- Blev tvunget til at se min bror dø

Dagen efter
»Klokken syv om morgenen satte jeg mig hårdt op i sengen. Det var så voldsomt, at jeg vækkede min kone. Hun spurgte mig, hvad der var i vejen, og jeg sagde, at jeg havde en dårlig fornemmelse.«

»Jeg tog igen hunden ud for en tur, men på det tidspunkt var jeg bekymret. Jeg havde købt en avis og så nogle af billeder af folk, der lå på græsset og af folk, som blev båret rundt.  Jeg forsøgte at spotte Michael på billederne.«

»Jeg var vred på ham, fordi han ikke havde ringet. Jeg ringede til min mor igen, og forsøgte at berolige hende. Jeg sagde, at han sikkert var blevet fuld og faldet om et sted. Han var jo single og havde ikke noget ansvar over for nogen. Og det beroligede hende.«

»Jeg begyndte at ringe til politiet i Sheffield og kom endelig i kontakt med dem ved halv elleve tiden. Jeg beskrev Michael for dem. Jeg kunne ikke have været mere præcis.«

»Ti måneder forinden havde Mike fået en stor operation, efter at han en dag var fundet bevidstløs i sit hjem. Det viste sig, at han havde en blodsygdom. Fra den operation havde han et ar fra halsen lodret ned til navlen. Det var langt og bredt, arret, lige som en lynlås. Han havde også en ring på sin højre langfinger. Jeg beskrev den ring omhyggeligt, fordi jeg havde købt den til ham på hans 21 års fødselsdag. Det var jo et usædvanligt sted at sætte en ring, og jeg sagde til ham flere gange, at han skulle sætte den på »rigtige« finger - og han klædte sig heller ikke altid lige pænt [tankestreg] men han kunne lide at have den på den finger. Han havde langt hår og store bakkenbarter. Politiet skulle ud fra den beskrivelse have vidst, hvem jeg snakkede om. Men på det tidspunkt sagde politiet til mig, at jeg ikke skulle bekymre mig, for alle de døde var blevet identificeret, og det beroligede mig. Jeg fortalte det til min mor.«

»Jeg ringede efterfølgende rundt til de lokale hospitaler, og der sagde de også, at alle de døde var blevet identificeret. Jeg ringede ned til den lokale radiostation i Bristol og bad dem appellere til ham. Jeg ringende til fanklubben for at høre, om han var taget tilbage til Bristol. Og igen begyndte jeg at blive bekymret, for der kom flere og flere historier ud om, hvad der var sket.«

»Klokken halv tre om eftermiddagen, sagde jeg til min kone, at jeg tog til Sheffield. »Jeg tager til Sheffield for at tage Mike med hjem.« Hun tog med mig, men på hele turen sagde vi ikke et ord til hinanden.«

»Det første sted, jeg tog hen, var Hillsborough og The Leppings Lane. Da jeg kom dertil, var der en stor blå port, som folk havde hængt halstørklæder og blomster op på. Det var en meget varm dag, og jeg kan huske, der stod en politimand ved stadion med sin store hat og en tyk frakke. Jeg kørte over til porten ind til tribunen, som var lukket af. Han bad mig »fuck off.« Han spurgte mig ikke engang, hvad jeg ville. Jeg sagde så til ham, at jeg ledte efter min bror, men han sagde, »du må ikke parkere der«, »fuck off«. Jeg sagde, at jeg ikke havde hørt fra min bror, som var til kampen, og men han sagde, at jeg ikke kunne parkere min »fucking bil der. Flyt den«.

»Så jeg tog mine bilnøgler og smed dem ind bag porten til tribunen. Jeg blev arresteret. Min kone græd inde i bilen, og dørene stod på vid gab. Der kom en bil for at køre mig væk, og mens de var ved at smide mig ind i bilen, så stillede de mig nogle spørgsmål, og så vendte stemningen lidt. Han fandt mine nøgler og bad mig køre efter politibilen. Jeg blev ført til et kontor, hvor der var to socialrådgivere. De bad mig fortælle min historie, og det gjorde jeg så, men jeg sagde, at der egentlig ikke var noget at bekymre sig for, for jeg havde fået at vide, at de døde alle sammen var blevet identificeret. Men Michael var stadig savnet, så jeg spurgte dem, om han mon var indlagt på et hospital et sted, »og hvis han er, så slår jeg ham fandme ihjel.« Det fløj bare ud af min mund, og i samme øjeblik, fortrød jeg, hvad jeg havde sagt med tanke på, hvor jeg befandt mig. Jeg undskyldte.«

»Et stykke væk stod en politibetjent. Jeg glemmer aldrig, hvordan han så ud. Han havde en af politiets gamle kortærmede denimskjorter på, og han blev ved med at gå frem og tilbage til bordet, hvor vi sad, med forskellige stykker papir, og den ene gang tog han noget, og den næste gang lagde han noget der. Jeg blev ved med at kigge på ham. De delte ikke nogen oplysninger med mig, men blev bare ved med at stille mig spørgsmål. Politimanden gik væk igen, og mens jeg talte med socialrådgiverne, kunne jeg ikke slippe ham af syne. Han stod på min højre side og talte i telefon, og jeg kunne se, hvordan han nikkede, og da han lagde røret, så stoppede han op et sekund, og i det øjeblik vidste jeg det bare.«

»Han viskede noget i øret på en af socialrådgiverne. De spurgte mig så, om jeg ville kigge på et af ofrene. »Hvorfor skulle jeg gøre det,« spurgte jeg dem. De sagde, at der var en kvinde og en mand, der endnu ikke var blevet identificeret. Og jeg sagde så, at hvis min beskrivelse ikke var nok, så skulle jeg nok gøre det.«

»De bad mig om at tage med til et lighus, men jeg kunne ikke rejse mig fra stolen. Mine ben var væk, jeg var i chok og min kone græd. Jeg vidste i mit hjerte, at det var ham, og jeg kunne ikke rejse mig. Jeg blev overvældet af stress og chok. Jeg blev hjulpet op af politimanden.«

»Jeg blev igen afhørt af et par politimænd, og de var ikke særlig sympatiske. De bad mig beskrive ham igen, men jeg sagde stop. Jeg sagde, at jeg bare ville have det overstået, men de sagde så, at jeg skulle se noget først. Det var et fotografi. Det var et lille polaroid, som han smed foran mig på bordet. Og da det stoppede med snurre, vendte det på hovedet, så jeg vendte det om og kunne se, det var ham.«

»Jeg havde det i hånden, da de forsøgte at tage billedet fra mig. »Det er min bror,« sagde jeg.  De sagde, at det var et stykke bevismateriale, og han tog det fra mig. De snakkede til mig, men jeg hørte ikke, hvad der blev sagt, for jeg ville have billedet igen.«
»Klokken ni om aftenen tog de mig ind i et nyt lokale. På det tidspunkt havde jeg fortalt min kone, at det var Michael på billedet, og hun græd.«

»Lokalet var ikke større fire kvadratmeter, og vi stod ni mennesker derinde. Der var et vindue i rummet med et lille gardin foran. De spurgte mig, om jeg var okay, og jeg svarede ja, og med det samme trak de gardinerne fra, og der lå han så. Han lå på en båre, og han var dækket af et lagen helt op til hagen. Jeg spurgte politimanden, om jeg måtte gå ind til ham, men han sagde nej. Jeg sagde, at jeg ville se ham, men han sagde nej igen, »han er bevismateriale.« »Nej, han er min bror,« sagde jeg. »Jeg vil give ham et kys«. Men de sagde nej.«

»Da jeg kom ud, gik det op for mig, at nu skulle jeg ringe hjem og fortælle det til min mor.«

»Min mor havde kræft på det tidspunkt. Da jeg skulle ringe, kunne jeg ikke huske nummeret.«

»Michael og jeg plejede altid at grine af, at der i over to år var en mand, som ringede til vores mor regelmæssigt og lod som om, han ville sælge undertøj til hende. Han var i virkeligheden perverteret. Min mor gennemskuede det ikke, så i to år snakkede hun med ham her. En dag kom jeg hjem og hørte min mor snakke om bh'er og trusser. Jeg spurgte hende, hvem hun snakkede med, og hun sagde, at det var en mand fra Liverpool Echo, som lavede en undersøgelse om kvindeundertøj. Jeg tog røret, men der blev lagt på.«

»Så hun havde hemmeligt nummer, og da jeg ikke kunne huske nummeret, skulle de igennem en længere bureaukratisk rejse for at få særlig tilladelse til at få nummeret. Jeg fortalte hende det.«

»På det tidspunkt var det omkring midnat, og jeg ville hjem, men jeg ville også sige farvel til Michael. Jeg så pludselig en ambulancefører, jeg kendte fra Liverpool. Og familien til kvinden, som heller ikke var blevet identificeret var der også. Vi kiggede på hinanden, nikkede bare og gik hver sin retning.«

»Før vi kørte, sagde jeg til politiet, at jeg ville se Michael igen. De sagde nej igen, men denne gang sagde jeg, at jeg ikke rykkede mig ud af stedet, med mindre jeg fik lov til at se ham. Jeg kom op og skændes med dem, og til sidst lod de mig gå ind til ham. Jeg sagde, »godnat Mike, vi ses i morgen«.«

Læs mere på næste side