Video : Tipsbladet
Benelux

Nedtur for Andreas Skov Olsen

Andreas Skov Olsen er ikke med for Club Brugge i onsdagens semifinale-brag i Conference League.

For tre uger siden kunne Tipsbladet afsløre, at der udspillede sig et mindre drama om Andreas Skov Olsen i Club Brugge.

Den danske landsholdsspiller var på kant med lægestaben i den belgiske storklub, der ikke mente, at Andreas Skov Olsen var skadet og derfor pressede på for at få ham i kamp. Offensivspilleren følte sig dog ikke klar, og derfor valgte han kort inden en vigtig udekamp mod PAOK i Conference League at rejse tilbage til Danmark for at få lægefaglig rådgivning.

I søndags spillede - og scorede - Andreas Skov Olsen for Club Brugge i ligakampen mod Royal Antwerp, men situationen er stadig ikke helt optimal for danskeren, der slider med en skade.

Tipsbladet kan således afsløre, at Andreas Skov Olsen af samme årsag heller ikke er med, når Club Brugge onsdag aften møder Fiorentina i semifinalen i Conference League, og det er et hårdt slag for den belgiske klub, der selvsagt meget gerne ville have haft den danske offensivspiller til rådighed. Club Brugge testede Andreas Skov Olsen i morges med et negativt resultat til følge. 

Den første semifinale i Firenze endte med en 3-2-sejr til Fiorentina, så Club Brugge er pisket til at vinde onsdag aften, hvis holdet skal booke billetter til finalen i Conference League.

Andreas Skov Olsen sad på bænken i det første opgør - i aften er han helt ude af truppen.