Superliga

AaB: Ingen forhandlinger med Juventus

Juventus har ikke trukket AaB til forhandlingsbordet for at få Jacob Barrett Laursen, men Lynge Jakobsen mener, han er lidt af en guldfugl for klubben.

Den 17-årige AaB'er Jacob Barrett Laursen træner i disse dage med Juventus' Primavera-hold. Den italienske storklub har fulgt den unge venstre back og ventre kant i nogle år, og i disse dage har de altså mulighed for at tage AaB'eren under lup.

På trods af Juventus' åbenlyse interesse for AaB'eren har italienerne ikke inviteret sportsdirektør Lynge Jakobsen til forhandlingsbordet.

- Det jeg hører dernede fra er, at de har fuglt ham i et par år. De hentede Frederik Sørensen i sidste sæson, og det var en succés for dem, og det vil de måske se, om de kan gøre igen. Jacob kan godt give os et stort salg på et tidspunkt. Bliver det ikke nu, så senere hen. Lige nu er der ingen forhandlinger om et salg, understreger Lynge Jakobsen overfor tipsbladet.dk.

Jacob Barrett Laursen er samme årgang som Lucas Andersen, der allerede i sidste sæson fik debut på AaB's Superliga-hold. Der er Juventus-prøvespilleren ikke nået til endnu, men bliver han i AaB, kan han snart banke på.

- Jacob har et stort potentiale på både venstre back og venstre kant, og han er på sin egen facon et lige så stort, som Lucas er. Som en del af U/19-truppen træner han med førsteholdet i det omfang, det kan lade sig gøre, og det kan godt være, at han snart begynder at banke på til førsteholdet, siger Lynge Jakobsen.

Jacob Barrett Laursen er først og fremmest venstre back, hvor AaB har gjort brug af Patrick Kristensen og Jacob Ahlmann Nielsen, ligesom de også råder over argentinske Lucho Gonzalez på den position.