Video : Tipsbladet
Premier League

Rasmus Højlund: Mange er måske misundelige på mig

Rasmus Højlund trådte ind på fodboldens største scene med sit skifte til Manchester United i sommer, og det første halve års tid har budt på enormt mange indtryk for den 21-årige angriber.

Rasmus Højlund har for alvor fundet melodien i Manchester United efter en hård start, hvor han måtte vente mere end 1.000 minutter på at score sit første ligamål for den engelske storklub.

TV 2 Sport har mødt den danske landsholdsstjerne til en længere snak, og her kommer Rasmus Højlund blandt andet ind på starten i Mancester United, der på den ene side var hård grundet de manglende mål i Premier League, men samtidig var vellykket i kraft af en håndfuld scoringer i Champions League.

Med skiftet til en af verdens største klubber er den 21-årige dansker for alvor blevet en berømthed over alt på kloden, og det er noget, man lige skal sluge, når man for blot et par år siden levede en anonym tilværelse som reserveangriber i FC København.

Skridtet ind på fodboldens støste scene har både kastet positive og negative sider af sig.

-  Jeg kunne mærke støtten fra første dag, men det er klart, at der er mange, der gerne vil se dig nede, fordi du er nået til den hylde, du er, og der er mange, der måske er misundelige. Der har været mange positive kommentarer, men der har også været nogle negative, som jeg har skullet sortere i, siger Rasmus Højlund til TV 2 Sport.

Manchester United-angriberen fortæller desuden, at han har gjort det til en vane, at han ikke læser sociale medier inden en kamp. Det er en beslutning, han har truffet, fordi det i starten var vanskeligt at skelne imellem alle de kommentarer, folk havde om ham som person og som fodboldspiller.

Rasmus Højlund har været skadet de seneste par uger, men han er tilbage for Manchester United til søndagens FC Cup-brag mod arvefjenderne fra Liverpool. 

Efter kampen rejser Rasmus Højlund til Danmark for at slutte sig til landsholdet, der står foran venskabskampe mod Schweiz og Færøerne.