2013.
I Tipsbladet fortæller vi i dag historien om, hvordan Brøndby IF ville se ud efter en konkurs i første halvår af 2013.
Men hvad vil en Brøndby-konkurs betyde for resten af Superligaen?
På kort sigt vil en Brøndby-konkurs være et økonomisk slag i ansigtet på de 11 resterende Superliga-klubber.
Man vil gå glip af lukrative hjemmekampe mod klubben, der trods dårlige resultater (eller på grund af dem?) trækker mange tilskuere på udebane, men langt værre finansielt er det, at tv-aftalen vil komme under yderligere pres.
Jeg kender ikke klausulerne i Superligaens tv-aftale, men hvis Brøndby bliver trukket fra ligaen i hele forårssæsonen, mangler Viasat og Canal 8 og 9 13 af de 79 forårskampe, og jeg kan ikke forestille mig andet end at det vil koste klubberne en masse millioner.
Hvad værre er, Superligaen vil miste sin pt største seermagnet, når tv-aftalen skal forhandles igen fra slutningen af 2013. Igen kommer det an på udformningen af aftalen, men det kan sagtens tænkes, at tv-stationerne vil forsøge at genforhandle tv-aftalen før da. Superligaen står allerede til at få en mærkbart mindre tv-aftale fra 2015, når ligaen sandsynligvis ikke har en direkte CL-plads, når der lige nu kun er to aftagere til tv-produktet (med mindre SBS, TV 2 eller DR melder sig), og når tendensen går mod større valgfrihed for tv-brugerne, der samtidig vil se markant mere fodbold online, end de gør i dag.
Uden Brøndby står dansk fodbolds tv-indtægter til at dykke markant, og hvis Brøndby først er oppe i gear igen i Superligaen i slutningen af årtiet, står FC København nærmest uden modpol i storkøbenhavnsk fodbold, med mindre FC Nordsjælland vokser helt vildt.
Men en Brøndby-konkurs behøver ikke være ene dårlige nyheder for konkurrenterne.
Andre klubbers Superliga-fans irriteres over, at Brøndbys kampe konstant vises i bedste sendetid, også selv om førsteholdet spiller dårligt. En Superliga uden Brøndby vil give mere plads i den brede danske offentlighed til andre klubber, og hvis man griber chancen, er en status som seriøs, langsigtet udfordrer til FCK åben.
Superligaen vil slippe for en masse negativ omtale, som unægtelig har klæbet sig til Brøndby IF, siden Rene Meulensteen - med rette - kom til at kalde Brøndby IF en syg patient overfor en hollandsk journalist i det sene efterår 2006. Og der er en god chance for, at det Brøndby-hold, der sandsynligvis ville rykke tilbage i Superligaen i sommeren 2016, ville komme med en helt anderledes positiv energi.
Men vigtigst vil Brøndby IF som Glasgow Rangers i Skotland være et levende eksempel på, at ingen er for store til at bukke under, hvis beslutningerne over flere år er tilstrækkelig dårlige og kortsigtede. Det bør virke afskrækkende på enhver klubleder, der gør sig illusioner om klubbens udødelighed.
Enhver bør betale, hvad han eller hun skylder. Og jeg håber, at Brøndby finder en løsning uden konkurs. Men både i klubben og resten af dansk fodbold er man nødt til at tænke tanken, at Brøndbys professionelle afdeling kan knække i 2013. Og så er det klogt at have en plan klar, også hvis man overhovedet ikke er blå og gul i hjertet.
Leder: Guardiola spiser også penge
Fra Tipsbladet 18. januar 2013
Josep Guardiola valgte denne uge Bayern München i stedet for Chelsea og Manchester City, der ellers har endnu større pengetanke end den på Säbener Strasse.
Det gjorde han i høj grad af samme grund, som i dag får os til at dedikere bladet til Bundesligaen og tysk fodbold - i øvrigt på Guardiolas 42 års fødselsdag. Bundesligaen har udviklet sig i raketfart siden VM 2006, og Bayern er en af Europas rigeste klubber.
Selv Champions League-gruppespillet havde færre tilskuere per kamp i efteråret end Bundesligaen, og kun Premier League og udvalgte mega-klubber i resten af Europa kan følge med Bundesligaens bayerske magtcenter.
Man må håbe for sydtyskerne, at Guardiola var en af de vigtige variable i den catalanske ligning, og at han ikke bare flød ovenpå i en af verdenshistoriens stærkeste og bedst sammenspillede trupper. Med Robben og Ribery i truppen får Guardiola i hvert fald nogle stjerner med høje meninger om sig selv, hvilket Guardiola ifølge Zlatan Ibrahimovic' selvbiografi ikke var nogen Alex Ferguson eller Jürgen Klopp til at håndtere.
Guardiolas stjernestøv giver de 17 øvrige hold i Bundesligaen et gigantisk fodboldprojekt at måle sig med og spejle sig i, og Bundesligaens store strateger kan med nogen rette håbe på, at Guardiola kan bruges som rambuk til at gøre Bundesligaen rigtig interessant på de store, nye fodboldmarkeder i Kina, Indien, USA.
De store strategiske slagsmål skal Josep Guardiola ikke udkæmpe.
Han har i øvrigt befundet sig i begge store politiske fodboldstrømninger med positive udtalelser om fan-medejerskab og valget af fornuftige Bayern frem for Chelsea og Manchester City på den ene side og en rolle som ambassadør for Qatars succesrige og pengestærke VM 2022-kampagne på den anden.
Men det betyder ikke, at de store linjer er ligegyldige for Guardiolas succes eller fiasko, tværtimod.
Sorry Dortmund, men hjemme i Bundesligaen skal FC Bayern nok genvinde dominansen.
Til gengæld slår selv Bayerns årlige sponsor-indtægter i omegnen af halvanden milliard kroner ikke til overfor de olie- og naturgas-pumpede bankkonti i PSG, Zenit, Manchester City, Chelsea og hvor milliardærerne og de statslige investeringsfonde ellers har prestigeprojekter i europæisk topfodbold. Det er de penge, der skaffer Champions League-titler.
Da Guardiola vandt sin anden CL-titel som træner for FC Barcelona i 2011, havde seks af spillerne i startopstillingen ikke spillet i nogen anden klub. Men de sidste fem havde kostet Barca 896 millioner kroner alene i transfers, og da Joan Laporta året forinden stoppede som præsident, afslørede afløseren Sandro Rosell, at truppen lønninger og bonusser havde været så stratosfæriske, at kassen i FC Barcelona var fuldstændig tom.
Læs også: Laportas spøgelse sværter FC Barcelona
Læs også: Barca lavede UNICEF-aftale for pengene
Bayern og Guardiola konkurrerer med klubber, der har dybere lommer, end selv Audi, Adidas og Deutsche Telekom giver Bayern. Og Josep Guardiola byggede ikke sit Dreamteam II i Barcelona alene på inderside-afleveringer og sit pæne, vindende smil.
Selv tager Guardiola sig godt betalt i Sydtyskland - der tales om en årsløn omkring 150 millioner kroner. Og det kommer til at kræve mindst lige så mange penge som i Barca og hvert et gram trænertalent i Guardiola, og så måske noget indirekte hjælp fra UEFA's financial fair play-folk, hvis Guardiola skal leve op til hypen og resultaterne fra de fire år i FC Barcelona.
Leder: Hvem har følelserne og 100 millioner?
Hvordan får man en mindre formue? Man begynder med en stor formue.
Det beskriver vel meget godt den plan, Brøndbys ledelse har for overlevelse som professionel fodboldklub. Man beder medarbejderne gå ned i løn og håber så på at holde indtil midt i foråret, hvor en aktieudvidelse til et trecifret millionbeløb skal give nok penge i kassen til at betale kreditorerne og for en eventuel nedrykning til 1. division.
Brøndby-ledelsens forslag om lønnedgang ville spare cirka ti millioner kroner årligt, ti millioner der altså blev udlagt som vitale for Brøndbys overlevelse, og som placerede ansvaret primært på spillertruppen.
For proportionernes skyld: Brøndby IF fik i omegnen af 200 millioner kroner fra KASI Group og Jesper Nielsen. De penge er væk. Det samme gælder tilsyneladende millionbeløb fra lån og playersponsorater, der holdt Brøndby oven vande i sidste halvdel af 2012.
Problemet her er ikke Brøndbys spillere, de skal ikke klandres for at stå på deres rettigheder som lønmodtagere. Nej ansvaret ligger oppe på bestyrelses- og direktionsniveau, og opbrydningen af fondens magt og opdelingen i A- og B-aktier kommer muligvis for sent.
For hvem har lyst til at forære Brøndby det trecifrede millionbeløb, der med al sandsynlighed skal til for at betale i omegnen af 24 millioner kroner til Spillerforeningen, penge til de årlige millionafbetalinger på Brøndby Stadion og give en smule finansielt pusterum, mens man forsøger at genvinde tilhængernes og omverdenens tillid?
Man skal ikke gøre sig illusioner om, at Brøndby med en lønnedgang og henstand fra Spillerforeningen pludselig bliver en rentabel fodboldklub. Den slags klubber er der meget få af i verden, og uanset hvor ofte Brøndby IF og Brøndby Supporters Trust prøver at fremmane paralleller til genopstandne Borussia Dortmund, der i 2003 kun overlevede på grund af et nødlån fra Bayern München, er Vestegnen ikke Ruhr-distriktet og Superligaen ikke Bundesligaen.
Til marts eller april skal Brøndby hente de famøse 100 millioner kroner på nye aktier, og jeg tør næsten vædde en velmarineret stråhat, at det ikke bliver tilhængere eller hobby-aktiekøbere, der trækker det læs.
Der skal store kontooverførsler til, og til april kan Brøndbys sportslige situation sagtens være værre end nu, hvor to point op til Esbjerg trods alt er overkommeligt. Det er svært at forestille sig markante januar-forstærkninger af den trup, man lige har bedt gå ned i løn, så aktieudvidelsen kan også meget vel komme til at betale for en nedrykning, der kommer til at koste mindst det samme som Spillerforeningens 24 millioner kroner store krav.
Brøndby betaler nu for adskillige års nølen og virkelighedsflugt med akut pengemangel og sammenviklede politiske, sportslige og ledelsesmæssige problemer.
Kontanter er dyre anno 2013, hvor omfattende nedskæringer er på vej i dansk erhvervsliv.
Brøndby skal sætte sin lid til, at følelserne stadig er stærkere end fornuften hos en række erhvervsfolk, der de seneste fem år for alvor har lært at drive deres virksomheder med hjernen frem for hjertet. Rygtet siger, at de mennesker stadig findes. Man må håbe for Brøndby, at det er sandt.