Onsdag kunne tipsbladet.dk meddele, at 18-årige Nazifi Yahaya ikke kunne få kontrakt med Brøndby IF efter en prøvetræning. Men den unge nigerianer kommer alligevel til at få chancen i en Superliga-klub.
Yahaya har nemlig også trænet med i SønderjyskE, og her har den nigerianske U20-landsholdsangriber imponeret nok til at få en aftale på toårig, som kan forlænges med yderligere to år.
Det skriver SønderjyskE på sin hjemmeside.
- Vi fik set ham an, inden spillerne gik på juleferie, og der kunne vi hurtigt se, at det er en virkelig talentfuld spiller. Nu skal han spille kvalifikation til U20-VM i næste måned og måske en VM-slutrunde til sommer, og det gør ham selvfølgelig kun ekstra interessant, at han skal vise sig frem i det selskab og på den scene, fortæller SønderjyskE’s sportschef Hans Jørgen Haysen.
Haysen forklarer endvidere, at Yahaya i første omgang vil spille på U19-holdet, men at han kan få chancer på reserveholdet og Superliga-holdet.