Hvis folk frøs på Right to Dream Park fredag eftermiddag, var det deres egen skyld. Den fodboldkamp, de var der for at se, kunne i hvert fald ikke have leveret meget bedre underholdning af en træningskamp i januar måned.
Selv om hjemmeholdet, FC Nordsjælland, scorede fire gange, var det ikke nok til sejr. End ikke til uafgjort. For AGF scorede fem og vandt dermed 4-5. Men inden alle målene kom der dog et rødt kort.
En FC Nordsjælland-spiller blokerede Patrick Mortensens afslutning, og det kostede altså en udvisning. Holdet fik dog lov til at sætte en ny spiller ind.
Læs også:Flere småskadede AGF-spillere bliver hjemme fra testkamp
Kort efter, i det 17. minut, tog Bror Blume hul på målscoringen. Fem minutter senere fulgte Kasper Lunding op med at gøre det til 0-2 til AGF. Det ville FC Nordsjælland ikke finde sig i, så først scorede Oliver Antman til 1-2, og siden Mohammed Kudus til 2-2.
De to mål faldt i det 36. og 38. minut, men målfrekvensen fortsatte resten af halvlegen. Bare ét minut efter udligningen gjorde Mortensen det til 2-3, og i det 42. minut udbyggede Casper Højer til 2-4.
Og så kunne holdene holde pause.
Læs også:Tidligere rygtet til AGF: Islandsk angriber har tilbud fra Danmark
AGF nåede at komme foran 2-5 ved Nicklas Helenius i anden halvleg, inden FC Nordsjælland pyntede på resultatet. Først Joachim Rothmann og siden Mikkel Damsgaard, men hjemmeholdet kom altså ikke tættere på end 4-5.
FC Nordsjællands næste opgave er testkampen mod FC Roskilde den 28. januar, mens AGF møder Slavia Prag den 1. februar på træningslejren i Portugal.
Læs også:Overblik: Superligaens kontraktfrie spillere
Læs også:FC Nordsjælland forventer ikke mere transferaktivitet
Læs også:Vinterpause i Superligaen: Sådan gør din klub