Video : Tipsbladet
Generelle

Kæmpe succes for Brian Priske og danskerkoloni

Brian Priske og co. nyder kæmpe succes i Sparta Prag, hvor klubben har kurs mod dens andet mesterskab i træk.

På lørdag begynder slutspillet i den tjekkiske liga, og det er med Brian Priske og Sparta Prag i pole position til at tage deres andet mesterskab i træk.

Derudover er Sparta Prag i pokalfinalen og kan tage den såkaldte double. Noget, der vil være kulmination på én lang optur under Brian Priske.

Tipsbladet har sammen med Opta indsamlet statistik på Sparta Prags tid under danskeren, der har danske Lars Friis og Lukas Babalola Andersson som assistenter og Christian Clarup som fysisk træner, og tallene underbygger så sandelig, at danskerne har haft en succesfuld tid i Prag.

I 2022/23-sæsonen, som var Brian Priskes første i klubben, blev Sparta Prag bedre på stort set alle parametre - særligt de defensive.

Eksempelvis gik holdet fra at indkassere mere end 1,14 mål pr. kamp i gennemsnit til “kun” at indkassere 0.94 i gennemsnit.

Derudover gik mandskabet fra at score 2,06 mål i gennemsnit pr. kamp til 2,17. Men vigtigst af alt steg pointsnittet altså også fra 2,09 til 2,23.

Og i den indeværende sæson, altså 2023/24-sæsonen, er det altså blevet endnu bedre. I sæsonen har Sparta Prag kun indkasseret 0,87 mål, scoret hele 2,33 mål og fået 2,53 point i gennemsnit pr. Kamp.

Se flere tal, der illustrerer opturen under Brian Piske og de øvrige danskere, i tabellen nedenfor. 

På særligt ét punkt har Sparta Prag også været i Europas absolutte topklasse i den indeværende sæson.

I Europas 10 bedste ligaer har kun to hold - Bayer Leverkusen og tyrkiske Samsunspur - smidt færre point efter at være kommet foran end Sparta Prags to.

I ligakampe, hvor Sparta Prag har scoret først, har mandskabet nemlig hentet hele 67 ud af 69 mulige point. Når Brian Priske og co.’s mandskab først kommer foran, er de altså stort set umulige at få point imod. 

For god ordens skyld har både Bayer Leverkusen og Samsunspor vundet samtlige ligakampe, hvor de scorede først.

Foruden den danske trænerstab har Sparta Prag også et par danske spillere i truppen i form af Asger Sørensen og Peter Vindahl Jensen.