Den 17-årige Barcelona-spiller Marc Bernal har fået nedslående nyt oven på sin alvorlige knæskade.
Han har måttet gennemgå en operation i det forreste korsbånd i venstre knæ, og han ventes nu at være ude i 12 måneder.
Det skriver Barcelona på sin hjemmeside.
Bernal havde ellers erobret en plads i startopstillingen fra sæsonens begyndelse trods sin unge alder.
27. august havde han udsigt til at få fuld spilletid i udekampen mod Rayo Vallecano, men i det 90. minut pådrog han sig skaden, der nu holder ham ude resten af sæsonen.
Bernal har spillet i Barcelona, siden han var syv år. Den defensive midtbanespiller fik debut i La Liga mod Valencia i sæsonpremieren 17. august.
Barcelona er eneste hold med maksimumpoint efter de første fire runder i La Liga.
/ritzau/