troelsb's blog

Leder: Hurra for et jysk mesterskab

Der plejer at være sammenhæng mellem spillerbudget og placering i Superligaen. Jo flere penge, du har til køb, lønninger og signon-fees, desto større er din chance for at havne i toppen af rækken.

Derfor vækker det opsigt, at FCM og AaB lørdag spiller noget, der ligner en mini-finale om guldet. For de to provinsklubber har ingen penge i kassen, ja faktisk er egenkapitalen i AaB negativ, mens FC Midtjylland senest pantsatte en talentfuld midtstopper for at betale regningerne i foråret.

Fortæller det om en svag Superliga, at mesterskabet havner i Jylland? 

Måske, i hvert målt på FC København, der oplever et dramatisk dyk af samme dybde som i 2008.

Men først og fremmest skyldes FC Midtjyllands og AaB’s succes gedigent, målrettet arbejde over tre år af Glen Riddersholm, Kent Nielsen og de to træneres spillere og kolleger.

De to trænere har udnyttet knapheden på ressourcer til at skabe sammentømrede hold, der på deres gode dage spiller fremragende fodbold med internationalt snit, og det skal vi glæde os over, selvom de to hold måske får det svært i europæiske kvalifikationskampe til august, hvor de største profiler med al sandsynlighed er solgt.

Så hurra for Jylland, og god kamp lørdag!

Leder: Hurra for et jysk mesterskab

Der plejer at være sammenhæng mellem spillerbudget og placering i Superligaen. Jo flere penge, du har til køb, lønninger og signon-fees, desto større er din chance for at havne i toppen af rækken.

Derfor vækker det opsigt, at FCM og AaB lørdag spiller noget, der ligner en mini-finale om guldet. For de to provinsklubber har ingen penge i kassen, ja faktisk er egenkapitalen i AaB negativ, mens FC Midtjylland senest pantsatte en talentfuld midtstopper for at betale regningerne i foråret.

Fortæller det om en svag Superliga, at mesterskabet havner i Jylland? 

Måske, i hvert målt på FC København, der oplever et dramatisk dyk af samme dybde som i 2008.

Men først og fremmest skyldes FC Midtjyllands og AaB’s succes gedigent, målrettet arbejde over tre år af Glen Riddersholm, Kent Nielsen og de to træneres spillere og kolleger.

De to trænere har udnyttet knapheden på ressourcer til at skabe sammentømrede hold, der på deres gode dage spiller fremragende fodbold med internationalt snit, og det skal vi glæde os over, selvom de to hold måske får det svært i europæiske kvalifikationskampe til august, hvor de største profiler med al sandsynlighed er solgt.

Så hurra for Jylland, og god kamp lørdag!

Brøndby og Barcelona: To brands i brand

Om Brøndby IF's problemer med at få idealer og virkelighed til at mødes, og FC Barcelonas lemfældige omgang med etik og moral.

Leder bragt i Tipsbladet fredag 4. april. Afsnittet med Brøndby IF er redigeret efter nyheden om Aldo Petersens kommende stop som Brøndby-formand.

Det nye Brøndby IF vil gerne være nyskabende med progressive ideer om Superligaens fremtid, men det ligner stadigt mere den samme, gamle vin, der har fået en ny, flot etikette.

Ekstra Bladet fortalte i går om, at Brøndbys storaktionær Jan Bech Andersen og en række andre vigtige aktører er utilfredse med blandt andet det store underskud på 2013-regnskabet og udsigten til endnu et stort underskud i 2014, og utilfredsheden koster formand Aldo Petersen posten, efter at  Brøndby har brugt millioner på nye spillere, trænere og en voldsom opgradering af ungdomsarbejdet.

Der er generalforsamling i Brøndby IF på torsdag i næste uge, og alt tyder på, at bestyrelsen starter forfra med Jan Bech Andersen i en hovedrolle.

Det virker til, at der er tænkt nogle nye tanker i Brøndby IF’s arbejde. Det sportslige begynder at tage form med en opgradering af arbejdet på førsteholdet og i ungdomsafdelingen, og flere af Brøndbys ideer omkring en ny tv- og medieaftale er interessante.

Men ideer gør det ikke alene, især ikke, når de er vanvittigt dyre og tømmer kassen i rekordtempo.

Der skal meget snart sikres en hovedsponsor og en troværdig medie-aftale med kroner og ører i kassen inden for en overskuelig fremtid, hvis de store tanker ikke skal blive til en endnu større hul i kassen, der skal lappes med en ny kapitaltilførsel i 2015.

Der foregår en stor spin-krig om, hvem der har skylden for Brøndbys exit fra den kollektive tv-aftale, men udsigten til en individuel medie-aftale til Brøndby og de nye, store underskud er hastigt ved at pille glansen af det nye projekt. Sikke en forskel, et år gør.

Hvor Brøndby kæmper for at få ideer og idealer til at passe med virkeligheden, er det intet at regne for de fortjente hug, FC Barcelona får i disse måneder.

Tipsbladet har tidligere beskrevet FC Barcelonas og Lionel Messi-lejrens meget kreative regnskabsførelse i henholdsvis købet af Neymar og brugen af skattely.

Det blev i denne uge fulgt af en karantæne fra to transfervinduer fordi klubbenhar hentet en lang række teenagere til klubben med kreativ brug af undtagelser fra forbuddet mod U/18-transfers.

Mens FC Barcelonas med rette har høstet global anerkendelse for sin spillestil og de facto har været et forbillede for UEFA og udviklingen af europæisk fodbold, har klubben og dens skiftende præsidenter lavet alskens mystiske forretningsaftaler. Eks-præsident Joan Laportas forretningsforbindelser til den herskende familie i Usbekistans diktatur og den nu afgåede efterfølger Sandro Rosells bånd til den skandaliserede, korrupte eks-præsident for det brasilianske fodboldforbund Ricardo Teixeira står i skærende kontrast til opfattelsen af FC Barcelona som det ægte fodboldspils vogter.

Før vi hylder fodboldklubber som værende bedre og mere moralske end andre, er det altid fem minutters research værd at se bag den facade og se, hvordan et fodboldhold og forretningen bag er skruet sammen.

Forbillederne Schmeichel og Zlatan

Superliga-spillerne kunne lære noget af Kasper Schmeichel og Zlatan Ibrahimovic' vindervilje og arbejdsraseri.

Vindervilje. Ærgerrighed. Sult. Fokus.

Kær kliché har mange navne, og et stort flertal af professionelle fodboldspillere kan tale med om, hvor meget de gerne vil vinde for at opfylde deres drømme om trofæer og måske især mere lukrative kontrakter.

Det er fine mål at have, man skal ikke rynke på næsen af, at udsigten til flere penge kan motivere mange mennesker til hårdere og bedre arbejde.

Men lever danske fodboldspillere nu også op til de ord, vi hører dem sige runde efter runde i Superligaen?

Noget helt andet end at sige, at man vil vinde og blive bedre, er rent faktisk at gøre noget ved det. Lægge en plan, følge den op med konkrete delmål til træning og i kamp og at geare sig selv fysisk og mentalt til både medgang og modgang.

I dag har vi interview og portræt af to personer, der i med- og modgang har jagtet succesen gennem handling i stedet for kun at tale om den.

Kasper Schmeichel har et gigantisk efternavn, og han viste, at han kunne og ville selv på meget ydmyge lejekontrakter i Darlington, Bury og et år hos luftkastellet Notts County, alle tre klubber i League Two, hvor midtbanespillere er nogen, man sparker bolden hen over.

Det nemme valg havde været at blive i Manchester, kalde sig selv Premier League-spiller og træne med topspillere, men Schmeichel ville spille fodbold.

Det blev ikke i Premier League i første omgang, men det ser ud til at blive til sommer, selvom keeperen er for ydmyg til at sige det direkte i dagens store interview i Tipsbladet.

En, der til gengæld ikke er ydmyg, er Zlatan Ibrahimovic.

Det kan være nemt at stirre sig blind på ”kaxiga”, kæphøje Zlatan, knægten fra Rosengård med de spydige, morsomme og ofte intelligente one-liners.

Det har altid irriteret mig enormt, når vi danskere – især op til landskampe mod Sverige – har fremturet med, at Zlatan er egoistisk og ikke præsterer ved de store lejligheder.

Jo, Zlatan Ibrahimovic er først virkelig blevet stærk i Champions League i denne sæson.

Men se på de ti nationale titler i Holland, Italien, Spanien og Frankrig, på de 357 mål i 672 kampe på topplan. Se bag den bryske attitude, one-linerne og stereotyperne om fodboldspillere med Balkan-rødder.

Jeg mødte Zlatans fysiske træner for nogle år siden. Han fortalte om en fodboldspiller, der i samråd med sine trænere laver alle mulige og umulige former for selvtræning for at styrke store og små muskler, som få andre fodboldspillere tænker på. Zlatans blanding af fysik, teknik, hurtighed og spilintelligens er ikke faldet ned fra månen eller – udelukkende – foræret fra generne. De er kommet med års ekstratræning, på samme måde som Cristiano Ronaldo og David Beckham blev fremragende til det, de kan, ved af egen fri vilje at træne tusindvis af ekstra timer, som ingen træner bad dem om. De her spillere bliver ofte fremstillet som overbetalte primadonnaer, men fakta er, at de har selvtrænet i silende regnvejr og svedige fitnesslokaler for at blive dygtige i stedet for at holde tidligt fri.

Forestil jer, hvis bare femten procent af fodboldspillerne i Superligaen trænede lige så flittigt. Jeg ved, at der er forbilleder i ligaen, men det er ikke tilfældigt – eller uberettiget – når Superliga-trænere uden for citat undrer sig dybt over, hvorfor deres egne spillere dog ikke bruger bare en halv time af deres lange eftermiddage på målrettet at blive bedre til en detalje, der kan gøre dem og dermed deres karrieremuligheder bedre.

Jeg er uenig i den nuværende diskurs om, at Superligaens jævnbyrdighed kun skyldes, at holdene er blevet dårligere. Det er nærmere alle midter- og bundholdene, der er blevet kollektivt stærkere og simpelthen er mere kvalificerede med og uden bolden og fysisk, så topholdene ikke bare kan jorde de små hold, som de gjorde indtil for tre-fire år siden.

Men de virkelige topspillere, de virkelige enere, de har brug for en dosis Zlatan og Schmeichel, når Superliga-klubberne [minus FC København] nu ikke har råd til at købe de kompetencer dyrt i udlandet. Træningsflid og viljen til at vinde, ikke kun i samtalerne ved cafeborderne men også, når fodboldlivet gør ondt, og når ingen kigger på og roser dig.

Selvfølgelig er fodbold et kollektivt spil, og vi skal behandle hinanden ordentligt. Men dansk topfodbold kunne sagtens trænge til noget mere vildskab, til spillere, der bare vil træne og udvikle sig, som vil ofre sig for det og ikke blot passe deres pligter og leve op til de minimumskrav, træneren stiller. Lur mig, om ikke trænerne giver lov til det.

Chefredaktør, Troels Bager Thøgersen

Færre hold har styrket 1. division

Med jævne mellemrum dukker debatten om Superligaens størrelse op. Mange trænere, journalister og fans så gerne 16 hold i Superligaen, dels fordi 12 hold giver en skæv liga, dels fordi oprykkerne år efter år viser, at de kan være med i Danmarks bedste fodboldrække.

1. division er på flere måder et fint eksperiment ud i forskellen på 16 og 12 hold i dansk topfodbold.

For nogle år siden blev klubberne i Divisionsforeningen enige om at skære rækken fra 16 til 12 hold. Det var ikke populært i de mindre klubber i 1. division og de ambitiøse 2. divisionsklubber, men for at samle ressourcerne på færre hold og give flere kampe blev ændringen til virkeligheden.

De store hold i 1. division og Superliga-klubberne pressede dengang på for reformen, og den blev mere spiselig af et par konkurser, der udstillede 1. division som et kaos, hvor det ikke var alt og alle, der var lige fine i kanten.

Når vi taler med trænere i 1. division, er tendensen rimelig klar. Det er surt for de hold, der i dag ligger i 2. division og tidligere kandiderede seriøst til 1. division, men kampene i næstbedste række er blevet mere intense, oprykningskampene er knivskarpe, og de mindre hold i den tunge ende kan snildt spille lige op med topholdene, minus Marienlyst i år og FC Fyn sidste år.

Det er stadig skrækkeligt at være nedrykker fra Superligaen, men faldskærmspengene er blevet større, og det samme er tv-pengene, om ikke andet fordi midlerne er koncentreret på færre hold.

Men der er større stabilitet på holdene i den øvre halvdel, rækken er blevet mere professionelt i de seneste to-tre år, og slutproduktet er særdeles stærke oprykkere.

Det kan sagtens være, at FC Vestsjælland og Viborg FF ender med at rykke tilbage i 1. division, men de to hold har sportsligt været i stand til at bidrage i Superligaen.

Jeg vil hævde, at nedskæringen fra 16 til 12 hold har styrket 1. division alvorligt og gjort rækken til en seriøs fødekæde for Superligaen. Det er måske ikke så romantisk, at der ikke er plads til amatør- og deltidsprofessionelle hold i toppen af næstbedste række, men for de øvrige hold har det være en fordel at blive færre. Husk på det, næste gang nogen argumenterer for 16 hold i Superligaen.

Hobro i Superligaen er ikke meningen
Som vi fortæller i dag i Tipsbladet, er det sjældent, at der kommer helt nye hold op fra 1. division uden tidligere erfaring i klubhistorien fra Danmarks bedste række, og Hobro er i den grad en undtagelse i moderne dansk klubfodbold, også når vi ser på hensigten bag strukturerne i Superligaen og 1. division.

For det var meningen, at det var de større hold som Silkeborg, Horsens, Vejle og Lyngby, der skulle op, hold med moderne fodboldarenaer, de rigtige træningsfaciliteter og ungdomslicenser.

Det er rationelt, men heldigvis er fodbold stadigvæk 11 mod 11, og i Hobro har ledelsen sammen med den talentfulde træner Jonas Dal Andersen skruet et fodboldhold sammen, der i efteråret var et af de stærkeste kollektiver overhovedet i dansk klubfodbold.

Nu lyser Kasper Fisker op i Superligaen for Randers FC, men på papiret har Hobro fundet erstatninger, der giver holdet en trup af samme styrke i foråret. Det ligner en oprykning, og jeg synes personligt, at det er fedt, at et lille hold stadig kan komme op. Jeg ser nok topfodbold med et mere realpolitisk syn end de fleste sportsredaktører, men jeg elsker også fodbold på mindre divisions-anlæg, og der er noget dybt charmerende over at få det mindste hold op, siden B93 og Aarhus Fremad [i åbenhedens navn skal det siges, at jeg som privatperson holder med Fremad] var dybt undertippede Superliga-mandskaber.

Det er fodboldspillets uforudsigelighed, og det er så fedt.

Hvem der følger med op vil jeg nødigt kloge mig på. AC Horsens og Silkeborg har bestemt ikke overbevist i efteråret, og jeg er ikke sikker på, at det skal være et af de to hold, der ryger med op. I Vejle arbejder Tonni Hermansen stenhårdt for endelig at få det ud af ungdommen, som Vejle ikke har formået i de foregående sæsoner med et enormt budget. Lyngby og HB Køge får det dog svært, men feltet er så snævert og forskellen så lille, at jeg ikke tør forudsige meget mere, end at Hobro ikke længere må undervurderes.

Rule Britannia - Bare ikke i Champions League

Hvis I tror, Premier League-klubberne skovler penge ind nu, så vent til om tre-seks år, når de for alvor skruer op for medie-indtægterne uden for Europa og bliver verdens globale sportsliga sammen med Champions League.

Da de engelske klubber brændte ud i Champions League sidste forår, forsvarede jeg deres fremtidsudsigter og skrev, at de ville komme stærkt igen alene fordi, at de har midlerne til at opruste og komme igen på træningsfaciliteter og dygtige trænere, for ikke at tale om at købe de dyreste profiler.

De forudsigelser står jeg ved, for Premier League er voldsomt meget større end de øvrige nationale ligaer og vokser hurtigere end nogen andre. Hvis I tror, Premier League-klubberne skovler penge ind nu, så vent til om tre-seks år, når de for alvor skruer op for medie-indtægterne uden for Europa og bliver verdens globale sportsliga sammen med Champions League.

Men Premier League-klubberne får modstand fra en håndfuld klubber på kontinentet, som vi har set i denne uge og igen vil se i næste uge, hvor Chelsea og Manchester United har besværlige hjemmekampe mod Galatasaray og Olympiakos.

Engelsk fodbold er hamrende upopulær i FIFA og til dels UEFA i disse år, efter at engelsk FA for et par år siden brød omerta og talte åbent om korruption og uærlighed i FIFA, så i resten af fodboldEuropa grædes der tørre tårer over, at Arsenal og Manchester City var hamrende uheldige med trække Bayern München og FC Barcelona.

Men de to kontinentale storklubber er kommet for at blive, og det samme er Real Madrid og Paris Saint-Germain. De fire klubber udgør sammen med Manchester United og Manchester City de seks finansielt største klubber i Europa, og de seks klubber vil dominere Champions League i de kommende år med Chelsea, Arsenal, Liverpool og Juventus, mens hold som AC Milan, Dortmund og måske engang igen Inter, Napoli, AS Roma og Schalke vil titte frem.

Nationale skel betyder ikke længere ret meget. De engelske klubber er oppe mod de to globale storklubber FC Barcelona og Real Madrid, der har enorm popularitet og vilde tv-kontrakter i ryggen, de er oppe imod superkommercielle Bayern og Qatars gas-milliarder, der finansierer PSG, og de fire klubber er både sikre på at være i Champions League hver sæson og på at kunne købe de bedste spillere i verden i konkurrencen med de fire-seks største i Premier League.

Englænderne er ramt af, at de to Manchester-klubber fortsat er under ombygning, mens Arsenal bare ikke kunne stille noget op mod verdens suverænt stærkeste fodboldhold, Bayern München.

Chelsea skal nok komme langt i turneringen, men for at Premier League igen markerer sig med flere klubber i semifinalen, skal den store pengepung – og det langsigtede arbejde, som de også mestrer i Spanien, München og Paris – findes frem på transfermarkedet til sommer. 

Straffeaktionen mod BIF - hvad havde I forventet?

Leder: At DBU vælger at sende Brøndbys talentchef Kim Vilfort på porten i udvalgsregi er blot en naturlig reaktion på Brøndbys enegang i tv-forhandlingerne, mener Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen.

I denne uge blev indsatserne i spillet om Superligaens tv-penge yderligere skærpet, da Brøndbys talentchef Kim Vilfort røg ud af det DBU-udvalg, der står i spidsen for ungdomsarbejdet i dansk fodbold.

Brøndby IF og klubbens formand Aldo Petersen føler sig truet af DBU, og Brøndbys fans raser over straffeaktionen mod en mand, som DBU’s nye formand Jesper Møller har arbejdet med i ti år og kalder ”meget dygtig”.

Men glem nu forargelsen. Det er logisk og helt forventeligt, at enegangen i tv-forhandlingerne rammer Brøndby IF på andre områder.

Jeg holder fortsat fast i, at Brøndby til sidst finder sammen med de 11 øvrige Superliga-klubber om at sælge tv-rettighederne fra 2015 kollektivt. Men Brøndbys enegang har gjort de øvrige klubber rasende, og vreden strækker sig længere tilbage end bruddet i slutningen af februar.

DBU tjener en pæn portion penge på tv-aftalen, hvoraf forbundet leverer en stor portion direkte videre til klubberne i 1. og 2. division.

Det her er rå realpolitik om fordelingen af en til to milliarder kroner, alt efter længden på de nye tv-aftaler, tilpas en teskefuld payback.

Brøndby bryder med den kollektive forhandling, og de 11 øvrige klubber og DBU svarer igen med samme mønt. Vilfort er et vink med en vognstang. Kom tilbage, ellers vanker der.

DBU og de øvrige klubber kan ramme Brøndby på mange andre, langt mere alvorlige måder, der kan gøre Brøndbys solo-aftale urentabel.

Det er måske ikke pænt, men det er politik og magtudøvelse sjældent, når så mange penge skal fordeles.

Køb Tipsbladet i dag - få det sammen med Ekstra Bladet. 

Leder: FC Midtjyllands risikable lånemodel lykkes

FC Midtjylland har satset på playersponsorater, tv-penge og en topplacering i ligaen, og den risikable strategi ser ud til at lykkes.

Bragt i Tipsbladet fredag 7. marts 2014.

Mens tre FC Midtjylland-spillere onsdag aften sled mod England på Wembley, listede topholdet nyheden om endnu et playersponsorat ud i en børsmeddelelse.

Dermed er FC Midtjylland igen oppe på ti spillere på playersponsorat, og med Banggaard-aftalen har klubben fået over 30 millioner kroner forlods fra investorer på spillersalg, som klubben endnu ikke har lavet.

I dagens udgave af Tipsbladet raser UEFA-præsident Michel Platini mod playersponsorater, som han helst så forbudt i morgen.

Hvis der kommer et forbud, bliver det først indført om nogle år, og i FC Midtjyllands tilfælde vil modellen vise sig at være særdeles positiv for klubbens sportslige udvikling.

Uden playersponsoraterne havde FCM holdt brandudsalg for et år siden eller sidste sommer, og så havde holdet nærmere ligget til nedrykning end i en pole position til et mesterskab og i den nærmeste fremtid endnu en lækker pose tv-penge, der bliver uddelt efter topkampen i Aalborg i næste weekend.

Det er en risikabel strategi at satse på tv-penge og topplaceringer ved at belåne spillerne, og FCM-direktør Claus Steinlein erkender da også, at det er et sygdomstegn. Men i denne sæson falder FCM’s sats heldigt ud, og lur mig, om ikke FC Midtjylland har flere finansielle tiltag på vej i et forår, hvor klubben i den grad har medvind.

Leder: AaB overlever - men det bliver dyrt

AaB er rasende over feriepenge-sagen, men den dårlige økonomi er klubbens egen skyld.

Bragt i Tipsbladet fredag 7. marts 2014.

Med lidt mere held lå AaB lige i slipstrømmen på FC Midtjylland. Brøndby fik udlignet AaB’s chokmål i sidste øjeblik i første runde, og i sidste weekend var AaB dårlig men kunne alligevel snildt have slået FC Vestsjælland.

Tabte point er tabte point, men det havde lunet i denne uge at ligge med en mere realistisk guldchance.

Den store bombe var på sin vis ventet.

Men 17 millioner er noget af en mundfuld, som AaB meldte ud om mandag formiddag.

Der er mange feriepenge og andre betalinger på signon-fees og bonusser, som AaB skal af med.

Som jeg har skrevet før på denne lederplads, forstår jeg irritationen og vreden i AaB og andre Superliga-klubber. 

I AaB’s udlægning er flere spillere med åbne øjne gået ind til, at de fik feriepenge som del af en stor signon-fee for nemhedens og skatteprocentens skyld, når de kom til klubben fra udlandet. På samme måde var parterne efter AaB’s mening enige om, at bonusser i europæiske gruppespil i Europa League og Champions League var inklusiv feriepenge.

Men sådan er de regler, AaB selv har sagt ja til, ikke skruet sammen.

Det må have været muligt for AaB at forudse det her, og jeg tror da også, at Lynge Jakobsen gerne ville gøre ordlyden i de kontrakter om, hvis han kunne.

Men det kan Lynge Jakobsen ikke, og derfor skal AaB nu af med 17 millioner kroner, mens der også fra AaB’s side blev sneget fire ekstra millioner i tab ud på nogle LED-bander på stadion i Aalborg.

Dommedagsklokkerne ringer over det ganske fodboldland, men jeg mener ikke, at AaB risikerer lukning. Jo, hvis direktion og bestyrelse sætter sig ned og krydser fingre for et nyt CL-gruppespil til efteråret, så går det galt. Men administrende direktør Stefan Schors og sportschef Allan Gaarde er forstandige mennesker, og de har allerede fortalt, at AaB taler med mulige investorer.

Pengene skal AaB nok få, men spørgsmålet er, hvad prisen bliver.

Det er ikke første gang, at AaB står med hatten i hånden, og for hver gang bliver betingelserne hårdere. I de seneste år har AaB, ligesom FC Midtjylland, belånt spillertruppen ved at indgå playersponsorater på de mest lovende ansigter i førsteholdstruppen.

Det er ikke svært at forestille sig ny belåning af spillere, for på den måde kan investorerne dog have en form for pant, for et køb af en AaB-aktie alene har vist sig at være en lige så god investering som at købe shots nede i Jomfru Ane Gade. Det er sjovt,men musikken spiller, men forrentningen er vildt dårlig. 

Efter mange års overforbrug ligger AaB, som klubbens tidligere ledere har redt. Spillerforeningens krav udgør en mindre procentdel af et samlet tab siden årtusindskiftet, der ligger på flere hundrede millioner kroner, så at det nu bliver svært at finde penge er først og fremmest AaB’s egen fejl.

Tv-penge: Brøndbys enegang, følelser og realpolitik

Det bliver ikke uden konsekvenser for Brøndby, at klubben har meldt sig ud af den kollektive forhandling om en ny tv-aftale, mener chefredaktør på Tipsbaldet, Troels Bager Thøgersen.

Jeg skrev i sidste uge, at Brøndby ender tilbage i den kollektive tv-aftale, og at den nuværende enegang er et forsøg på at stille sig bedre i forhandlingerne om fordelingen af tv-penge.

Det står jeg ved. De øvrige klubber er flintrende arrige, når man taler med dem, både til citat og især udenfor citat, hvor ordvalget minder om noget, man plejer at høre på banen i en tæt, intens Superliga-kamp. Men i sidste ende får de øvrige klubber lidt mere ud af at have Brøndby IF med i den kollektive aftale, også selvom de lige nu siger det modsatte.

Jeg er enig i, at det klinger enormt hult, når Brøndby IF taler om at være noget nyt som modsætning til kaos, der herskede indtil for et år siden. Den fortælling er det lykkes Brøndby IF's ledelse at få mange til at hoppe på. Og ja, de andre klubber er enormt vrede på Brøndby IF. Men i sidste ende handler det om en tv-aftale til flere hundrede millioner kroner om året, og så bliver det ikke med følelserne, beslutningerne bliver taget.

Det er nu engang en del af en forhandling at presse citronen for hver en dråbe, især på dette niveau, hvor vi potentielt taler en aftale et godt stykke over to milliarder kroner, hvis alle pakker skal løbe indtil sommeren 2021. Det er realpolitik, og realpolitikken vil i sidste ende tale, selvom Superliga-klubberne er sindssygt sure på Aldo Petersen og Anders Bay.

Når det så er sagt, så koster Brøndbys enegang på andre områder.

Brøndby IF kunne have forhandlet sig til et par millioner ekstra om året ved at blive ved forhandlingsbordet i stedet for at prøve lykken alene, sammenlignet med hvad klubben nu får ved at vende tilbage til den kollektive fordelingsnøgle senere på foråret, en nøgle der minder meget om den, der eksisterer i dag.

Men som vi skrev i Tipsbladet for ti dage siden, er Brøndby ved at sætte sig sig selv uden for indflydelse. For dansk fodbold er ikke kun barsk realpolitik, det er også en konsensussøgende kurs blandt topklubberne, der har eksisteret i et årti, og det bliver ikke uden omkostninger, at Brøndby IF melder sig ud af den konsensus.

Brøndby har stadig meget at sige målt på rå magt, på grund af klubbens størrelse og popularitet, hvilket er årsagen til, at klubben også fra 2015 får en fin bid af tv-kagen, selvom jeg ikke tror på, at den ender med en finansielt attraktiv, individuel tv-aftale.

Men der er også noget, der hedder forhandlingsposition på transfermarkedet, samarbejde på tværs af Superliga-klubberne om sponsorer og anden kommerciel udvikling, om hele det politiske spil om Superligaens og dansk fodbolds fremtid.

De andre klubber kan dufte, at Aldo Petersens nye Brøndby snart kan skifte ham igen, fordi det med at sælge Brøndby IF videre tilsyneladende ikke er noget, der ligger ret langt under horisonten for Aldo Petersen og de investorer, for hvem han forvalter klubben.

En stor bid af tv-kagen skal være med til at gøre Brøndby IF rentabel. Men med mindre Anders Bay og Aldo Petersen får strikket en overordentlig kløgtig tv-pakke sammen til en tv-station, eller hvis de alternativt får lokket et foretagende som Netflix eller TDC/Stofa med på, at en ny digital platform, der først om nogle år vil være rentabel, er værd at betale meget for her og nu, så ender Brøndby IF tilbage i kollektivet med nogle samarbejdspartnere, der føler sig voldsomt trådt på og kun lukker Brøndby IF ind igen for pengenes skyld.

Er det det værd i længden for Brøndby IF? Det er jeg ikke sikker på. 

Pages