EfB-profil usikker på klubskifte: Lige nu er jeg Esbjerg-spiller
Foto: Mads Hansen/Polfoto
Superliga

EfB-profil usikker på klubskifte: Lige nu er jeg Esbjerg-spiller

Jonas Knudsen ser ud til at blive i Esbjerg fB resten af foråret, men han vil ikke kategorisk afvise, at der kommer til at ske noget i vintertransfervinduet.

Jonas Knudsen har i de seneste sæsoner oparbejdet et ry som én af Superligaens bedste venstrebacks. I Esbjerg fB forlængede han tilbage i oktober sin kontrakt så den udløber sommeren 2016, men allerede nu har der været interesse for den 22-årige forsvarsspiller. Han ved ikke selv så meget om klubfremtiden, men understreger, at han har det helt fint i Esbjerg fB.

- Det er jo svært at sige, når man er i transfervinduet, men lige nu forholder jeg mig egentlig bare til, at jeg er Esbjerg-spiller, og det er sådan, jeg ser det. Så må vi se, hvad der sker. Jeg har det godt i Esbjerg, siger han til tipsbladet.dk.

- Man kan aldrig sige, at der ikke sker noget, for der kan altid dukke noget, men jeg lige nu er jeg Esbjerg-spiller. Skal jeg blive i Esbjerg i et halvt år mere, er det helt fint, og så må jeg bare arbejde stenhårdt for holdet og gøre det endnu bedre i foråret for at vise mig frem.

Jonas Knudsen har det seneste år været indblandet godt og grundigt i det danske U/21-landsholds kvalifikationsturnering til slutrunden i Tjekkiet til sommer, og det rumsterer også i hovedet på ham, at netop den turnering kan blive et godt udstillingsvindue for ham og Esbjerg i forhold til interesserede klubber.

- Det kan blive rigtig spændende at komme ud og spille sådan en slutrunde. Det er jo det største, du kan opnå som ungdomslandsholdsspiller, så det bliver stort. Man kan vise sig frem på den scene, hvor det er de bedste spillere, der er samlet. Så der vil nok være mange, der holder et øje med, hvad der sker i turneringen, lyder det fra Knudsen og fortsætter:

- Jeg tror, det bliver rigtig spændende med U/21-landsholdet, og jeg har været med hele vejen, så jeg glæder mig rigtig meget til den slutrunde, hvor jeg håber, vi kan levere et rigtig godt resultat. Der er dygtige spillere omkring det, og det er vigtigt, at man spiller. Så det er også én af de ting, som jeg vægter højt, når jeg på et tidspunkt skal ud videre. Jeg skal ikke ud og sidde på bænken. Jeg skal ud for at videreudvikle mig.

Når tiden engang er inde til et skifte, er han ikke så fokuseret på, hvor han skal fortsætte udviklingen. Han føler sig godt i stand til at kunne gøre sig gældende de fleste steder, og han vil helst ikke udelukke noget på forhånd.

- Jeg ser det faktisk sådan, at jeg kunne passe godt ind i mange ligaer. Jeg synes, at jeg har en god base. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg bedst kan være her frem for et andet sted. Jeg kan godt se mig selv i tysk og engelsk fodbold, og hvis der lige pludselig skulle dukke noget op fra Holland, Belgien eller Frankrig, så kunne jeg også godt se mig selv der. Det er lidt svært at pege på én liga, hvor jeg ville passe ind. Jeg ser bredt på det. Det skal føles rigtig, hvis jeg på et tidspunkt skal tage skridtet, og jeg skal føle, at der er mulighed for spilletid, siger Esbjerg-spilleren.

Jonas Knudsen har siden debuten i 2010 spillet 110 kampe for det vestjyske mandskab.