Jesper Grønkjær savner spillet

BRAGT I TIPSBLADET 2. MARTS

Et af de romantiske begreber i fodboldens verden handler om at stoppe på toppen. Stoppe når man er bedst, når lyset fra de smukke minder og de mange titler ikke bliver dæmpet af haltende indsatser for ringere hold i karrierens efterår. Men nemt er det ikke. Fodbolden er en stor del af identiteten, så hvorfor stoppe, når man stadig kan?

Jesper Grønkjær kunne. I 2010/11-sæsonen spillede han 38 kampe, han vandt mesterskabet med FCK, han spillede Champions League 1/8-finale, og han var stadig en af Superligaens allerbedste spillere, selv om han nærmede sig de 34 år. Men den 26. maj, tre dage før sæsonens sidste kamp i Parken mod sin gamle klub AaB, meldte han alligevel ud, at det var slut, og det kunne ikke undre, at det netop var den tænksomme thybo, der var i stand til at konkretisere begrebet om at stoppe på toppen.

Men sådan ser han nu ikke selv på det. Så langt fra endda.

»Hvis jeg ikke havde haft mine skader, så havde jeg da givetvis også spillet videre, men jeg havde jo den her lille meniskoperation, der gik betændelse i [i foråret 2008]. Jeg var helt derude, hvor lægerne sagde, at det var fifty-fifty, om jeg kunne fortsætte. Og jeg er sikker på, at hvis du spørger FCK-lægerne, så synes de da, at mit stop var en rigtig god ide med tanke på, hvad jeg var igennem dengang, og de meldinger jeg fik.«

»Det handler jo ikke om lige nu. Det skulle gerne være en beslutning, jeg er glad for om fem-ti år i forhold til min fysik. Jeg er da også glad for den nu, men det er jo ikke sådan, at jeg sidder med armene oppe over hovedet over, at jeg er stoppet med at spille fodbold. Men jeg var også derhenne, hvor jeg fyldte 34 lige efter, og måtte spørge mig selv om, hvad det lige var, jeg ville. Hvor meget ville jeg presse citronen.«

»Der kom jeg til at tænke på, at da jeg lå og havde det allerværst og var mest syg, der var målet at komme tilbage på landsholdet og på FCK's hold. Men ikke bare at komme tilbage. Jeg skulle være en af de bedste, en profil, en afgørende faktor der kunne spille den fodbold, som jeg gerne ville. Ellers kunne det være lige meget. Hvis jeg fik bolden ude på kanten og kunne se, at jeg ikke kunne løbe forbi min modstander... Så kunne det være ligegyldigt.«

»Og det lykkedes ikke med landsholdet. Jeg kom ikke tilbage og var toneangivende. Måske var det også overkill fra min egen side at have den målsætning, men hvis jeg ikke havde haft den, tror jeg, at det var gået i stykker mentalt. Hvis jeg skulle stille mig tilfreds med »lidt.« Jeg kom tilbage og var med til en slutrunde, jeg spillede måske 20 landskampe, men jeg kom ikke tilbage som fast mand eller som en spiller, der kunne sætte det afgørende præg. Men det lykkedes med FCK,« siger Jesper Grønkjær.

En uventet udlængsel

Vi har sat os på en café ved åen i kantspillerens nye hjemby Århus, hvor han nu bor med sin kone og døtrene på ni år og ni måneder. Egentlig skulle vi snakke om det nye liv som fodboldkommentator på tv, men det gamle liv på banen er også stadig et emne, for hvorfor slutte på toppen? Men det gjorde Grønkjær altså heller ikke i egen optik.

»Jeg forstår godt, at folk siger det her med at stoppe på toppen, og det er da også en meget romantisk tankegang at have, men det er jo ikke det, det handler om. Jeg er sikker på, at hvis du spørger Martin Jørgensen i AGF, Henrik »Tømrer« i Silkeborg, Thomas Helveg da han stadig var aktiv i OB. Alle de tre spillere ved da godt, at de ikke er på deres peak, men de er og var alle tre profiler på deres respektive hold og kan være med til det sidste. Især med Martin, han kommer fra, jeg ved ikke hvor mange år i udlandet, rykker ned med AGF, og nu er han profil på deres hold i Superligaen.«

Læs mere på næste side.