Barcelona-træner: Vi skal være glade
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
Champions League

Barcelona-træner: Vi skal være glade

Barcelona tog en samlet 5-3-sejr over Bayern München, og Luis Enrique lykønskede sine spillere efter præstationen.

Barcelona var klare favoritter til at gå videre til Champions League-finalen efter 3-0-sejren i den første kamp mod Bayern München, og det lykkedes også, selvom det tyske hold tog en smal sejr på 3-2 i returopgøret. 

Det var en kamp, som bortset fra Bayerns Münchens føringsmål efter syv minutter forløb efter Barcelona-træner Luis Enriques hoved. For på to mål af Neymar indenfor den første halve time var den samlede sejr stort set sikret.

- De angreb os og tog chancer, men vi kender vores spilleres styrke, og hvordan vi kan spille. Jeg er tilfreds med dem og bliver nødt til at lykønske dem. Det er, hvad det betyder at være en del af Barca.

- Vores angribere har masser af kvalitet. De har også en god forståelse for hinanden. Det er svært for en modstander at kontrollere dem. Vi ville gerne score tidligt og skabe chancer fra starten af kampen, og det gav os selvtillid. Vi kontrollerede kampen i første halvleg, men så lavede vi mange fejl i anden halvleg. Det er en nat, hvor vi skal være glade, sagde Luis Enrique efter kampen til uefa.com.

I aften findes Barcelonas kommende modstander i Champions League-finalen, når Real Madrid tager imod Juventus.