Jesper Grønkjær savner spillet

For det nye liv på tv har været sjovt, for eksempel den første gruppekamp i Champions League mellem Benfica og Manchester United på Estadio da Luz.

»For det første var det sjovt på forhånd at skulle nørde ned i et Benfica-hold, jeg ikke kendte ret godt, og så blev det helt drengedrømsagtigt, da jeg før kampen kunne gå rundt i civil uden for stadion og mærke den her spænding, der bare bygger op. Så kommer man ind på stadion, og United har otte nye spillere i forhold til sidst og Lindegaard på mål for første gang i sæsonen. Det var en god oplevelse, og første gang jeg rejste af sted på usikker grund. Det sjove var så, at min gamle holdkammerat fra Ajax og FCK, Andre Bergdølmo, var af sted for norsk tv, og vi sad lige ved siden af hinanden og kommenterede.«

»Det værste var at have FCK nede i Plzen, for man kan jo se, at det her ikke lykkes. Og så skulle man med samme fly hjem som spillerne, og man ved, at de bare vil tage hovedtelefoner på og sidde med lukkede øjne, til man lander i Kastrup. Jeg sad selv med den her fornemmelse af enorm skuffelse, for man ved, hvor meget det betyder, og det var jo kun ganske få måneder fra, jeg selv var stoppet i klubben. Der fik jeg lidt ondt i maven,« siger Jesper Grønkjær, der også har oplevet andre ting, der er blevet siddende i kroppen trods den afsluttede karriere.

»Som fodboldspiller er man jo nødt til at tage sit erhverv med i hverdagen i forhold til de ting, man gør, og man har en masse skrevne og uskrevne regler, man overholder og navigerer rundt i. Dem har jeg jo ikke i dag, men jeg lever stadig med den dårlige samvittighed. Er det virkelig okay at sidde på restaurant i aften, kan jeg virkelig tage det her glas vin? Jeg får ikke sovet nok, det gør man jo ikke med små unger, men selv om min grund til at restituere er forsvundet, så sidder det der stadig væk.«

»Men jeg er jo meget mere fleksibel. Jeg bestemmer selv over mine dage, og som familie kan vi nu pludselig koordinere vores ting på en kalender, som alle andre gør. Min karriere dikterer ikke, hvad vi kan og ikke kan. Nu er jeg ude i virkeligheden, og jeg synes, det er enormt spændende, selv om jeg savner fodbolden. Der er en frygtelig masse døre, som man selv vælger, om man vil åbne eller gå forbi Jeg har kommentatorjobbet, og så skulle jeg rigtig gerne begynde at læse efter sommerferien, måske bare et fag eller to. Jeg vil gerne brede mig lidt ud og læse noget økonomi.«

»Og det er jo et privilegium at kunne sige det. At kunne tage sig tiden og gå efter det, man har lyst til på en måde, som min far aldrig kunne i sit liv som blandt andet slagter og elektriker. Det er et enormt privilegium, og det sætter jeg pris på.«

»Det er også spændende at møde andre mennesker, der ikke absolut skal snakke med mig om, hvorfor FCK tabte, eller hvorfor Morten Olsen ikke spiller 4-4-2. Det er en befrielse, at jeg ikke hele tiden føler, at jeg skal forholde mig til det. Selvfølgelig ser folk mig stadig som fodboldspiller og selvfølgelig fylder det stadig. Det er en stor del af min identitet, men den forsvinder langsomt,« siger Jesper Grønkjær.