Jesper Lange bliver spillende assistenttræner i 2. divisionsklub
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Jesper Lange bliver spillende assistenttræner i 2. divisionsklub

Den tidligere Superliga-angriber Jesper Lange bliver spillende assistenttræner i Ringkøbing IF.

Den tidligere Esbjerg fB- og AGF-angriber Jesper Lange vender tilbage til dansk fodbold efter to år hos Helsingborg IF i Sverige. Det bliver imidlertid hverken i Superligaen eller i 1. division, at han kommer til at begå sig.

Lange har nemlig skrevet under på en toårig aftale med 2. divisionsklubben Ringkøbing IF, hvor han samtidig bliver assistenttræner. Det meddeler Ringkøbing IF på deres hjemmeside.

- Det er et scoop ud over det sædvanlige for os, og måske det største i klubbens historie at hente en spiller af Jespers kaliber. Jespers CV fortæller alt om de spillemæssige kvaliteter, men derudover har han også en personlighed, som vi er helt overbevist om kommer til at passe godt ind i spillertruppen og trænerteamet, fortæller klubbens sportschef, Jens Nielsen.

For Jesper Lange har rollen som assistenttræner været interessant, fortæller han til klubbens hjemmeside.

- Jeg har valgt Ringkøbing IF, da de har kunne tilbyde en god pakkeløsning med fodbold, og de ansvarsområder jeg finder interessant. Som spillende assistenttræner kan jeg få et stort fokus på coaching af især de unge, få taget min A-trænerlicens, spille fodbold og samtidig have tid til et job ved siden af. Jeg glæder mig sindssygt meget til den her del af min karriere, som gerne skulle blive god, både på og uden for banen, hvor Ringkøbing IF og jeg i fællesskab kan udvikle os yderligere, fortæller han.

32-årige Jesper Lange har spillet 210 kampe i den bedste danske række og scoret 36 mål.