Teemu Pukki fik fire sæsoner i Brøndby IF, og han blev topscorer i dem alle. Særligt under Alexander Zornigers ledelse oplevede finnen en markant opblomstring på de parametre, man primært måler angribere ud fra - mål og assists. I sine første to sæsoner for Brøndby scorede Pukki 18 mål og lavede en assist i Superligaen. I de sidste to sæsoner scorede han 37 mål og lavede 16 assists i ligaen.
Nu er angriberen fortid på den københavnske Vestegn. Teemu Pukki havde kontraktudløb i Brøndby 30. juni, og han udnyttede det at være en fri mand til at skifte transferfrit til Norwich fra den næstbedste engelske række.
Dermed skal Pukki nu score sine mål i England og i en anden gul trøje, men han vil altid tænke tilbage på opholdet i Brøndby med et stort smil - og han lægger ikke skjul på, at meget skyldes Alexander Zorniger.
- Der blev stillet større krav (da Zorniger kom til Brøndby, red.). Hvis man ikke spillede godt, tøvede han ikke med at skifte dig ud. På nuværende tidspunkt er det absolut den bedste tid i min karriere. Jeg håber, det bliver bedre her, men jeg har en masse gode minder at tænke tilbage på, siger Teemu Pukki til Italehfti og understreger, at han er klar til engelsk fodbold efter opholdet i Brøndby:
- Jeg er ikke længere bange for det fysiske spil. Det var ikke sådan, at jeg frygtede det, men jeg føler ikke, det er et problem længere. Jeg har udviklet mig som spiller og som person.
Teemu Pukki bor stadig på hotel med familien, men han håber, at han hurtigst muligt finder en bobæl, så han kan slå sig ned og tage hul på den nye tilværelse i England, hvor han har underskrevet en tre-årig aftale med Norwich.
Angriberen har en fortid i HJK, Sevilla, Schalke 04 og Celtic.