- Blev tvunget til at se min bror dø

Siden da
»Da jeg var fire år, mistede jeg min far. Vi var på vej til Australien, men min far fik kræft. Vi kunne have fået et fantastisk liv, hvis min far havde overlevet, men vi endte med at blive i Liverpool og levede et forarmet liv. Min mor gjorde sit bedste og havde to eller tre jobs.«

»Da Michael døde, rystede det familien. Min mor var syg på det tidspunkt, og min søster klagede altid over smerter i ryggen. Jeg sagde til hende flere gange, at hun skulle gå til lægen, men det gjorde hun aldrig. Hun kunne ligge på gulvet med store smerter, og ville så sige til sin datter, »at hvis onkel Steve kommer, så siger du ikke noget til ham.« Hun vidste, at jeg ville have slæbt hende på hospitalet.«

»Der var en retssag i Leeds om Hillsborough, men jeg sagde til min søster, at vi ikke skulle tage derover. »Lad os nu få vores liv igen, for det har overtaget vores liv det her, og det er ved at dræbe os«.«

»Hun accepterede det, så jeg tog på arbejde dagen efter, og jeg hørte resultatet. Vi tabte sagen. Det handlede om at få omgjort 15.15 dødstidspunktet. Jeg havde det forfærdeligt den dag, for jeg havde tvunget hende til at blive, og det havde jeg det dårligt med. Jeg tog hjem til hende den aften, og da jeg kom, var hendes døtre alene i huset. De sagde, at hun var taget til Leeds.«

»Da hun kom hjem dagen efter, flippede jeg ud på hende. Vi havde et stort skænderi og efter det snakkede vi ikke sammen i tre år. Jeg var så sur på hende over, at hun havde ladet det overtage vore liv. Det var 10 år efter Hillsborough.«

»Vi snakkede ikke sammen, indtil jeg fik et opkald, hvor jeg blev fortalt, at min søster var faldet om. Det var en onsdag. Jeg tog straks på hospitalet for at se hende. Alle vores uoverensstemmelser var aflyst. Jeg spurgte hende, hvad der var galt, og hun så egentlig fin ud. Hun sagde, at hun havde problemer med ryggen. Jeg undskyldte for, hvad der var sket mellem os, og jeg sagde, at når hun kom ud fra hospitalet, så skulle jeg nok passe på hende, og hun kunne passe på mig. »Vi skal videre med vores liv«.«

»Da jeg gik ud af værelset, hev sygeplejersken fat i mig. Hun fortalte mig om alle min søsters problemer. Jeg spurgte hende, hvornår hun ville blive udskrevet. »Hun kommer ikke til at forlade hospitalet, hun kommer til at dø her«.«

»Om lørdagen døde hun. Kræft. Det var et kæmpe chok. De sidste dage snakkede vi om Mike og mor, og om da vi var børn. Jeg giver Hillsborough skylden for det. Hun valgte at kæmpe for Mike i stedet for at passe på sig selv.«

»Hillsborough har efterladt et hul i mit liv, som aldrig vil blive fyldt igen. Jeg kan sørge over min mor, besøge hendes grav og snakke med hende. Og der ligger min søster og min far. Og sidste år mistede jeg min egen søn, og selv Davids grav kan jeg besøge og fortælle ham, at jeg elsker ham. Men det kan jeg ikke med Mike. Hvert år den 15. april er det en ny begravelse.«

»Ved juletid begynder det at gå ned ad bakke for mig, for jeg ved, at der ikke er langt til den 15. april. Næste år er det hans 23. begravelse.«

»Når du mister et familiemedlem, så tænker du på dem hver dag, men du lærer at leve med det. Den følelse har jeg aldrig haft med Michael. Jeg tænder fjernsynet og ser Kenny Dalglish, jeg ser en Liverpool trøje. Jeg går forbi Anfield. Jeg tager ned i butikken, og der ser jeg hans navn, blandt alle de andre der døde.«

»Jeg kan godt lide kampen, vi kæmper. Men for mig er det game over. Det eneste, der er tilbage i mit liv, er at rense hans navn. Han var ikke en hooligan, han var ikke en fulderik, han stjal ikke fra ligene eller pissede på dem, og han kastede ikke sten på politiet. Han var bare fanget på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Systemet svigtede ham. Politifolkene der ikke tillod ambulancefolkene at gøre deres arbejde.«

»Hvorfor var der ikke nogen, som turde stille sig frem og sige undskyld?«

»Jeg har begået mange fejl i mit liv, og jeg kommer til at begå flere, men jeg håber, at jeg har rygraden til at sige undskyld for dem. Det synes jeg, jeg har gjort. Hvorfor kunne Mrs. Thatcher og hendes slæng ikke være ordentlige mennesker, for det var ordentlige mennesker, der døde den dag.«

»På en eller anden måde kender folk sandheden, men den er aldrig kommet frem officielt. Vi vil se, at de, der begik fejl, indrømmer det. Det vil hjælpe mig med at komme videre.«

»Vi blev fremstillet som afskum. Fansene blev beskyldt for at dræbe de 96, i stedet for at myndighederne tog indrømmelsen selv. News International [The Sun] forsøgte at sensationalisere det, og det fik nogle mennesker til at tro, at de nok havde ret i, at det var en horde af fulderikker og bøller fra Liverpool. Mange mennesker tror stadig på, at der blev stjålet fra ligene og pisset på dem. Selv min mor spurgte mig en dag, om jeg troede, »om vores Mike var en hooligan?««

»Denne regering er en forlængelse af alle de andre, og de vil tromle over det her. Men de skal vise sig som mænd og sige undskyld. Vi kommer aldrig til at tilgive det, men det vil hjælpe os gennem processen. Jeg vil ikke være denne deprimerede person, jeg er i dag. Mit liv er blevet overtaget af det i de sidste 23 år. Det er lang tid.«

»Jeg vil kunne tage over til min brors grav lige som med min øvrige familie. Jeg vil ikke have nogen penge, men jeg vil bare have regeringen til at sige, at fansene ikke var skurkene i det her, men at de var heltene, og at de undskylder.«

»Det er blevet en besættelse. Du har selv set butikken, hvor jeg næsten tilbringer al min fritid. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at fremme vores sag. Jeg snakker konstant i telefon med folk, og hvis jeg ser nogen, der læser The Sun, så starter processen forfra. Jeg spørger dem, om de ikke ved, hvad den avis har gjort ved byen og dens børn. Lad os stå sammen og bevise, at vi kan bestræbe os på at overvinde en regering. Det er en hård nød at knække. De har tiden til at slide os ned. De har alle dokumenterne og lovene, som holder dem fra at offentliggøre dem.«

»Det her har taget en stor del af folks liv og af deres sjæl. Mange mennesker er siden gået bort, og de kom aldrig til at se retfærdigheden sket fyldest for dem, de mistede.«

»Min kone og jeg gik fra hinanden. Vi er faktisk aldrig blevet skilt formelt, men omstændigheder skilte os ad. Jeg blev overinvolveret i Hillsborough, og hun bad mig træde tilbage fra det, men jeg sagde nej. Det var hende eller Hillsborough. »Undskyld, men jeg vælger det andet.« Vi er gudskelov stadig venner. Det var otte år efter Hillsborough.«

»Jeg blev også depressiv efter at Michael døde, og det har jeg lidt under siden. Der var tider, hvor hvis der kom noget i fjernsynet, der mindede mig om Hillsborough, så gik jeg op i soveværelset og var der i flere timer. Jeg gik derop og hørte plader. Det er også lidt af en besættelse for mig. Bob Dylan havde en berømt sang, der hedder Forever Young, og hver gang jeg hører den sang, tænker jeg, at Michael vil være Forever Young. Han vil altid have sit lange hår.«

»Det vil nok efterlade et stort tomrum i mit liv, hvis vi en dag får det, vi ønsker os, men det er jeg klar til at risikere. Jeg er klar til at leve med det tomrum. Så kan det være, at jeg spiller lidt mere golf og får forbedret mit handicap. Jeg er ikke særlig god.«

»Jeg snakkede med biskop James Jones, der er formanden for panelet [Hillsborough Independent Panel], om det emne. Han har været i snak med kommunen om at etablere en rådgivningsenhed, der skal hjælpe folk med at komme videre. Men indtil den dag kæmper jeg videre. Jeg har begravet mig selv i det her for at beskytte mig selv fra smerten. Hvis jeg bare sad derhjemme, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg foretrækker at være aktiv, for hvis jeg tænker på andre, så tænker jeg i det mindste ikke på mig selv.«