Video : Tipsbladet
Superliga

Investor koblet til dansk klubkøb er i problemer

Et stort investeringsselskab med flere fodboldklubber i porteføljen og interesse for det danske fodboldmarked er blevet ramt af betalingsstandsning i et luftfartsselskab, man også ejer.

De ejer Genoa, Standard Liège, Red Star i Paris og traditionsklubben Vasco Da Gama i Rio De Janeiro.

Men der, hvor 777 Partners virkelig fylder i europæisk fodbold i disse måneder, er det efterhånden ekstremt langtrukne forsøg på at købe kriseramte Everton.

De udenlandske medier Josimar og The Guardian har i flere omgange fortalt om 777 Partners' dybt risikable forretningsstrategi og økonomi, der har skabt en masse problemer i de klubber, selskabet ejer.

Og derfor vakte det også opsigt i kulissen i dansk fodbold tidligere i år, da Tipsbladet kunne fortælle, at 777 såmænd også har haft kig på det dansk fodboldmarked og en investering her i landet.

Meget tyder dog på, at det Florida-baserede investeringsselskab har rigeligt at se til andetsteds i øjeblikket med Everton-købet og nu en rigtig møgsag i Australien.

For her måtte et flyselskab ejet af 777 Partners tirsdag morgen australsk tid (mandag aften dansk tid) aflyse samtlige flyvninger og gå i betalingsstandsning.

Fire af det australske flyselskab Bonzas fly blev tidligt tirsdag morgen beslaglagt, fortæller det britiske medie The Guardian.

777 Partners har afsæt i luftfartsindustrien og har tidligere haft problemer og finansielle stridigheder med samarbejdspartnere om betalinger og aftaler.

Selskabets køb af Everton var forventet at gå igennem sidste efterår, men 777 Partners har endnu ikke indgået en aftale, der lever op til Premier Leagues krav til nye ejere, ifølge britiske medier fordi selskabet endnu ikke har finansieringen af Everton-købet på plads på en måde, der stiller Premier League-organisationen tilfreds.

Tidligere i april fik 777 Partners endnu en gang udsat købet i samråd med Premier League, og de gentagne udsætter skaber tvivl om Evertons fremtid i en situation, hvor man allerede to gange har fået pointstraf for ikke at leve op til Premier Leagues licensregler.

777 Partners ejer også Hertha Berlin og andele i det australske fodboldhold Melbourne Victory såvel som det spanske storhold Sevilla.