Premier League

- Blev tvunget til at se min bror dø

Der er 22 år siden, at den værste stadion-katastrofe i Storbritannien skete, men hemmelige dokumenter kaster nu nyt lys over sagen.

Månederne der fulgte
»Jeg fortalte politiet, at min mor var kræftsyg, og at min søster var et vrag, så det var mig, de skulle snakke med, hvis de ville noget. Jeg havde håbet, de ville respektere det, men det gjorde de ikke.«

»West Midlands politi var dem, som efterforskede sagen, og de kom en dag hjem til mig, og ville have at jeg tog med dem for at se nogle videooptagelser. Jeg sagde nej, men de sagde, at de ville have mig til at identificere min bror i menneskemængden. »Vil I have, at jeg skal se min bror dø? Jeg gør det ikke.« Så sagde de, at de ville få min mor til at gøre det i stedet. Jeg sagde til dem, at min mor havde kræft, og at hun lige havde mistet en søn, »så det vil I gøre mod hende?« De sagde ja.«

»Jeg tog ned på en lokal politistation og så optagelser i fem timer, og i sidste ende fandt jeg ham så og så ham dø, igen. Det tvang de mig til. Jeg så ham først nede bagi i indhegning nummer tre [hvor flest fans døde]. Lige pludselig forsvandt han så, men så kunne jeg se ham igen. Han må være faldet, rejst sig og faldet igen. Han formåede at komme hele vejen op foran, og det var der, han døde.«

»Der var en politibetjent, som sagde, at han var den første på banen til at blive erklæret død. Han havde forsøgt at genoplive Michael, og han sagde i retten i Leeds, at hvis han havde fået kunstig ilt, så havde han overlevet. Hvem giver man skylden for det? Jeg ved det ikke længere. Han var den første, som døde, den sidste til at blive identificeret og den sidste, der blev begravet.«

»Nogle måneder senere skulle alle familier ned og have obduktionsrapporten. Dødsårsagen var akut iltmangel. Men de gav os også andre oplysninger. Mike havde blandt andet et brækket ribben og de sagde, at hans kolesteroltal var for højt.«

»Der var en ting, jeg aldrig glemmer. Vi sad i noget der hedder The Hillsborough Center, og jeg kan huske, at jeg tænkte, »vær stærk foran de her mennesker. Lad være med at vise dine følelser.« Jeg var stærk, indtil lægen sagde, at han havde skrammer på knæ og skinneben. Og så fik jeg de billeder i hovedet. Det må have været der, hvor han var faldet. Folk havde trampet på ham. Det var det. Vi havde ikke mere kontakt med politiet efter det.«

Læs mere på næste side