Video : Tipsbladet
Premier League

Joker med Christian Eriksen om Ajax-comeback

Christian Eriksens tidligere holdkammerat i Ajax har joket med danskeren om et muligt comeback i den hollandske storklub.

Christian Eriksen slider med spilletiden i Manchester United - det ville han næppe gøre, hvis han tørnede ud for AFC Ajax.

Det er efterhånden mere end 10 år siden, at Christian Eriksen forlod den hollandske hovedstad, men her på det seneste er der blevet spekuleret flittigere og flittigere i et Eriksen-comeback i Ajax, som han har bevaret et tæt forhold til.

Christian Eriksens tidligere Ajax-holdkammerat Siem de Jong afslører, at han har talt med danskeren om at vende tilbage til Ajax. De Jong indstillede sin karriere sidste år og er nu ansat i administrationen i den hollandske klub.

- Jeg taler af og til med ham. Nogle gange joker jeg med ham og siger, at han skal komme tilbage til Ajax. Han siger han "nej, jeg er et godt sted lige nu", siger Siem de Jong til Viaplay og giver sit besyv om Eriksens situation i Manchester United:

- Der har været perioder, hvor han har spillet meget og været vigtig for holdet, men der har også været perioder, hvor han ikke har spillet meget. Det er en skam, at han ikke spiller ret meget i øjeblikket. 

Christian Eriksen kom lørdag på banen efter 53 minutter, da Manchester United tabte 1-2 på hjemmebane til Fulham.