Keeperkrig: Olsen jubler over dygtige keepere
Illustration
Landshold

Keeperkrig: Olsen jubler over dygtige keepere

Den danske landstræner, Morten Olsen, står med et positivt problem på målmandsposten.

Kasper Schmeichel eller Stephan Andersen? Eller hvad med Nicolai Larsen eller Jesper Hansen? Der er også lige Robin Olsen fra Malmø og Jonas Lössl fra Guingamp. Danmarks landstræner, Morten Olsen, står med et positivt problem, når han skal udtage målmænd til den danske landsholdstrup.

Til testkampen mod Tyrkiet onsdag aften og søndagens EM-kvalifikationskamp mod Armenien har Morten Olsen udtaget Kasper Schmeichel, Stephan Andersen og Nicolai Larsen. Og det har været svære valg, forklarer landstræneren.

- Vi har så mange gode målmænd, og uanset den beslutning, vi tager, så er det mod en anden (målmand, red.) og en beslutning, du helst ikke vil tage. Men heldigvis er det en svær beslutning, for det fortæller noget om kvaliteten på den position lige nu, siger Morten Olsen til Ritzau.

Danmarks landstræner har angiveligt valgt sin keeper til kampen mod Armenien, men han vil endnu ikke sætte navn på. Ifølge flere medier var det Kasper Schmeichel, der stod for førsteholdet, da der til træning tirsdag blev spillet på to mål.

Kasper Schmeichel har fire landskampe på cv'et. Stephan Andersen har 28, mens AaB-keeper Nicolai Larsen endnu ikke har fået debut.