Video : Tipsbladet
La Liga

Så lav bliver Braithwaites frikøbsklausul

Martin Braithwaite kan hentes til småpenge, når sæsonen er overstået, forlyder det.

Den danske angriber Martin Braithwaite var for godt et år siden på vej væk fra Espanyol, men det blev ikke til et skifte, og derfor har han i denne sæson bombet løs i den næstbedste spanske række.

Når sæsonen er ovre, så lader det til, at han kan være videre til en ny klub. Det skriver den italienske transferjournalist Fabrizio Romano på sin twitter-konto.

Her bliver der peget på, at der er to klausuler i Braithwaites kontrakt, som kan gøre det meget nemt for andre klubber at få fingrene i ham. Den ene handler om, hvis det lykkes for Espanyol at rykke op.

I så fald vil han kunne forlade klubben helt gratis til juli, som givetvis vil være interessant for mange efter de 20 mål, som han har sendt i kassen i denne sæson. De mål betyder, at han fører topscorerlisten.

Hvis det ikke lykkes for dem at rykke op, så ser frikøbsklausulen anderledes ud. Det er dog ikke en helt utrolig sum, man skal have frem, da det blot drejer sig om 600.000 euro, der svarer til 4,5 millioner kroner for ham.

Espanyol hentede Braithwaite til klubben i 2022 efter transfervinduet var lukket i, og han var blevet løst af sin kontrakt i FC Barcelona, hvor der ikke var udsigt til spilletid længere.

Martin Braithwaites kontrakt med Espanyol udløber i sommeren 2025.

Lige nu er klubben på fjerdepladsen, som giver adgang til playoff-kampe om oprykning til La Liga.