Blog: Når tomme olietønder buldrer

 

For ene og alene at fokusere på, hvorvidt der har fundet urent trav sted i forbindelse med tildelingen af værtskabet til Qatar, er i grunden hyklerisk. For det har alle dage været en offentlig sandhed, at der skulle smørelse til at få sig en slutrunde. Hvor præcis grænsen så går mellem lobbyvirksomhed og korruption, er en anden sag. Alene den nyere VM-historie er rig på eksempler, hvor lobbyvirksomhed har båret frugt. I Argentina i 1978 husker man i særdeleshed skandalekampen i semifinalerunden, hvor værtslandet, meget belejligt, slog Peru med hele 6-0. Eller hvordan det lykkedes for Tyskland at få VM i 2006, takket være Franz Beckenbauer som frontfigur og døråbner – efterfulgt af en masse underhåndsaftaler med mindre forbund.

Aftaler, der naturligvis blev bakket op af handelsaftaler med store tyske koncerner. Eller det seneste VM i Brasilien, hvor formanden Ricardo Teixeira ikke blot lavede aftalerne, men også fik personlig vinding ud af det. At han, efter sin afgang som præsident for det brasilianske fodboldforbund, er mistænkt for massiv korruption, siger nærmest sig selv.

 

 

Ingen steder er forargelsen større end i Storbritannien, også selvom britiske aviser har afsløret, hvordan det engelske FA plejede lidt for kærlig omgang med den berygtede Jack Warner, der er manden der kan ”levere” de caribiske stemmer. Så da det blev Rusland og ikke England, der fik VM i 2018, var FA også hurtige til at skyde tilbage på BBC fordi stationen havde sendt dokumentaren FIFA’s Dirty Secrets få dage før den afgørende afstemning.

 

I forbindelse med VM 2022 var Qatars ”modstandere” USA og Australien. Så det er de angelsaksiske nationer - de, der er mest aktive udi kritikken – der blev forbigået af andre kapitalstærke nationer. Det er også her, at kritikken er størst. Andre steder i verden, er man knap så kritiske. Dels fordi Qatars udenlandske investeringer har givet oliestaten mange venner; dels fordi man kan se dette som et opgør med vestlige arrogance.

 

Netop det, at det ikke længere er de gamle nationer – herunder især det gamle imperium – der udgør sportens magtelite, er nok en af de piller, som det er sværest at sluge. Her har netop Qatar bragt sig selv på bane, fordi den lille ørkenstat går målrettet efter at bruge topsport som en måde at (om)definere sig selv på.

 

2014: VM i svømning (kortbane). 2015: VM i herrehåndbold og VM i amatørboksning. 2016: VM i cykling. 2019: VM i atletik. 2022: VM i fodbold. Det er bare de største af de mange sportsbegivenheder der enten er eller skal afholdes i Qatar. Hertil skal så lægges de store turneringer i tennis, golf, motorbike, ridning og håndbold der i forvejen besøger Qatar mindst én gang om året.

 

Sport er blevet Qatars varemærke. En strategi, det har været dyrt at gennemføre, men som med VM når sine (foreløbige) kulmination. For der var sikkert nogen, der bemærkede, at Lusail Sports Arena på blot 24 timer kan forvandles til et ishockeystadion. Og hvis man kan spille ishockey i nordamerikanske ørkenstater som Arizona, kan man jo også gøre det i en anden ørken. Og har man i øvrigt først haft et VM, er det næste logiske mål jo at få et OL.

 

Al snakken om boykot og sanktioner udgår fra Vesteuropa og USA. Men i virkeligheden er det blot tomme tønder der buldrer. Tomme olietønder, fristes man til at sige, eftersom det er den vestlige verdens olieforbrug, der overhovedet gjorde det muligt for småstater ved Den Persiske Golf, at udvikle sig til globale power players.

 

Mange af Europas topklubber er sølet ind i oliepenge fra Qatar og Emiraterne og et så massivt prestigetab (altså hvis man fratog dem slutrunden) ville uden tvivl resultere i en eller anden for payback. Det vil man under ingen omstændigheder risikere, så derfor siger man nok én ting til kameraerne, men gør noget ganske andet, når disse først er slukket.

 

Heri ligger den ubekvemme sandhed, som vi, altså europæerne, i virkeligheden nok har sværest ved at acceptere. Nemlig at det i grunden er vores egen skyld. Og med vores, mener jeg naturligvis de hvide vesteuropæere, der gennem menneskealdre har kontrolleret fodbolden.

 

Se for et kort øjeblik bort fra, at FIFA er en bundkorrupt organisation og dets nuværende leder (som det var tilfældet med hans forgænger) har en anløben moralsk habitus. Det er mindre vigtigt. Det vigtige er, hvorfor de engang så magtfulde forbund i Europa har tilladt at det er kommet så vidt.

 

”Globalisering” er et på mange måder luftigt begreb, som det er svært at give nogen reel mening. Som regel er det bare en forklaring på, at arbejdsplader forsvinder fra Europa. At verden er blevet mindre og at man nu i højere grad skal se verdensøkonomien som en helhed, i stedet for at betragte den regionalt. Det er der i grunden heller ikke noget nyt i. For verdensøkonomien har altid været det, der har dikteret succes og fiasko alle vegne. Det britiske Imperium (og alle andre imperier) var bygget på global handel og dets succes ene og alene afhængig af, hvem der kontrollerede strategisk vigtige nøglepunkter på kloden.

 

Det samme gælder fodbolden. Jeg er gammel nok til at kunne huske verdensmesterskaberne i 70’erne og 80’erne – og hvordan vi vesteuropæere, fodboldens sande connaisseurs, ændrede vores opfattelse af andre lande end ”os” selv.

 

Cameroun ved VM 1990 og 1994 er et oplagt eksempel. Når ”miniputnationerne” overraskede og vi var hurtige med et ”nøøøøøj”. Men det var det samme ”nøøøøøj” som når killingen lærer at bruge kattebakken: ”Sikke dygtige I er. Det havde vi slet ikke forventet af jer…”

 

Altså ikke så lidt nedladende overfor alle andre, der havde lært at sparke til en fodbold. I er da meget søde, men nogen reel trussel mod ”os” bliver I aldrig.

 

Når danske klubber trækkes mod modstandere, det er svært at udtale navnet på, må de pr. definition være dårligere end os.

 

Men naturligvis blev de en trussel. Ikke så meget på fodboldbanen (i første omgang) men fordi den globale økonomi dikterede det, og her var Vesteuropa meget langsom i sin opfattelsesevne. På samme måde som USA er havnet i lommen på Kina, fordi det er kineserne der låner amerikanerne penge til deres massive (over)forbrug, er europæisk – og dermed fodbolden som helhed – havnet i lommen på dem, der betaler for gildet. Hvis ikke klubberne i Vesteuropa havde opført sig som oplagte kandidater til Luksusfælden, ville vi aldrig have set frem til et VM i Qatar om syv år.

 

Europæisk fodbold er lig med klubber og forbund, der rask væk bruger penge, som de ikke selv har, og forventer at andre skal samle regningen op. Se bare på, hvor blodrøde tal de danske Superligaklubber præsenterer år efter år.

 

”Fodboldklubber kan ikke betragtes som almindelige virksomheder” lyder det ofte. Jeg er af en diametral modsat opfattelse. For hvis man har vedtaget, at man er en forretning, lever man efter retningslinjer der gælder for virksomheder. Og et underskud er nu engang et underskud – og det skal dækkes af nogen. Om det er en bank eller en mæcen er i grunden ét fedt.  Nogen skal imidlertid betale den regning, der bliver efterladt og her kommer globaliseringen ind i billedet.

 

For når nationer rask væk bruger løs af midler de ikke har, så forplanter denne praksis sig til resten af samfundet. Og uanset hvor fordelagtige lånemulighederne end er, så ender de, der bare forbruger uden at tænke på i morgen, lynhurtigt i den situation, at der er nogen der dækker nok er villige til at dække underskuddet – men at disse nogen derved også kommer til at blive den bestemmende part. En debitor pantsætter sin bestemmelseskraft til kreditor.

 

Superligaklubberne køber spillere, der ikke har en forankring i lokalområdet eller er del af den lokale identitet, fordi de vil blive bedre i en fart. Premier League gør det i en ekstrem grad. I stedet for at vente på at lokale talenter udvikles, køber man den spiller, som man tror, kan forstærke holdet på den afgørende position her og nu. Præcis som når en virksomhed headhunter den helt rigtige mellem- eller topleder. Hvor denne kommer fra, er bedøvende ligegyldigt, blot at han er den ”rigtige mand til posten”.

 

Og dermed er en fodboldklub præcis som alle andre virksomheder: En post skal udfyldes af den rigtige. Hans hudfarve, hans religiøse overbevisning, hans køn, er sagen underordnet. Vi skal bruge en person til denne position og vi betaler det, han koster. Problemet er bare, at den forretningsmodel man herved har vedtaget er så langt væk fra klubbernes oprindelige historie, altså en forankring i lokalområdet, at den ikke længere er rentabel på sigt og at det derfor ender med, at udgifterne bliver så store, at andre må dække dem.

 

Og det er lige præcis, hvad der er sket i fodboldens verden. Her har den europæiske fodbold, gennem sit massive overforbrug, pantsat sin selvbestemmelse til dem, der rent faktisk finansierer gildet. Og det er ikke længere andre vesteuropæere eller nordamerikanere, men derimod asiater, oligarker og sheiker.

 

Det bør derfor ikke komme som overraskelse, at de, som vi for blot 20 år siden kun havde et ”nøøøøj” til overs for, i dag er dem, der dikterer fodboldens finansielle fremtid, herunder at vi skal acceptere et VM i Qatar.

 

Hvis vi ikke ville se VM-fodbold i december, skulle vi ikke have solgt vore selvbestemmelse i første omgang, Men den er solgt og den er købt. Og køber/kreditor, bestemmer, hvad der vil ske. Som f.eks. at VM-finalen 2022 spilles på Qatars nationaldag.

 

Vi er i grunden selv ude om det.