FCN-chef om Damsgaard-salg: Alle parter har været grundige
FC Nordsjælland har torsdag solgt Mikkel Damsgaard til Serie A-klubben Sampdoria, hvor han tiltræder efter denne sæson. Offensivspilleren er én af de største profiler på FCN-mandskabet, og snart skal han altså prøve kræfter med én af verdens hårdste ligaer.
For FC Nordsjælland er der tale om endnu et stort salg af én af klubbens egne talenter, og det glæder naturligvis sportschef Jan Laursen, der mener, at alle parter i transferen kan være tilfredse.
Læs også:FC Nordsjælland sælger stjernefrø til Serie A
- Først og fremmest glæder vi os på Mikkels vegne, da han er glad for, og stolt over, det forestående skifte. Han har sammen med sin familie kunne træffe beslutningen uden noget tidspres, da transfervinduet er lukket og beslutningen derfor udelukkende handlede om, hvad der skulle ske fra sommer af. Samtidigt har vi gjort det meget klart for Mikkel, at vi utrolig gerne så ham blive hos os længere end til sommer. Vi har dog fuld forståelse for, at han ønsker at forfølge denne fantastiske mulighed efter mange års udvikling i vores klub. Vi kan glæde os over, at endnu en akademispiller får en unik mulighed i udlandet, og vi samtidigt er godt forberedt på at udfylde pladsen efter ham til sommer, siger Jan Laursen og tilføjer:
- Vi er privilegerede over at have Mikkel til rådighed i hele den meget vigtige forårssæson der starter i næste uge, hvilket har været en vigtig prioritet for os i forhandlingerne. Sommerskiftet giver også en fantastisk mulighed for at både han og vi får tid til at forberede os godt på, hvad fremtiden bringer efter sommeren. Vi bør også glæde os over, at en lang og grundig proces ender med, at alle parter er tilfredse. Sampdoria har virkelig gjort deres arbejde ordentligt og fulgt Mikkel gennem lang tid, ligesom de har haft en meget åben og ærlig dialog med os gennem hele forløbet. Det skal også understreges, at Sampdoria langt fra er den første klub, der har jagtet Mikkel, da der gennem lang tid har været meget stor interesse for ham.
Læs også:Alt om AGF: Kan holdet modstå presset og indfri forventningerne?
- Det er glædeligt at både han og den købende klub har været grundige i at lære hinanden at kende, og at alle parter har mulighed for at forberede sig på skiftet – herunder at Mikkel kan lære det italienske sprog inden skiftet – og positivt at han kommer til en klub, som allerede har en gruppe af skandinaviske spillere. Det er sådan, vi allerhelst ser en handel forløbe, og derfor er Mikkels skifte på alle måder en god case.
Mikkel Damsgaard tiltræder på en fire-årig aftale i Sampdoria, når han har gjort sæsonen færdig i FC Nordsjælland.
Læs også:Jannik Pohl tilbage i Horsens: Det bliver sateme ikke nogen lønfest
Læs også:Brøndby-boss: Maxsø bør være i spil til en EM-plads
Læs også:FC Midtjylland kan miste Superligaens bedste: Taler med andre klubber