Lössl-konkurrent har brækket en finger
Illustration
Europa League

Lössl-konkurrent har brækket en finger

den danske målmand Jonas Lössl kan se frem til at stå på mål torsdag aften, hvor Guingamp møder Dinamo Minsk på udebane i Europa League-gruppespillet. Konkurrenten har nemlig brækket en finger.

Egentlig var den malisiske målmand Mamadou Samassa tiltænkt en plads mellem stængerne, når Guingamp torsdag aften spiller Europa League på udebane mod Dinamo Minsk. Men keeperen har brækket sin lillefinger og er derfor ikke rejst med til Minsk, hvorfor danske Jonas Lössl nu står til at vogte det franske mål.

Mamadou Samassa ventes at være ude i to til tre uger, og det er altså en mulighed for Jonas Lössl, der kan sætte sig på pladsen i Guingamps mål. Den danske målmand har stået tre gange i Ligue 1 og har i den grad imponeret, for to gange har den franske avis L'Equipe valgt målmanden til Rundens Hold.

Skaden til Samassa får dog kun betydning i forhold til Europa League, for Mamadou Samassa har karantæne i den franske liga. Han overfusede en dommer i 2-1-nederlaget til Montpellier i slutningen af september, og det gav hele fem spilledages karantæne. Indtil videre har Samassa afsonet to af de fem spilledage, og han kan tidligst vende tilbage til målet i den franske liga i spillerunde 14, hvor Guingamp møder Rennes.

Spillerunde 14 er først om en måneds tid, så skaden får som sagt ikke betydning på målmandssituationen, når det handler om kampene i den franske liga. Men i Europa League, hvor træner Jocelyn Gourvennec sikkert gerne vil holde sin karantæneramte keeper i gang, får Jonas Lössl altså en ekstra mulighed for at overbevise om, at han skal være førstemålmand i Guingamp.

Jonas Lössl blev hentet til Guingamp i sommer fra den danske Superligaklub FC Midtjylland, men opstarten blev spoleret af en skade. Nu er Lössl dog for alvor i form og kæmper for at overbevise om, at han er manden, der skal satses på. I sommer hentede Guingamp også Ronnie Schwartz og Lars Jacobsen, der også begge ventes at være med fra start, når der kampstart i Minsk klokken 19 dansk tid.

Guingamp står noteret for tre point efter to kampe i gruppespillet. Klubben tabte i første spillerunde med 3-0 til Fiorentina, men kom tilbage på sporet med en sejr på 2-0 hjemme over Paok. Dinamo Minsk står noteret for nul point efter to kampe.