Video : Tipsbladet
Superliga

- Jeg ved, det er utilfredsstillende for Schwartau

Stortalentet Oscar Schwartu slider med spilletiden i Brøndby IF, men cheftræner Jesper Sørensen er tilfreds med, hvad han ser fra den 17-årige offensivspiller, der ikke har været på banen i mesterskabsspillet.

BRØNDBY (Tipsbladet): 2024 har indtil videre været et uhyre skuffende år for Brøndby-talentet Oscar Schwartau, der siden nytår blot er noteret for 13 minutters spilletid. Ret meget bedre så det ikke ud i efterårssæsonen, hvor den 17-årige offensivspiller også var en sjælden gæst på Brøndbys førstehold.

Forventningerne og ikke mindst forhåbningerne var ellers så store til Oscar Schwartau, da han i 2022 blev Brøndbys yngste målscorer nogensinde som 16-årig.

Hvad pokker er gået galt?

Ikke noget, lyder det stålsat fra Brøndbys cheftræner Jesper Sørensen, der fastslår, at han stadig ser et enormt potentiale i den 17-årige offensivspiller.

- Oscar ser jeg som en spiller, der udvikler sig. Jeg ved godt, at det er utilfredsstillende for ham, at han ikke får mere spilletid. Det kan jeg godt forstå, hvis det er for en ung mand, der har et stort talent. Jeg ser Oscar være stærkere og bevæge sig bedre. De gange, jeg har set ham på U19 spille i år, har han også været dominerende der, siger Jesper Sørensen.

Brøndby-træneren håber ikke, at Oscar Schwartu har planer om at søge væk fra de blå-gule, for han ser bestemt en plads for teenageren fremadrettet.

- Det er ikke blevet til så mange minutter, det har primært været (Mathias) Kvistgaarden og Filip (Bundgaard), når vi har sat dem ind. Men mon ikke der bliver plads. Han ser ud til at være i godt gænge.

- Han udvikler sig hele tiden som spiller og er en ung mand, som har et stort talent. Han kan dække flere forskellige positioner, men har ikke fået ham ind på banen ret mange gange i år, siger Jesper Sørensen.

Oscar Schwartau er noteret for 37 kampe og fem scoringer for Brøndbys førstehold. Han har slet ikke været på banen i mesterskabsspillet, hvor de blå-gule foreløbig er ubesejrede.

Teenagerens kontrakt med Brøndby IF udløber i sommeren 2025.