Ligue 1

Sheik vil forgylde Paris SG

Ifølge l'Equipe skulle den arabiske rigmand Tamim bin Hamad Al Thani være klar til at investere over en milliard kroner i storklubben, der måske får Leonardo som ny sportsdirektør.

Hvis Inter-træner Leonardo bliver ny sportsdirektør i Paris Saint-Germain, vil han måske få lov at slå sig løs på spillermarkedet med over én milliard kroner.

Det skriver den franske sportsavis

l'Equipe

. Pengene skulle komme fra sheiken Tamim bin Hamad Al Thani, hvis firma, Qatar Sports Investment, i starten af denne måned overtog 70 procent af aktierne i den franske storklub.

Blandt de spillernavne, der florerer på rygtebasis, er Samuel Eto'o, Kakà, Marco Borriello og Jeremy Menez. Men ifølge

La Gazzetta dello Sport

er det mere sandsynligt, at franskmændene tager på brasiliansk indkøbstur.

Den italienske avis nævner Santos-stjernen Paulo Henrique Ganso, Lucas Leiva fra Liverpool og Fernando fra Porto som mulige forstærkninger. Desuden lægger

l'Equipe

op til et trænerskifte med Carlo Ancelotti og Rafael Benitez som afløser-emner.